Svar:

Ja, det kan man. Det fremgår ikke direkte af retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen, men i § 58.4 står der således om citater inde i citater:

Enkelte (ufordoblede) anførselstegn kan bruges ved ord der står i en større sammenhæng som selv er omgivet af anførselstegn: “Hvem har egentlig skrevet ’Højt fra træets grønne top’?” spurgte han.

Og nogle af eksemplerne i § 58.1 må forstås som replikker selv om de hverken har anførselstegn eller replikstreg, og her finder man anførselstegn inde i replikken:

Hvorfor sagde du “straks” når du mener “om en times tid”? Jeg er så træt af hans energiske “god morgen!”

Princippet kan uden videre overføres til anførselstegn inde i en replik der er markeret med replikstreg, fx som i følgende eksempel fra Politikens Håndbog i Nudansk, 5. udg. 2005:

– Er der en der har en “samfundshjælper”? spurgte hun.

Det er karakteristisk for unges sprogbrug i dag at de bruger “fiktive citater” som ikke rapporterer om hvad der faktisk blev sagt, men om hvad den talende følte – selv om hun i situationen ikke sagde det hun citerer sig selv for (se fx Marianne Rathje: Generationssprog – myte eller virkelighed?Nyt fra Sprognævnet 2008/4). Hvis man vil gengive den slags citater, så kan man dårlígt undvære muligheden for anførselstegn inde i replikker, der kan være markeret med replikstreg eller anførselstegn. Det følgende eksempel stammer fra en artikel af Marianne Rathje i NyS 37, 2009. I artiklen gengives eksemplet i et særligt notationssystem til analyse af samtaler, men jeg har normaliseret retskrivningen og sat tegn efter det princip der er foreslået her:

– Og så siger hun: “Ej, nu spiser du altså dine …” Det var sådan lidt: “Ja, okay.” Det var bare sådan rigtig: “Ja, okay, mor. Tak, det skal jeg nok.”

Eksemplet stammer fra en samtale mellem to unge kvinder. Der er både et “traditionelt” citat fra en anden samtale i den samme samling af samtaler, nemlig mellem den unge kvinde der er ophav til replikken, og en ældre kvinde. Og så to af den karakteristisk ungdommelige type, hvor citatet aldrig er blevet udtalt før, og derfor ikke tæller som rapport om hvad der blev sagt, men om hvad der blev følt.