Indholdet på denne side er mere end 6 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Danske Taler sikrer vores mundtlige kulturarv

Danske Taler er en selvejende institution som de næste 4 år får støtte fra finansloven.

Hvilket år talte dronningen om “dumsmarte bemærkninger” i sin nytårstale? Hvad sagde Anders Fogh Rasmussen i sin tale til Venstres Landsmøde lige efter 11. september 2001? Hvad var Staunings væsentligste pointe i 1. maj-talen i 1939? Svarerne på disse spørgsmål kan findes på dansketaler.dk

Danske Talers opgave er at sikre den mundtlige del af dansk kulturarv ved at indsamle, registrere og bevare væsentlige danske taler og gøre dem frit tilgængelige for enhver. Med finanslovsbevillingen bliver det muligt over de næste 4 år at arbejde videre med at udvide samlingen af taler.

Til den tid vil talesamlingen så til gengæld være udvidet kraftigt i forhold til de 850 taler som samlingen rummer i dag. I takt med at arbejdet med at finde væsentlige taler skrider frem, vil danskerne i stigende grad kunne bruge dansketaler.dk som digitalt opslagsværk når de skal finde ud af hvem, der har sagt hvad om hvad.

Samtidig kan vi allesammen bruge samlingen som inspirationskilde når vi skal holde tale for venner og familie – eller i professionel sammenhæng. 

Talesamlingen består primært af danske taler, men den indeholder også enkelte udenlandske, fx af Olof Palme, Winston Churchill og Adolf Hitler.