book

rykke ferien frem

Nyt fra Sprognævnet, 2002/3, 01.09.2002.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad betyder rykke frem om et tidspunkt? En ferie den 12.-20. marts skal rykkes frem. Betyder det at den skal flyttes til tidligere i marts måned, eller skal den flyttes til senere i marts måned?

UdråbstegnSvar:

Udtrykket rykke frem om tiden er og bliver dobbelttydigt.

Om det betyder ‘flytte ferien til et tidligere tidspunkt’ eller ‘flytte ferien til et senere tidspunkt’ end det oprindeligt fastlagte, kommer an på hvad man orienterer sig i forhold til.

Uddybning:

Hvis man tager det tidspunkt som udgangspunkt hvor man giver besked om flytningen, så flytter man ferien frem ved at rykke den nærmere afsenderens eget “nu”. Men hvis man betragter det oprindeligt angivne tidspunkt og det nye tidspunkt som to punkter på en fremadskridende tidslinje, så betyder frem længere ude i fremtiden end det oprindeligt angivne tidspunkt. Det er imidlertid vigtigt at pointere at den ene opfattelse ikke er mere rigtig end den anden. Den der blot har ytret ønske om at flytte sin ferie frem, har ikke udtrykt sig på en måde som omgivelserne kan forholde sig til. I den slags sammenhænge er det nødvendigt at udtrykke sig præcist, fx ved angivelse af nye datoer eller – hvis det ikke er muligt – ved fx at sige: “Jeg vil gerne holde ferie senere end oprindelig aftalt” eller “tidligere end oprindelig aftalt”.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2014.