book

digelag

af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase, 11.01.2018.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

I Retskrivningsordbogen ( (https://roplus.dk/#ordbog/digelag/) ) finder man kun ordet digelag. Men kan det være rigtigt? Skal det ikke være digelav (eller digelaug)?

UdråbstegnSvar:

Det er rigtigt at digelag er den eneste korrekte form ifølge Retskrivningsordbogen.

Der er to former, lav og lag, der kan bruges som andetled i sammensætninger når ordet har betydningen ’sammenslutning’.

Mange bruger også formen laug, fx i sammensætninger som bagerlaug og bådelaug, men laug findes ikke i Retskrivningsordbogen og er således en uofficiel stavemåde. Den korrekte form er lav, og den går helt tilbage til 1872. I sammensætninger får vi derfor skrivemåderne bagerlav, bådelav, malerlav osv.

Der er dog få undtagelser ifølge Retskrivningsordbogen, nemlig digelag og pumpelag, som altså har formen –lag og ikke –lav. Det hænger sammen med at ordet lav i betydningen ’sammenslutning’ oprindelig kommer af ordet lag (se https://ordnet.dk/ods/ordbog?select=Lav,2&query=lav), og ifølge Ordbog over det danske Sprog har man i visse sammensætninger tidligere haft de to former side om side, fx ejerlag/ejerlav og bådelag/bådelav, men ved digelag og pumpelag er det altså formen -lag der er blevet hængende.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 16.12.2019.