22-årige Khaled Ksibe kom til Danmark fra Syrien for tre år siden. Da han startede på sprogskole, oplevede han at de nyankomne flygtninge fra arabisktalende lande havde behov for mere danskundervisning. Derfor begyndte Khaled Ksibe at lave videoer på arabisk om dansk grammatik, fraser og samtaler for at gøre danskundervisningen tilgængelig for alle. Projektet startede for ni måneder siden og bliver i dag lavet i samarbejde med Lærdansk Aarhus.
Indholdet til videoerne udvælger Khaled Ksibe på baggrund af brugernes kommentarer på YouTube og Facebook. Derudover sender undervisere fra Lærdansk forslag til emner som de har oplevet deres arabisktalende kursister har haft svært ved at lære.
Den Europæiske Sprogpris uddeles hvert år til personer eller projekter der på nyskabende vis har bidraget til at udvikle læring af fremmedsprog.
- Prisen indgår i Europa-Kommissionens uddannelsesprogram Eramus+ og overrækkes den 26. september 2016 af dekan for det humanistiske fakultet på Syddansk Universitet Simon Møberg Torp.
- Med prisen følger et rejselegat på 30.000 kroner.
- Se eksempler på videoerne på YouTube.