book

kvarter og kvartal

Nyt fra Sprognævnet, 2007/2, 01.06.2007.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Vi udgiver en brochure hvor semestrene er inddelt i kvarterer. Er det korrekt?

UdråbstegnSvar:

Nej, semestre inddeles almindeligvis i kvartaler. Ordet kvarter betyder ‘tidsperiode på en fjerdedel af en time‘, dvs. 15 minutter. Et kvartal betyder ‘et kvart år‘, dvs. tre måneder (Den Danske Ordbog, bd. 3, 2004). På engelsk kan ordet quarter derimod betyde ‘et tidsrum af tre måneder‘ (jf. The New Oxford Dictionary of English, 1998). Men den brug af ordet vil være misvisende i dansk, så den er der ingen grund til at indføre. Brugen synes da heller ikke at være meget udbredt. På internettet har vi kun fundet enkelte eksempler, alle fra universitetsinformationer fra de naturvidenskabelige fakulteter, fx fra Aarhus Universitet, Institut for Fysik og Astronomi, der i en informationsskrivelse til de studerende formulerer det således: Astrofysik 2. kvarter ved Jørgen Christensen-Dalsgaard; Eksperimentelle øvelser 2. og 4. kvarter ved Helge Knudsen, eller De kommende skemaer for 3. og 4. kvarters overbygningskurser på Datalogisk Institut osv.

Foruden tidsbetydningen bruges ordet kvarter i dansk i forskellige betydninger der alle har noget med ‘fjerdedelen af noget‘ at gøre, og som kan føres tilbage til middelalderlatin quartarium, latin quartarius ‘fjerdedelen af et mål‘, således om et område, en afdeling, del, parti af et hele, specielt om hver af de (egentlig fire) dele hvori en by inddeles, bydele, jf. fx sammensætninger som fattigkvarter, arbejderkvarter efter befolkningssammensætningen, eller industrikvarter, handelskvarter efter hvilke erhverv der især praktiseres i den pågældende bydel, eller yderkvarter efter den geografiske placering i forhold til byens centrum; desuden bruges ordet om hver af månens fire faser. Et velkendt citat stammer fra Ludvig Holbergs Barselstuen, 1723:”det mindre Nattens Lius, jeg meener Maanen … naar den er udi sit Qvarteers Førsthed (jf. Ordbog over det danske Sprog, bd. 11, 1929.)

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.03.2015.