book

forholdsvis og uforholdsvis

af Jørgen Nørby Jensen, Nyt fra Sprognævnet, 2018/2, 01.06.2018.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Er det rigtigt forstået at man kun kan skrive de brugte uforholdsvis mange timer på arbejdet (uden -t på uforholdsvis), men både de brugte forholdsvis mange timer på arbejdet og de brugte forholdsvist mange timer på arbejdet – altså både med og uden -t på forholdsvis?

UdråbstegnSvar:

Ja, det er helt rigtigt. Af Retskrivningsordbogen (4. udg., 2012) fremgår det således at uforholdsvis er et adverbium (biord), og at det altid har samme form. Ordet forholdsvis har i Retskrivningsordbogen ordklasseangivelsen adjektiv (tillægsord), og i intetkøn har det valgfrit -t.

I dansk er det adjektivets intetkønsform der bruges som adverbium, og derfor har forholdsvis som adverbium også valgfrit -t. I eksemplet er forholdsvis(t) synonymt med ‘temmelig’ eller ‘ret’, mens uforholdsvis bruges i betydningen ‘i en grad som overgår hvad man synes er rimeligt og acceptabelt’ (jf. Den Danske Ordbog på ordnet.dk/ddo).

I Retskrivningsordbogen er princippet at adverbialer dannet af adjektiver (fx smukt i hun synger smukt og højt i du må ikke råbe så højt) skal søges under de pågældende adjektiver (fx smuk og høj). Rene adverbier, dvs. ord der kun kan bruges som adverbier (fx temmelig, naturligvis og navnlig), er derimod opført som selvstændige opslagsord med ordklasseangivelsen adverbium. Rene adverbier er som hovedregel ubøjelige, men ved enkelte af dem er der dog valgfrihed mellem en form med -t og en form uden -t, fx morderlig(t), sødelig(t) og gladelig(t).

I Retskrivningsordbogen fra 1955 var forholdsvis kategoriseret som et (ubøjeligt) adverbium, men i 1986-udgaven blev ordklasseangivelsen ændret til adjektiv. Det skyldes at man kan tale om fx en forholdsvis nedsættelse af lejen og den forholdsvise ro i baglandet, men det må dog indrømmes at forholdsvis i den faktiske sprogbrug oftest bruges adverbielt. Frekvens spiller imidlertid ingen rolle i Retskrivningsordbogen. Ord som tilsyneladende, delvis, henholdsvis, gradvis, nylig m.fl. er således i Retskrivningsordbogen klassificeret som adjektiver fordi man kan tale om fx en tilsyneladende stilhed, en delvis sygemelding, den henholdsvise brug af engelsk og dansk, en gradvis tilbagetrækning, hendes nylige skilsmisse osv. Dette til trods for at ordene oftest bruges adverbielt. Eller sagt på en anden måde: Hvis et ord overhovedet kan bruges som adjektiv, har det ordklasseangivelsen adjektiv i Retskrivningsordbogen.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.12.2018 af Ida Elisabeth Mørch.