Marie Maegaard og Kasper Boye holder tiltrædelsesforelæsninger den 31. oktober

Marie Maegaard og Kasper Boye tiltræder som professorer ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Marie Maegaard tiltræder som professor i sociolingvistik med forelæsningen Kritisk sociolingvistik, som holdes kl. 14.00. I forelæsningen vil hun bl.a. komme ind på hvordan en særlig retning indenfor sociolingvistik har udviklet sig i København gennem tiden. På denne baggrund fremsætter Marie Maegaard en vision for kritisk sociolingvistik som betoner vigtigheden af refleksiv vidensproduktion samt magtkritik og magtforståelse.

Herefter holder Kasper Boye sin forelæsning med titlen Fra meningen med grammatik til meningen med livet (med start kl. 15.00). Kasper Boye tiltræder som professor i lingvistik, og i sin forelæsning belyser han bl.a. hvordan humaniora, herunder sprogfagene og lingvistikken, er under pres. Han argumenterer for at humanistisk grundforskning er uomgængelig og understøtter sin argumentation med eksempler fra almenlingvistisk forskning.