Sideordning og underordning — ord og sætninger
Sideordning (paratakse)
Sideordning (paratakse) er når to eller flere sætninger eller led står ved siden af hinanden, enten forbundet af et komma eller af en af sideordningskonjunktionerne (sideordningsbindeordene) eller, og, men eller for, fx
- Til aften fik vi fiskefrikadeller og kartofler.
- Hæleri straffes med bøde, betinget eller ubetinget fængsel.
- Det var en kold, frostklar vinterdag.
Sideordnede sætninger er hel- eller ledsætninger der står ved siden af hinanden, og som således ikke er led i hinanden, fx
- Prognosen for næste år er god, og aktierne er derfor steget voldsomt.
- Der er mange mennesker, for vejret er godt.
- Hvis det bliver varmt, og hvis vi får tid, går vi på fortovscafé.
Underordning (hypotakse)
Underordning (hypotakse) er når sætninger eller led er underordnet andre sætninger eller led, fx
- "Festen" er en god film. (God er underordnet film).
- Han peger på et stort abstrakt maleri i røde farver. (Stor er underordnet abstrakt).
Underordnede sætninger er ledsætninger der er led i en anden sætning. Dette markeres ofte vha. en underordningskonjunktion (underordningsbindeord), fx
- Vestas, som er verdens største vindmølleproducent, vil efter introduktionen have en børsværdi på mellem 2,25 og 2,75 mia. kr.
(Relativsætningen (den henførende sætning) som er verdens største vindmølleproducent er underordnet korrelatet, altså det led sætningen henviser til, her: subjektet Vestas). - Hvis alt går efter planen når aktierne udbydes, vil Vestas efter introduktionen have en børsværdi på mellem 2,25 og 2,75 mia. kr.
(Ledsætningen når aktierne udbydes er adverbial (biled) i – og dermed underordnet – ledsætningen Hvis alt går efter planen).

