book

at have en skrue løs

Dansk Sprognævns svarbase, 21.04.2016.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvor kommer udtrykket at have en skrue løs fra?

UdråbstegnSvar:

Tak for dit spørgsmål om udtrykket at have en skrue løs. Det er uklart hvor det kommer fra, men et kvalificeret bud kunne være at udtrykket er inspireret af mekanik: Hvis en maskine e.l. har en skrue løs, virker den dårligt. Det kunne være en sådan billeddannelse der lå bag udtrykket. Af Ordbog over det danske Sprog fremgår det i øvrigt at det er et ældre udtryk. Der er eksempler både fra Holberg og Blicher. Det fremgår også at man bruger udtrykket på andre sprog, blandt andet tysk og engelsk. For tysks vedkommende går brugen i hvert fald lige så langt tilbage som i dansk.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2016 af Eva Skafte Jensen.