Svar:

Nej, det er det nu ikke. Adverbiet (biordet) til bruges her ”som udvidelse el. forøgelse af noget” (Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 4. udg., 2010), og i den traditionelle sprogbrug placeres det i sådanne konstruktioner ganske rigtigt umiddelbart efter substantivet (navneordet), fx tag bare et stykke til.

Konstruktionen med til foran substantivet er dog ikke helt ny. Allerede Ordbog over det danske Sprog (bd. 23, 1946, www.ordnet.dk/ ods) nævner således ordforbindelsen en til gang (for en gang til). Ordbogen karakteriserer forbindelsen som ”barnesprog”, mens Den Danske Ordbog (www.ordnet.dk/ddo) nøjes med at konstatere at konstruktionen ”en til + SUBSTANTIV” især forekommer i talesprog. Ordbogen giver eksemplet: ”Mens jeg vaskede en til kop af, gik han på toilettet” (Morten Vizki: Begge ben, 1990).

Man kan hævde at der i den traditionelle konstruktion ”en + SUBSTANTIV til” logisk set må være underforstået et led: ”Må jeg få en is til (dem jeg allerede har fået?)”, ”de fik et barn til (dem de havde i forvejen)”, ”han tog en øl til (dem han allerede havde taget)” osv. Forestillingen om et sådant underforstået led er dog næppe nærværende hos ret mange sprogbrugere, og det kan være en medvirkende årsag til at til undertiden flyttes hen lige før substantivet i konstruktionen. En yderligere grund kan være at ordene en og til i forvejen ofte optræder samlet: ”Vil du have en øl?” ”Ja, giv mig bare en til”. Herfra er der jo ikke langt til ”ja, giv mig bare en til øl”.

Det skal bemærkes at konstruktionen med til foran substantivet kun forekommer sammen med ordene en og et. Det er således muligt at sige fx du må prøve rutsjebanen en til gang inden vi tager hjem, men ikke du må prøve rutsjebanen to til gange inden vi tager hjem.

I mere formelt og højtideligt skriftsprog er det nok stadig det sikreste at holde sig til den traditionelle formulering, mens der i talesproget næppe kan være grund til at undgå sætninger af typen må vi få en til is?, tag bare en til kage osv.