Indholdet på denne side er mere end 11 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Børnene og sproget

Børns sprogtilegnelse hjælpes på vej af såvel nyoversættelse af antikt værk som nye digitale resurser.

Børns sprogtilegnelse er et aktuelt emne, og rent faktisk har det været på dagsordenen lige siden antikken.

Quintilian, der var en af de mest fremtrædende retorikere i det gamle
Rom, beskæftiger sig i sit hovedværk Institutio oratoria med hvordan en dreng (i det gamle Rom var det drenge der talte) gennem opdragelse og
pædagogik kan lære mundtligt at overbevise en større gruppe af tilhørere. Dette værk er under titlen Talerens
Uddannelse
netop ved at blive oversat til moderne og lettilgængeligt dansk af Søren Hindsholm. Det
skriver Jørn Lund i sin sprogklumme i Politiken d. 4. marts.

I dag er sprogtilegnelse også genstand for såvel forskning som debat, og der gøres mange tiltag for at fremme børns sproglige indlæring. Ikke mindst indenfor de seneste årtier hvor der er skabt nye redskaber.

Den nye iPad-app, “Skriv og læs”, lærer børn at læse gennem skrivning. Appen er udviklet af folkeskolelærer Janus Madsen og er i samarbejde med forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet gennem en 18 måneder lang periode blevet testet i undervisningssituationer.

Også indenfor styrkelsen af det fællesnordiske er der skabt digitale resurser. På Norden i Skolen kan man eksempelvis finde talrige artikler og oplysninger om de forskellige nordiske sprog samt spille forskellige “sprogspil”. Endvidere indeholder hjemmesiden også Nordisk miniordbog som vi har omtalt i en tidligere nyhed på sproget.dk.