book

eksklusiv(e) og inklusiv(e) (NfS)

af Anne Kjærgaard, Nyt fra Sprognævnet, 2006/4, 01.12.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er tit usikker på om jeg skal bruge eksklusiv eller eksklusive. Hedder det fx cyklen koster 3500 kr. eksklusiv eller eksklusive moms? Og hvad hvis momsen var inkluderet, ville det så hedde inklusiv eller inklusive moms?

UdråbstegnSvar:

I dit eksempel er eksklusive og inklusive korrekte. Forklaringen er at de to ord her fungerer som præpositioner, og begge disse præpositioner ender ifølge Retskrivningsordbogen (3. udg., 2001) på -e.

Er man i tvivl om hvorvidt inklusive og eksklusive fungerer som præpositioner, kan man prøve at indsætte fraregnet og iberegnet i stedet for, fx cyklen koster 3500 kr. iberegnet moms. Hvis iberegnet kan indsættes i stedet for inklusive, eller fraregnet kan indsættes i stedet for eksklusive uden at meningen forandres eller helt forsvinder, skal man bruge hhv. inklusive eller eksklusive. Man kan også vælge at bruge forkortelserne for de to præpositioner, nemlig inkl. og ekskl.

Uddybning:

Ordene eksklusiv og inklusiv er derimod adjektiver. Adjektivet eksklusiv betyder ifølge Den Danske Ordbog (bd. 2, 2004) ’som kun omfatter eller gælder de få særligt udvalgte og udelukker alle andre’, og er ganske almindeligt i ordbøgerne såvel som i almensproget. Adjektivet inklusiv er meget mindre udbredt. Det findes i Retskrivningsordbogen (3. udg., 2001), men optræder hverken i Den Danske Ordbog (2003-2005) eller Nudansk Ordbog (3. udg., 2005). Derimod står det i Dansk Fremmedordbog (2. udg., 1999) der anfører at det betyder ’som omfatter det hele’ som fx i det følgende eksempel:

“Hvor partiet i sit udgangspunkt var et inklusivt parti for en bred gruppe af borgere, har partiet stille og roligt udviklet sig til et eksklusivt parti for bestemte målgrupper: de ressourcestærke, de veluddannede og de velstillede (Politiken 21.5.2005)

Der er kun et enkelt eksempel på adjektivet i Korpus 2000, og søgninger på InfoMedia inden for det sidste halvandet år resulterer i under 20 forekomster. Adjektivet inklusiv er altså ret sjældent, og man kunne derfor overveje om det overhovedet skal medtages i en kommende udgave af Retskrivningsordbogen.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.