Svar:

Ud fra en rent sproglig betragtning kan man argumentere for at det ville være mere logisk at kalde en person fra Danmark med marokkansk baggrund for marokkanskdansker frem for danskmarokkaner. På den måde følger man en regel om at det første led betegner personens oprindelige land, mens det andet led betegner det land vedkommende bor i, jf. den traditionelle brug af danskamerikaner.

Imidlertid bestemmer logikken ikke over hvordan sproget bruges. Og sammensætninger med dansk som førsteled er ret udbredte, fx danskcanadier og danskpakistaner i Den Danske Ordbog – også selvom man her tænker på personer der bor i Danmark. Der står nemlig at dansk som førsteled bruges om personer ‘med tilknytning til Danmark efter indvandring el. udvandring‘ (bind 1, 2003).

En grund til at det er sådan, kan være at det udtalemæssigt er lettere eller mere naturligt at have det korte dansk– med tryk på som førsteled, og derefter kan der så komme et vilkårligt antal tryksvage stavelser. Hvis man sætter den ikke–danske indbyggerbetegnelse først, kommer hovedtrykket til at flytte sig alt efter hvor trykket ligger i dette ord, fx marokkanskdansker, tyrkiskdansker, canadiskdansker osv.

En anden grund kan være at Danmark traditionelt primært har været et land man udvandrede fra. Først i nyere tid er Danmark blevet et land man indvandrer til, og det har sprogbrugen ikke helt taget til sig.

Uddybning: