Svar:

Komma efter sætningsudvidet grundled har man jo altid sat, hvad enten man brugte traditionelt eller nyt komma, og det gør du da også selv i sætningen du rejser din indvending i:

1. Det, jeg slet ikke forstår, er …

Du foreslår at springe begge kommaer over, dvs. at skrive

1. Det jeg slet ikke forstår er …

2. Bogen vi læser er god.

Det ser umiddelbart overskueligt ud i ovenstående korte sætninger, men selv meget lange grundledsudvidede ledsætninger skulle vel i så fald ikke afsluttes med komma, fx

1. Mænd der drikker mere end 21 genstande om ugen og ryger en pakke Cecil om dagen ( ) risikerer at få helbredsproblemer.

En løsning kunne være at man ved kommatering skal sondre mellem lange og korte ledsætninger. Men det giver så åbenlyse teoretiske og praktiske problemer at det næppe er hensigtsmæssigt. Hvordan skulle man trække grænsen mellem korte og lange sætninger? Efter antal ord eller bogstaver? Hvilke andre indikationer skulle man bruge for at karakterisere en sætning som lang eller kort?

Det Sprognævnet anbefaler, er som anført i Retskrivningsordbogen § 49-50 altid at sætte slutkomma efter en ledsætning, men som hovedregel ikke at sætte startkomma, altså ikke at sætte startkomma i Bogen ( ) vi læser, er god eller Det ( ) man hører, er man selv.

Ved at droppe startkommaet reducerer man antallet af kommaer betragteligt og skaber mere læselige tekster. Dertil kommer at man slipper for at tage stilling til hvor startkommaet skal stå, fx i sætninger af typen

1. Kortet åbnes ved at man afriver kanten.

Dette problem er velkendt og skaber mange fejl.

Du undrer dig også over at der ikke sættes komma foran et sætningsformet adverbial (biled), fx i Du får kaffe ( ) når du kommer, når et sådant adverbial er markeret med komma hvor det står først i sætningen, fx i Når du kommer, får du kaffe.

Kommaet efter ledsætningen er et slutkomma som man efter reglerne altid skal sætte der hvor en sætning slutter, hvis der ikke skal være et andet tegn, fx et punktum. Et ledsætningsformet adverbial er mere integreret i helsætningen når det står på sin normale plads til sidst end når det står forrest i sætningen. I Erik Hansens Dæmonernes port – materiale til studiet af dansk sprog (5. udgave, 2006, s. 46 ff.) anføres at adverbialer – når der ses bort fra de såkaldte centraladverbialer (sgu, nok, aldrig m.fl.) – normalt står sidst i sætningen, men at de også kan stå i det såkaldte ‘forfelt‘.

Kommaet efter ledsætningen i forfeltet markerer afslutningen på en informationsmæssig enhed, nemlig adverbialet. I talesproget viser afslutningen på adverbialet sig ved at der kan være en lille afbrydelse på dette sted. Derimod er der normalt ikke nogen mulighed for afbrydelse foran adverbialet når det står sidst. Reglen om at der skal sættes komma hvor en ledsætning slutter, men ikke hvor den begynder, får altså støtte fra andre grammatiske forhold end sætningens afslutning.

I et sprog som engelsk, hvor der ikke bruges startkomma, sættes der ikke komma foran et sætningsformet adverbial der fx indledes med when, men typisk efter et sådant adverbial for at signalere en ‘weak interruption‘ (se The Penguin Guide to Punctuation af R. L. Trask, 1997, s. 30). Altså: Adverbialet er også her mere løst tilknyttet når det står først end når det står sidst. Eksempler:

1. I‘ll show you the garden when it stops raining.

2. When it stops raining, I‘ll show you the garden.

Endelig hævder du at det var et “rent luftnummer” der foregik da det traditionelle komma og det nye komma for tre år siden fusionerede. Selvom kommasituationen grundlæggende var den samme efter fusionen som før, var der nu ikke tale om noget luftnummer. Sprognævnet mente at der kunne skabes ro om kommasagen hvis der ikke var tale om to væsensforskellige systemer men om valgfrihed inden for ét system. Der er forskel på at have to separate kommasystemer og kun ét hvori en enkelt af reglerne er valgfri. Fokus er dermed sat helt klart på at det er startkommaet der deler vandene. Dette komma kan man fortsætte med at sætte som det er blevet gjort traditionelt, men man kan også undlade at sætte det, og det er det Sprognævnet anbefaler.