Du er her: Forside Temaer Dialekter Sociolekter

 

Sociolekter

En sociolekt er en social dialekt som kan fortælle om sprogbrugerens sociale status og tilhørsforhold.
En sociolekt er en social dialekt som kan fortælle om sprogbrugerens sociale status og tilhørsforhold.

En sproglig klasseforskel

Sociolekter
Slår man op i Den Danske Ordbog under sociolekter, vil man finde følgende definition: Variant af et sprog der er fælles for medlemmer af en bestemt social klasse.

Sociolekt er betegnelsen for en "dialekt" som ikke er afgrænset af et geografisk område, men derimod af et socialt tilhørsforhold. Betegnelsen dækker over at der er forskel på sprogbrugen sociale grupper og klasser imellem.

Snobbet eller vulgært - den tidlige sociolingvistik

Sociolingvistik er en gren af sprogvidenskaben som beskæftiger sig med sproglig variation indenfor et sprogsamfund. I den tidlige sociolingvistik (omkring 1960'erne) beskrev man sociolekter som fx højkøbenhavnsk og lavkøbenhavnsk, og man kunne fx undersøge hvilke sproglige kendetegn de forskellige sociolekter havde. Man undersøgte hvilke opfattelser af sociale og menneskelige forhold som blev kædet sammen med forskellige sproglige træk, især udtaleforskelle. Med sociolingvistiske metoder ville man fx kunne vise hvilke udtaletræk der fremkaldte stereotype forestillinger om at folk der talte lavkøbenhavnsk var vulgære, mens folk der talte højkøbenhavnsk var snobbede. 

Sociolingvistik i dag

I dag spiller klasseidentitet en anden rolle end tidligere. Sociolingvistikken har ændret sit fokus og beskæftiger sig nu mere bredt med talesprog, sproglig variation og sproglig identitet indenfor forskellige grupper af sprogbrugere. Fx kan man undersøge sproglige forskelle i forhold til sprogbrugeres køn, alder og gruppeidentitet.

Gruppesprog

Den sproglige variation kan sættes i forhold til sprogbrugernes sociale status og tilhørsforhold til en bestemt gruppe eller klasse i samfundet. Du kan læse mere om sociolekter på dialekt.dk's side om sociolekter.

Sprogholdninger

En del af den sociolingvistiske forskning drejer sig om sprogholdninger. En del sprogholdninger er bevidste. Man kan fx høre folk sige "fynsk, det lyder så melodisk og sødt", eller "nej vestsjællandsk, det er nu ikke så pænt". Man kan læse mere om forskningen i bevidste og underbevidste sprogholdninger på dialekt.dk.