book

jeg el. mig

Nyt fra Sprognævnet, 1991/1, 01.03.1991.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

En konfirmand har i en indbydelse skrevet: “Det vil glæde min mor, far, Ib og jeg at se jer til fest ..”. Jeg synes at man godt kan bruge jeg her, men en anden dansklærer siger at det kun kan hedde .. Ib og mig.

Hvis der havde stået “Det vil glæde mig”, ville jeg selvfølgelig ikke være i tvivl, men i sammenhængen “min mor, far, Ib og jeg” synes jeg at det lyder rigtigst med jeg. Mit spørgsmål er derfor: Kan jeg forsvares – og i givet fald hvordan?

UdråbstegnSvar:

Det kan ikke anbefales at bruge jeg her. Ordene “min mor, far, Ib og ..” er alle genstandsled til udsagnsleddet “vil glæde”. Lige så vel som det hedder “Det vil glæde mig”, kan det kun hedde “Det vil glæde min mor, far, Ib og mig”. Og det er ligegyldigt om konfirmanden bliver nævnt efter et og, altså som den fjerde og sidste person efter “min mor, far, Ib”.

Uddybning:

Vi ved godt at man kan møde jeg brugt i stedet for mig, selvom ordet ikke er grundled, men fx genstandsled eller styret af et forholdsord. Fænomenet er ikke helt nyt. Allerede i 1952 oplyser en aviskronikør at han har hørt “Nu har vi da foreløbig æg nok til min far og jeg”. I 1963 stod der i et brev til Sprognævnet: “mellem to af mine kolleger og jeg”, i 1973: “blandt nogle kolleger og jeg”. En indsender klagede i en avis i 1967 over at have læst: “Mange tak fra min hustru og jeg”. Vi kender en del andre eksempler på denne brug af jeg. Således sagde en fodboldspiller i et radiointerview i 1987: “der har ligget et kæmpepres på Brian og jeg”.

Disse anvendelser af jeg i stedet for mig hører til det som man i sprogvidenskaben kalder hyperkorrekthed: Af lutter iver for at være korrekt, af angst for at være ukorrekt, er man havnet i den anden grøft og har udtrykt sig på en måde som strider mod traditionel grammatik.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.03.2015.