§ 20-39. Bøjningsforhold

§ 20-24. Substantiver

§ 20. Fælleskøn eller intetkøn?

(1) Substantiver med ét grammatisk køn

De fleste substantiver har kun ét grammatisk køn: fælleskøn eller intetkøn. De enkelte ords køn fremgår i hvert enkelt tilfælde af Retskrivningsordbogen, fx

• kan|ni|bal sb., -en ..
• flag sb., -et ..

(2) Fælleskøn eller intetkøn uden betydningsforskel

Nogle substantiver kan være fælleskøn eller intetkøn uden at betydningen ændres. Det gælder fx bacon, fond (kapital; legat, stiftelse), katalog, layout. Sådanne ord er i Retskrivningsordbogen anført på følgende måde:

• ba|con sb., -en el. -et ..
• in|su|lin sb., -en el. -et ..

(3) Forskelligt køn – forskellig betydning

I nogle tilfælde svarer det ene køn til én betydning, det andet til en anden betydning. Ord med forskelligt køn og forskellig betydning er i Retskrivningsordbogen behandlet hver for sig, fx

1. ja|lou|si sb., -en (skinsyge) ..
2. ja|lou|si sb., -et, -er, -erne (skærm af tynde lister) ..

1. vår sb., -en (forår) ..
2. vår sb., -et, vår, -ene (overtræk til dyner og puder)

(4) Stoffer, masser og væsker

Substantiver der betegner stoffer, masser eller væsker, har ofte vekslen mellem fælleskøn og intetkøn. Til denne vekslen i køn kan der i større eller mindre grad svare en vekslen i betydning:

(a) Fælleskøn om bestemt art eller mængde

Nogle intetkønsord der betegner stoffer eller masser, kan være fælleskøn når de bruges om en bestemt art eller kvalitet eller om en afgrænset mængde af stoffet, fx

• Det var en god og kraftig lærred.
• Denne ler er særlig velegnet til fremstilling af drænrør.
• Skal al den dejlige fedt virkelig gå til spilde?

En sådan brug af fælleskøn til at betegne en bestemt art el.lign. er principielt mulig ved de fleste ord der betegner stoffer eller masser. Den forekommer ofte i mere fagligt eller branchepræget sprog og er ikke nævnt under de enkelte intetkønsord i ordbogen. At et ord der betegner et stof eller en masse, kun er anført som intetkønsord i ordbogen, udelukker altså ikke at det i særlige tilfælde kan bruges som fælleskønsord.

(b) Fælleskøn eller intetkøn uden betydningsforskel

Andre af de ord der betegner stoffer, masser eller væsker, kan være fælleskøn eller intetkøn uden særlig betydningsforskel (jf. punkt 2 ovenfor). Det gælder fx gummi, kanel, klister, klor, opium, ral, tegl, tran. Også ved sådanne ord kan intetkøn dog bruges om det pågældende stof som sådant, mens fælleskøn kan bruges om en bestemt art eller om en afgrænset mængde (fx Denne gummi er ekstra slidstærk). Disse ord er anført i Retskrivningsordbogen med valgfrit køn, fx

• gum|mi sb., -en el. -et ..

(c) Intetkøn + fælleskønsord

Visse fælleskønsord kan kombineres med foranstillede intetkønsord som det, noget, meget, andet når de bruges om en utællelig mængde, fx

• Vil du straks tørre det mælk op!
• Hun kunne starte sin egen planteskole med alt det jord hun har under neglene.
• Vi har noget familie i Jylland.
• Har du hørt noget god(t) musik for nylig?
• Vi har ikke meget maling tilbage.
• Har I ikke fået andet mad i dag?
• Jeg har ventet i noget tid.

Denne særlige brug af intetkøn er ikke anført ved de enkelte fælleskønsord i Retskrivningsordbogen.

§ 21. Genitiv

(1) Hovedregel

Genitiv ender som hovedregel på -s:

• døgnets middeltemperatur, biernes liv, min brors fødselsdag, Amerikas opdagelse, Provences befolkning, Hartvig Frischs retskrivningsreform, Brüel & Kjærs personale, Alices restaurant, Bachs dobbeltkoncert.

(2) Ord på -s, -z eller -x

Ord der ender på -s, -z eller -x, har genitiv på ‘ (apostrof, jf. § 6):

• dette hus’ indretning
• Sofus’ fødselsdag
• Randers’ erhvervsliv
• cornflakes’ sukkerindhold
• den moderne jazz’ udvikling
• Marx’ skrifter
• Jacques’ lillesøster
• Calais’ beliggenhed
• en bordeaux’ smag.

(3) Forkortelser

(a) Med forkortelsespunktum

Forkortelser der ender på forkortelsespunktum, har genitiv på –s:

• afs.s navn og adresse, en cand.mag.s beskæftigelsesmuligheder, Chr. 4.s regeringstid (men: Chr. IV’s, jf. § 42.3).

(b) Uden forkortelsespunktum

Forkortelser der skrives uden forkortelsespunktum, har genitiv på ‘s:

• it’s (el. IT’s) fordele, tv’s (el. TV’s) underholdningsprogrammer,
• 2 cm’s mellemrum, USA’s præsident, borger.dk’s brugere.

Når sådanne forkortelser kan udtales som egentlige ord, kan de dog også tilføje -s direkte: epos (el. epo’s) virkning, Natos el. NATOs (el. Nato’s el. NATO’s) generalsekretær.

Forkortelser der ender på -s, -z eller -x, har genitiv på ‘ (apostrof): aids’ følger, SAS’ personale, Føtex’ kundekreds, Jensen A/S’ overskud.

(4) Taltegn, symboler, citatord mv.

Om brug af ‘s på taltegn, symboler og citatord mv., se § 6.2.

§ 22. Substantiver med fremmede pluralisendelser

Der kan ikke gives helt faste regler for hvordan man danner bestemt form pluralis af substantiver der i ubestemt form pluralis har (eller kan have) en fremmed pluralisendelse (især -i, -a og -s, fx konti, periodika, checks). Det tilrådes derfor at man først og fremmest søger oplysninger om bestemt form pluralis under de enkelte ord i selve Retskrivningsordbogen. Ved ord hvor ordbogen ikke oplyser om bestemt form pluralis, og ved ord der ikke er med i ordbogen, anbefales det at følge nedenstående retningslinjer.

Bestemt form pluralis af substantiver med fremmede pluralisendelser kan dog virke afstikkende og kan undertiden erstattes af andre formuleringer, fx disse jokes (i stedet for jokesene) og mine slippers (i stedet for slippersene eller slipperserne).

(1) Substantiver med pluralis på –i eller –a

Substantiver der i ubestemt form pluralis ender på -i eller -a, danner bestemt form pluralis ved at tilføje endelsen -ene til den ubestemte pluralisform:

• modi – modiene
• fakta – faktaene
• periodika – periodikaene.

Nogle gange har sådanne substantiver en dansk pluralisendelse ved siden af den fremmede. I disse tilfælde er der to muligheder for at danne bestemt form pluralis:

• konti – kontiene el. kontoer – kontoerne
• leksika – leksikaene el. leksikoner – leksikonerne.

(2) Substantiver med pluralis på –s

Substantiver der i ubestemt form pluralis kan ende på -s, har forskellige muligheder for at danne bestemt form pluralis. Det afhænger bl.a. af om -s er den eneste mulige pluralisendelse, eller om der også kan bruges danske pluralisendelser:

(a) Kun –s

Substantiver der i ubestemt form pluralis kun kan have endelsen -s, har i bestemt form endelsen -ene. Ved nogle af disse ord bortfalder s‘et foran -ene:

• joints – jointene
• snacks – snackene.

Men ved andre bevares s‘et foran endelsen:

• jeans – jeansene
• fans – fansene.

(b) Både –s og –er

Substantiver der i ubestemt form pluralis foruden -s kan have den danske endelse -er, kan altid danne bestemt form pluralis ved at tilføje endelsen -ne til formen på -er. Nogle substantiver kan kun danne bestemt form på denne måde:

• cups/cupper – cupperne

Andre kan desuden danne bestemt form pluralis med endelsen -ene og med bortfald af -s foran denne endelse:

• jeeps/jeeper – jeepene/jeeperne
• slogans/sloganer – sloganene/sloganerne.

Ved enkelte substantiver er der dog ikke bortfald af -s foran endelsen -ene:

• apps/apper – appsene/apperne

(c) Både –s og ingenting

Substantiver der i ubestemt form pluralis foruden at have -s kan være uden endelse, danner ofte bestemt form pluralis med endelsen -ene:

• checks/check – checkene
• shows/show – showene.

Men ved disse ord kan der desuden dannes en bestemt form pluralis hvor s‘et er bevaret foran bestemthedsendelsen:

• chips/chip (elektronisk kredsløb) – chipsene/chippene
• shots/shot (lille glas spiritus) – shotsene/shottene.

§ 23. Substantiver på -el, -en og -er

I mange af de substantiver der ender på -el, -en eller -er, kan eller skal -e- foran -l, -n eller -r stryges når ordet bøjes:

• gidsel – gidslet – gidsler
• figen – figenen – fig(e)ner
• teater – teat(e)ret – teatre.

Bemærk at der ikke kan stå to ens konsonanter foran -l, -n eller -r (jf. § 8.2):

• gaffel – gaflen – gafler
• offer – ofret (el. offeret) – ofre.

Der kan ikke gives faste regler for hvornår -e- stryges, og hvornår det bevares. Det tilrådes derfor at man i tvivlstilfælde søger oplysninger om bøjningsformer af disse ord under de enkelte ord i selve Retskrivningsordbogen. Men hvis man vil undgå at slå op i ordbogen, kan man i de fleste tilfælde benytte de nedenstående hjælperegler:

(1) Ord på -el

Langt de fleste ord på -el kan eller skal skrives uden -e- i både singularis og pluralis:

• cykel – cyklen – cykler
• handel – hand(e)len – handler
• regel – reglen – regler
• taffel – taf(fe)let – tafler.

Det er således næsten altid korrekt at stryge -e- i ord på -el. Kun i de følgende tilfælde skal -e- bevares:

• bagel – bagelen – bagels
• kennel – kennelen – kenneler
• label – labelen – labeler el. labels
• spaniel – spanielen – spanieler el. spaniels
• tunnel – tunnel(l)en – tunnel(l)er.

(2) Ord på -en

Alle ord på -en kan eller skal skrives med -e- i både singularis og pluralis:

• aften – aftenen – aft(e)ner
• køkken – køkkenet – køkkener
• lagen – lag(e)net – lag(e)ner
• væsen – væs(e)net – væs(e)ner.

Det er således altid korrekt at bevare -e- i ord på -en.

(3) Ord på -er

Alle ord på –er kan eller skal skrives med -e- i singularis:

• fætter – fætteren
• monster – monst(e)ret
• orkester – orkest(e)ret
• tiger – tigeren.

En del af ordene på -er kan eller skal skrives uden -e- i pluralis:

• fætter – fætteren – fætre
• monster – monst(e)ret –monstre
• orkester – orkest(e)ret – orkestre
• tiger – tigeren – tig(e)re.

De fleste af ordene på -er bevarer dog -e- i både singularis og pluralis:

• bager – bageren – bagere
• kutter – kutteren – kuttere
• læser – læseren – læserne
• sjællænder – sjællænderen – sjællændere.

Hvis man vil være på den sikre side med hensyn til bøjningen af et ord på -er, må man derfor slå det op i ordbogen.

§ 24. Substantiver med pluralis på -ere

I substantiver der ender på -er, og som i ubestemt form pluralis ender på bogstavfølgen -ere, bortfalder den ubestemte pluralisendelse -e foran bestemthedsendelsen -ne:

• lærer – lærere – lærerne
• bager – bagere – bagerne
• odder – oddere – odderne
• rykker – rykkere – rykkerne.

§ 25-28. Adjektiver

Om adjektiver dannet af præteritum participium, se § 35, og om adjektiver brugt som adverbialer, se § 36-39.

§ 25. Adjektiver på -el, -en og -er

I adjektiver der ender på -el, -en eller -er, bortfalder -e- foran -l, -n eller -r når ordet får tilføjet en bøjningsendelse der begynder med en vokal:

• ædel – ædle – ædlere – ædlest
• moden – modne – modnere – modnest
• mager – magre – magrere – magrest
• fordrukken – fordrukne.

Der kan ikke stå to ens konsonanter foran -l, -n eller -r (jf. § 8.2):

• gammel – gamle
• rådden – rådne
• sikker – sikre – sikrere – sikrest.

§ 26. Adjektiver på -sk

De fleste af de adjektiver der ender på -sk, kan ikke tilføje endelsen -t i intetkøn:

• et tysk ægtepar
• et persisk marked
• et fynsk bondehus
• et freudsk kompleks
• et musikalsk eventyr
• et arkæologisk fund
• økonomisk opsving
• Hegnet er elektrisk.
• Fyret starter automatisk.
• Desserten smagte himmelsk.

Ved enstavelsesord der ikke betegner nationalitet eller geografisk tilhørsforhold, og som ikke er afledninger til personnavne, kan man dog valgfrit tilføje -t i intetkøn:

• et lumsk(t) smil
• fersk(t) kød
• Hun gik rask(t) til.
• Smørret var harsk(t).
• Øllet smagte besk(t).
• Hun smilede skælmsk(t).

Valgfriheden gælder også når sådanne enstavelsesord indgår i sammensætninger og afledninger som fx menneskefjendsk, ufrisk, uhumsk.

Det er som nævnt valgfrit om man vil tilføje -t eller ej, og det er således altid korrekt at lade være med at sætte -t på adjektiver der ender på -sk.

§ 27. Adjektiver på -vis

Ved adjektiver der ender på -vis, er der i intetkøn valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t:

• et delvis(t) nederlag
• Prisstoppet var oprindelig kun forsøgsvis(t).

Også ved adjektiver på -vis brugt som adverbialer er der valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t (jf. § 39). Rene adverbier på -vis har derimod aldrig -t (jf. § 36.1).

§ 28. Adjektiver på trykstærk vokal

(1) Hovedregel

Adjektiver der ender på en trykstærk vokal, er som hovedregel ubøjelige:

• et ru bræt
• den ru planke
• pligttro tjenere
• hans kry væsen.

(2) Ord på –å samt ny og fri

De adjektiver der ender på -å, tilføjer dog -t i intetkøn og dermed også når de bruges som adverbialer:

• blåt blod
• Vinden blæste råt.

Ordene ny og fri tilføjer ligeledes -t i intetkøn og som adverbialer:

• et nyt ur
• et rentefrit lån
• Han lånte 1000 kr. rentefrit.

I bestemt form singularis og i pluralis er det ved disse to ord valgfrit om man vil tilføje -e eller ej:

• mit nye ur el. mit ny ur
• det frie ord el. det fri ord
• nye ord i dansk el. ny ord i dansk
• de isfrie farvande el. de isfri farvande.

§ 29-35. Verber

§ 29. Verber på trykstærk vokal

(1) Præsens og infinitiv

Verber som i infinitiv ender på en trykstærk vokal, falder i to hovedgrupper. I den ene (a) føjes endelserne -r og -s direkte til den trykstærke vokal uden at der indskydes et -e-. I den anden (b) kan der indskydes et -e- foran -r og -s:

(a) Ord på –e, –o, –æ, –ø eller –å

Verber der i infinitiv ender på trykstærkt -e, -o, -æ, -ø eller -å, føjer endelserne -r og -s direkte til den trykstærke vokal:

• Det sner.
• Jeg bor her.
• Rugen drær.
• De dybfrosne grøntsager skal tøs op før brug.
• Bedre service fås ikke.
• Regnskabet må gås igennem en gang til.

(b) Ord på –i, –u eller –y

Verber der i infinitiv ender på trykstærkt -i, -u eller -y, kan enten føje endelserne -r og -s direkte til den trykstærke vokal eller indskyde et -e-:

• Hun rir kjolen el. Hun rier kjolen.
• Det dur ikke el. Det duer ikke.
• De fornyr lånet el. De fornyer lånet.
• Saften sis el. Saften sies.
• Knappen sys i frakken el. Knappen syes i frakken.
• De skal vis på lørdag el. De skal vies på lørdag.
• Lånet bør fornys snarest el. Lånet bør fornyes snarest.

Bemærk at det er valgfrit om man vil indskyde -e- eller ej i disse ord, og at det altså altid er korrekt at lade være med at indskyde -e- i verber der i infinitiv ender på en trykstærk vokal.

(c) Ordene vi(e) og gi(e)

To verber der i infinitiv kan udtales i én eller to stavelser, kan skrives enten med eller uden -e: gi eller gie (hale sejl op) og vi eller vie.

(2) Præteritum

I verber der i præteritum bøjes som ri, bo osv., skrives præteritumendelsen -ede, altså riede, boede, syede osv. Præteritum af verbet dø skrives døde.

Verber som i præteritum ender på trykstærk vokal, føjer -s direkte til den trykstærke vokal: Kysten sås tydeligt.

§ 30. Imperativ

(1) Hovedregel

Man danner imperativ af verber der i infinitiv ender på tryksvagt –e, ved at fjerne e‘et:

• Skriv snart igen!
• Hils fra mig!
• Indsend bestillingskuponen i dag!

Dog må en imperativ som hovedregel ikke ende på to ens konsonanter (jf. § 8.2):

• Tilsæt en teskefuld salt.
• Kom snart hjem!

Verber hvortil der svarer et substantiv med dobbelt slutkonsonant, skrives dog også med dobbelt konsonant i imperativ, fx Grill selv din bøf, Stress lidt af i ferien.

Verber der i infinitiv ender på en trykstærk vokal eller på konsonanten –s, er uændrede i imperativ:

• Tø ærterne op før brug.
• Sy selv dit tøj!
• Tilse ventilen regelmæssigt!
• Slås ikke så meget!
• Kløjes nu ikke i maden.

(2) Usædvanlige bogstavforbindelser

Nogle imperativer kommer til at ende på konsonantforbindelser som ellers ikke forekommer sidst i et ord:

• Åbn døren!
• Pensl brødet med sammenpisket æg.
• Klistr derefter hurtigt de frie ender sammen.
• Sagtn farten!
• Behandl pakken varsomt!

Sådanne skrivemåder kan dog virke afstikkende og kan ofte erstattes af andre formuleringer, fx

• Luk døren op!
• Brødet pensles med sammenpisket æg.
• Klæb derefter hurtigt de frie ender sammen.
• Sæt farten ned!
• Pakken bør behandles varsomt.

Om imperativer der ender på trykstærkt -er, se § 5.4.

(3) Ord fra engelsk

Oprindelig engelske verber danner principielt imperativ på samme måde som andre danske verber, dvs. ved at man fjerner infinitivendelsen –e og den ene af to ens konsonanter, fx coach, croon, drop, entertain, kidnap, leas, load, quiz, stop, test (til coache, croone, droppe, entertaine, kidnappe, lease, loade, quizze, stoppe, teste). Om imperativ af ord som grille og stresse, se punkt 1.

Ord der i stavelsen før infinitivendelsen har en enkelt vokal udtalt som en diftong, har dog samme form i imperativ som i infinitiv:

• Fade langsomt ud!
• Tape omslaget fast.
• Franchise i stedet for at købe!

Sådanne skrivemåder kan dog virke afstikkende og kan ofte erstattes af andre formuleringer, fx

• Derefter fades langsomt ud.
• Omslaget tapes fast.
• Det er bedre at franchise end at købe.

Verber der ender på -ce i infinitiv, har ligeledes samme form i imperativ som i infinitiv:

• Outsource hele produktionen!
• Pierce ikke dig selv i næsen!
• Pace nu ikke børnene så meget!

Også disse skrivemåder kan ofte erstattes af andre formuleringer, fx

• Hele produktionen skal outsources.
• Du må ikke pierce dig selv i næsen.
• Hold op med at pace børnene så meget!

§ 31-35. Præteritum participium

§ 31. Præteritum participiums bøjningsformer

Præteritum participium har bøjningsformer der betegner bestemthed, tal og køn:

(1) Bestemt form og pluralis

Den bestemte form er lig med pluralisformen. I nogle svagtbøjede verber er endelsen -ede, i andre -te:

• den lejede bil
• det kendte ansigt
• de vaskede duge
• nogle udvalgte deltagere.

I nogle stærktbøjede verber er endelsen -ne, i andre -ede og i atter andre -te:

• nogle for længst afhjulpne mangler
• den beskrevne fremgangsmåde
• i det givne øjeblik
• den opslåede stilling
• fastslåede kendsgerninger
• den afbrudte forestilling
• det udeladte afsnit
• et par slidte sko.

I enkelte tilfælde kan endelsen valgfrit være -ede eller -ne, fx den bedragede el. bedragne hustru.

Præteritum participium af stærkt bøjede verber er opført i selve Retskrivningsordbogen på deres alfabetiske plads når vokalen i participiet er en anden end i infinitiven, fx

• hjul|pet præt. ptc. af hjælpe.

(2) Kønsbøjning i ubestemt form singularis

Kønsbøjning af præteritum participium kan forekomme i den ubestemte singularisform af de participier som i bestemt form og pluralis kan have endelsen -ne. Der kan skelnes mellem en intetkønsform (ubøjet form) med endelsen -et og en fælleskønsform med endelsen -en:

• fundet – funden
• strøget – strøgen
• udkommet – udkommen.

§ 32. Præteritum participium foran substantiv

Præteritum participium kan stå attributivt, dvs. umiddelbart foran et substantiv som participiet er knyttet til. Bøjningen i bestemthed, tal og køn fremgår i princippet af § 31.

Når det gælder kønsbøjningen (§ 31.2), ligger sprogbrugen dog ikke fast, men det er almindeligt at bruge intetkønsformen, også når participiet er knyttet til et substantiv af fælleskøn. I mange sådanne tilfælde kan det virke mere formelt (eller gammeldags) at bruge fælleskønsformen:

• en indskrevet el. indskreven elev
• en afsvedet el. afsveden skovstrækning
• en strøget el. strøgen skjorte
• en aftvunget el. aftvungen tilståelse
• en stærkt beskåret el. beskåren udgivelse
• en nylig udkommet el. udkommen bog
• en ved uagtsomhed indløbet el. indløben fejl
• en stjålet el. stjålen cykel.

§ 33. Præteritum participium efter hjælpeverber mv.

(1) Efter have og få

Efter hjælpeverberne have og få bruges præteritum participium i ubøjet form (ubestemt singularis intetkøn):

• Vi har lejet en bil til turen.
• Spejderne fik solgt alle lodsedlerne.
• Hun skal nok snart få brugt pengene.
• Hvor har du fundet de sager?
• Jeg har fået stjålet min cykel.

(2) Efter være og blive

Efter hjælpeverberne være og blive bruges præteritum participium i nogle tilfælde i ubøjet form, i andre tilfælde i bøjet form:

(a) Handlingsforløb

• Hele tre biler blev lejet til turen.
• Alle lodsedler blev solgt af spejderne.
• Pengene vil nok snart blive brugt.
• Er de sager stadig ikke blevet fundet?
• Min cykel er blevet stjålet.
• De blev overrasket af uvejret.
• Er kagerne spist eller smidt ud?
• Billetterne til i morgen er allerede afbestilt.

Når der fortrinsvis tænkes på et handlingsforløb, bruges ubøjet form:

(b) Tilstand

Når der fortrinsvis tænkes på en tilstand (jf. også § 34), kan participiet behandles som et adjektiv og bøjes (jf. § 35). Det gælder især når participiet er gradsbestemt:

• Hans sko er meget slidte.
• Vi blev ret overraskede da vi hørte fra ham.
• Medarbejderne er særdeles motiverede.

Men i mange tilfælde er ubøjet form almindelig sprogbrug uanset om der er tale om en handling eller en tilstand:

• Alle tre biler er lejet (el. lejede).
• Begge deres børn er adopteret (el. adopterede).
• Tallene i eksemplet er reguleret (el. regulerede).
• Nødderne er hakket (el. hakkede).
• Hvor mange af bilerne er nye, og hvor mange er brugt (el. brugte)?
• Tusindvis af boliger er misligholdt (el. misligholdte).

Ubøjet form er helt almindelig når præteritum participium indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition, fx irriteret over, beregnet til, indstillet på:

• Vi var irriteret (el. irriterede) over at høre på hendes beklagelser.
• Beslagene er beregnet (el. beregnede) til udendørs brug.
• Ministrene synes at være indstillet (el. indstillede) på at forfølge sagen.
• Vi ser os nødsaget (el. nødsagede) til at aflyse.

(3) Efter andre verber

Også i andre tilfælde hvor præteritum participium hører nøje sammen med sætningens verbal, bruges normalt ubøjet form:

• Rapporterne forlanges indleveret senest onsdag.
• Cyklerne bedes henstillet i stativerne.
• Ejendomsmægleren venter begge huse solgt i morgen.
• Det gælder om at få pengene brugt i en fart.
• Kunden ønsker møblerne ombetrukket.
• Jeg har fået min cykel stjålet.
• Man har hørt alle ansøgerne beskrevet som uduelige.

§ 34. Præteritum participium som frit prædikativ

Når præteritum participium står som frit prædikativ (tilstandsbetegnelse), kan participiet bøjes, men det er almindeligt at bruge den ubøjede form:

• Alle kom opløftet el. opløftede tilbage fra kurset.
• Papirerne sendes underskrevet el. underskrevne til virksomheden inden 14 dage.
• Forskrækket el. forskrækkede ved lyden af toget løb børnene væk fra skinnerne.
• Hjemkommet el. hjemkommen fra ferie tog hun igen fat på arbejdet.
• Vi kom trætte og gennemblødte hjem.

§ 35. Adjektiver dannet af præteritum participium

(1) Bøjningsformer

Mange adjektiver består helt eller delvis af oprindelige præteritum participier, fx kneben, løssluppen, nystrøgen el. nystrøget, glatbarberet, ulakeret, velvalgt, henrykt. Sådanne participier har i princippet samme bøjningsformer som andre adjektiver der ender på -en, -et eller -t. Adjektiver der ender eller kan ende på -en, følger dog forskellige mønstre. En del tilføjer -t i intetkøn og kommer altså til at ende på -ent, fx kneben (et knebent flertal). Nogle har i intetkøn valgfrihed mellem en form på -ent og en form på -et, fx fremskreden (et fremskredent el. fremskredet tidspunkt), og enkelte kan kun ende på -et, fx gudgiven (et gudgivet svar). De fleste af de adjektiver på -en der har en valgfri form på -et, fx nystrøgen el. nystrøget, ubeskreven el. ubeskrevet, kan i intetkøn kun ende på -et: et nystrøget forklæde, et ubeskrevet blad. De nøjagtige bøjningsoplysninger må søges under de enkelte ord i Retskrivningsordbogen.

I nogle tilfælde skelnes der betydningsmæssigt mellem et participium på -et og det tilsvarende adjektiv på -en. Participiet har da konkret betydning, mens adjektivet har overført betydning:

• slebet krystal – et slebent væsen
• et stjålet ur – et stjålent blik
• et svedet øjenbryn – et svedent grin.

Adjektiver der er dannet af præteritum participium, og som ender eller kan ende på -en, er opført i Retskrivningsordbogen som selvstændige opslagsord (fx kneben, løssluppen, nystrøgen el. nystrøget). Af de ord der ender på -et eller -t, er nogle opført som selvstændige opslagsord (fx henrykt, interesseret, ubemærket, velplejet), mens andre ikke er med i ordbogen (fx nyvasket, ulakeret).

Enkelte af de adjektiver der ender på -en eller -et, kan i bestemt form og i pluralis bøjes på to måder, fx optaget, ubeskåren el. ubeskåret: den optagede el. optagne telefon, de ubeskårede el. ubeskårne indtægter. Oplysninger om sådanne bøjningsmuligheder er anført under det enkelte ord i Retskrivningsordbogen.

(2) Brug af bøjningsformerne

Bøjningsformer af adjektiver dannet af præteritum participium bruges principielt på samme måde som bøjningsformerne af andre adjektiver:

• en kneben sejr
• et knebent flertal
• nogle knebne sejre
• en nystrøgen el. nystrøget skjorte
• de nystrøgne el. nystrøgede gardiner
• et hengivent menneske
• Reolerne er ulakerede.
• Kartoflerne må være ganske nyopgravede.
• Kasserollerne hang blankpolerede på messingstangen.
• Lavt monterede fortasker giver bedst balance på cyklen.
• Hun grinede svedent.

Når sådanne adjektiver indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition, er det dog helt almindeligt at bruge ubøjet form i alle tilfælde:

• Vi er helt uinteresseret (el. uinteresserede) i den slags.
• De var henrykt (el. henrykte) over forslaget.

§ 36-39. Adverbier og adverbialer

§ 36. Rene adverbier og t-adverbialer

(1) Rene adverbier

Rene adverbier er ord der kun kan bruges som adverbier, fx

• aldeles, aldrig, endnu, gerne, navnlig, naturligvis, nemlig, ofte, sandelig, sandsynligvis, sædvanligvis, temmelig, vistnok.

Næsten alle rene adverbier er uden -t:

• Det var en temmelig enkel sag.
• Det har jeg vistnok hørt om før.
• Han interesserer sig navnlig for russisk.
• Hun får sandsynligvis ingen praktikplads i år.

Ved enkelte rene adverbier er der dog valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t, fx grangivelig(t), morderlig(t) og sødelig(t). De rene adverbier er i Retskrivningsordbogen opført som selvstændige opslagsord med ordklasseangivelsen adv. (adverbium):

• san|de|lig adv.
• sø|de|lig (el. sødeligt) adv., sove sødelig
• sø|de|ligt (el. sødelig) adv., sove sødeligt

(2) T-adverbialer (adverbialer dannet af adjektiver)

T-adverbialer er adverbialer der er dannet af adjektiver. Det er hovedreglen at sådanne adverbialer ender på -t hvis adjektivet kan have denne endelse:

• Du må ikke råbe så højt.
• Krisen var hurtigt forbi.
• Klaveret er grusomt falsk.
• Det drejer sig om en relativt stor mængde.
• De fik monteret en automatisk (jf. § 26) virkende dørlukker.
• Det arbejde er for ringe udført.

Sådanne adverbialer er ikke opført som selvstændige opslagsord i Retskrivningsordbogen. De falder sammen med adjektivets intetkønsform og må derfor søges under de pågældende adjektiver, fx

• høj adj., -t, -e
• au|to|ma|tisk adj., itk. d.s., -e

Om adverbialer dannet af adjektiver på -ig og -lig, se § 38, og om adverbialer dannet af adjektiver på -vis, se § 39.

§ 37. Betydningsforskel mellem t-adverbialer og rene adverbier

Ved visse ord er der en betydningsforskel mellem et t-adverbial med -t og det tilsvarende rene adverbium uden -t, fx mellem t-adverbialet lovligt og det rene adverbium lovlig, mellem endeligt og endelig, knapt og knap, ligefremt og ligefrem, nært og nær. Her betegner t-adverbialet den måde noget forholder sig på eller foregår på, mens det rene adverbium som hovedregel angiver den skrivendes eller talendes holdning til det der siges (fx om det er sikkert eller usikkert, ventet eller uventet, ønskeligt eller ikke ønskeligt):

• Det var en lovligt (på en lovlig måde, legalt) varslet konflikt.
• Det var en lovlig (lidt for) stor mundfuld.

• Hun besvarede opgaven antageligt (på en antagelig måde, acceptabelt).
• Hun klarer antagelig (sandsynligvis) ikke prøven.

• Han talte ligefremt (på en ligefrem måde, direkte, enkelt).
• Han har ligefrem (overraskende nok, endog) penge med til os.

• De afgjorde sagen endeligt (definitivt).
• Jeg har endelig (langt om længe) fundet frem til nummeret.
• De var nært (inderligt) knyttet til deres far.
• Han havde nær (næsten) mistet sin stilling.

• Der blev uddelt knapt (sparsommeligt) afmålte rationer.
• Man forstår knap (næsten ikke) hvad han mener.

• Han arbejdede præcist (med præcision).
• Jeg forstår præcis (fuldstændig) hvad du mener.
• Toget kører præcis (på slaget) kl. 12.

Sådanne t-adverbialer er ikke opført som selvstændige opslagsord i Retskrivningsordbogen. De falder sammen med adjektivets intetkønsform og må derfor søges under det pågældende adjektiv. De rene adverbier er derimod opført som selvstændige opslagsord. Til illustration af betydningsforskellen mellem t-adverbialet og det tilsvarende rene adverbium er der ved opslagsordene anført betydningsforklaringer og/eller eksempler, fx

1. lov|lig adj., -t, -e (i overensstemmelse med loven; retmæssig); være lovligt undskyldt.
2. lov|lig adv. (lidt for); lovlig fræk; lovlig meget.

§ 38. Adverbialer dannet af adjektiver på -ig eller -lig

(1) Mådesadverbialer

Adverbialer der er dannet af adjektiver på –ig eller –lig, tilføjer –t når de betegner den måde noget forholder sig på eller foregår på (jf. § 37):

• Lyset bevægede sig uregelmæssigt (på en uregelmæssig måde).
• Frugttræerne skal beskæres omhyggeligt (på en omhyggelig måde).
• Jeg har aldrig set et så omhyggeligt beskåret frugttræ.
• Han kan ikke skrive rigtigt.
• Hun smilede venligt.
• Billedet forestillede en venligt smilende person.
• Du må prøve at tale tydeligt.
• De spiller forfærdeligt.
• Hun rejste sig roligt op.
• Han spiller faktisk dårligt.
• Katten strakte sig mageligt i solen.
• Han udtrykte sig meget personligt.

Ved ordene bitterlig og udtrykkelig er det dog valgfrit om man vil tilføje –t, fx Jeg gjorde udtrykkelig(t) opmærksom på risikoen.

(2) Gradsadverbialer

Når adverbialer der er dannet af adjektiver på -ig eller -lig, betegner en grad, er der ved visse ord valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t, mens der ved andre ord skal tilføjes -t. Der er valgfrihed når adverbialet står som gradsangivelse til et adjektivisk ord eller til et andet adverbial, mens der altid skal tilføjes -t når adverbialet står som selvstændigt sætningsled:

• Der var afsindig(t) mange mennesker i lokalet. (Men: Han glædede sig afsindigt til jubilæet).
• Hans lønstigning var væsentlig(t) større end forventet. (Men: Hans løn er steget væsentligt det sidste år).
• Filmen var gudsjammerlig(t) kedelig. (Men: Filmen kedede mig gudsjammerligt).
• Jeg er ikke særlig(t) interesseret i fodbold. (Men: Fodbold interesserer mig ikke særligt).
• Vi vil vældig(t) gerne med til festen. (Men: Alle morede sig vældigt ved festen).
• Han er mig inderlig(t) ligegyldig.
• Vores konkurrenceevne bliver væsentlig(t) styrket. (Men: Vores konkurrenceevne bliver styrket væsentligt).

Ord med en sådan mulighed for valgfrit -t er i Retskrivningsordbogen opført således:

• væ|sent|lig adj., -t, som adv. også uden -t, fx en væsentlig(t) forbedret udgave (jf. § 38)

Også andre adverbialer dannet af adjektiver på -ig eller -lig kan dog – mere eller mindre lejlighedsvis – bruges som gradsadverbialer og kan tilsvarende undvære -t i sådanne anvendelser, fx en uforklarlig ringe indsats.

(3) Andre adverbialer

Valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t forekommer også ved andre adverbialer dannet af adjektiver på –ig eller –lig. Det gælder først og fremmest mange af de adverbialer der betegner tid, samt de adverbialer der betegner den skrivendes eller talendes holdning til det der siges (jf. § 37):

• Hvor meget tjener du årlig(t)?
• Det er en månedlig(t) tilbagevendende begivenhed.
• Togkørslen er midlertidig(t) indstillet.
• De besøger os jævnlig(t).
• Børnene vågnede tidlig(t) om morgenen.
• Du kan rolig(t) blive hjemme.
• De kan ikke rigtig(t) overskue konsekvenserne.
• Vi kan dårlig(t) løse problemet for dig.
• Personlig(t) er jeg ikke i tvivl.
• Vinduerne skal males indvendig(t).

Når sådanne adverbialer har valgfrit -t, er de opført i Retskrivningsordbogen på følgende måde:

• år|lig adj., -t, -e, som adv. også uden -t, fx hvor meget tjener du årlig(t)? (jf. § 38)
• ro|lig adj., -t, som adv. også uden -t, fx du kan rolig(t) blive hjemme (jf. § 38)

§ 39. Adverbialer dannet af adjektiver på -vis

Ved adverbialer der er dannet af adjektiver på -vis, er der valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t:

• Tropperne trak sig etapevis(t) tilbage.
• Udbetalingerne finder sted månedsvis(t).
• De besøgte os kun lejlighedsvis(t).
• Skulpturen bestod af lagvis(t) anbragte skiver.
• Deres synspunkter har ændret sig gradvis(t).
• De var kun delvis(t) uenige.

Sådanne adverbialer er ikke opført som selvstændige opslagsord i Retskrivningsordbogen. De falder sammen med adjektivets intetkønsform og må derfor søges under det pågældende adjektiv, fx

• grad|vis adj., itk. d.s. el. -t, -e

Rene adverbier der ender på -vis (fx naturligvis), tilføjer aldrig -t (jf. § 36.1). – Om adjektiver der ender på -vis, se § 27.