Svar:

I ældre dansk kunne man bruge to imperativformer afhængigt af om man talte til én eller flere. Talte man til én, brugte man imperativ singularis. Og talte man til flere, brugte man en særlig pluralisform. Af udsagnsordet dræbe var dræb imperativ singularis, og dræber var imperativ pluralis. Når den grimme ælling siger “Dræber mig kun” og ikke “Dræb mig kun”, skyldes det altså at den taler til flere (i dette tilfælde de tre svaner).

Systemet med at skelne mellem imperativ singularis og pluralis begyndte så småt at gå i opløsning for ca. 400 år siden. I Holbergs komedier (begyndelsen af 1700-tallet) var imperativ pluralis ifølge Peter Skautrups Det Danske Sprogs Historie (bind 3, s. 36) stadig ret almindelig, men efterhånden blev det mere og mere almindeligt at bruge singularisformen uanset om man talte til én eller flere. I (meget) højtideligt skriftsprog har pluralisformerne holdt sig næsten helt op til i dag, fx i visse kirkelige tekster.

Om H.C. Andersen selv har kunnet sige “Dræber mig ikke” er tvivlsomt. Man kan ikke gå ud fra det blot fordi han skrev sådan. I sine eventyr skrev han fx også de bleve i stedet for de blev, og den slags pluralisformer var i hvert fald gået helt af brug i det talte sprog på hans tid.