Svar:

Ordet sort har ud over sin kernebetydning ‘sort om farven sort’ nogle overførte betydninger: ‘vanskelig at forstå (til bunds), dunkel, gådefuld, mørk’. Specielt bruges det “som udtryk for en (imod den talendes ønske) uforståelig, uklar (ulogisk eller dunkel, kunstlet, skruet), meningsløs, (for)vrøvlet ytring” (Ordbog over det Danske Sprog, bd. 21, 1943). Betydningen illustreres med et par citater fra slutningen af 1800- og første halvdel af 1900-tallet: “Fuldstændig sort tale møder vi s. 86 (Ludvig Wimmer 1895)” “visse franske Lyrikeres .. Tilbøjelighed til sort Tale (Kai Friis-Møller 1939)” Som “især talesprog” betegnes snakke sort.

Tidligere sagde man ofte mørk tale med samme betydning, og dette udtryk stammer fra Biblen, fra Det Gamle Testamente, hvor der står: “jeg vil tale .. synligen og ikke i mørk tale (4. Mosebog, 12. kapitel, vers 8)” “og jeg vil fremsette for eder en mørk tale (Dommernes Bog 14.12)” Begge citater er fra bibeloversættelsen af 1740, efter Enevold Ewalds bibelkonkordans 1748.

I den autoriserede bibeloversættelse af 1992 er ordlyden ændret. Der står: “Sådan gør jeg ikke med min tjener Moses .. med ham taler jeg ansigt til ansigt, ligefremt og ikke i gåder (Bibelen, den hellige Skrifts kanoniske Bøger, i oversættelse autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved kgl. resolution af 19. februar 1992, Det Danske Bibelselskab 1992, 4. Mosebog, 12. kapitel, vers 7-8)” Citatet fra Dommerbogen lyder nu: “Samson sagde til dem: “Nu vil jeg stille jer en gåde. Hvis I kan gætte den og give mig løsningen på den i løbet af de syv dage, gildet varer, vil jeg give jer tredive linnedkjortler og tredive sæt festklæder.” (samme, Dommerbogen kapitel 14, vers 12)”

Uddybning:

I dag er udtrykket at snakke sort blevet brugt om skuespilleren Dirch Passers måde at snakke udenlandsk på uden at kunne det pågældende sprog . Han efterligner en sprogmelodi og “snakker russisk” fx uden at sige ét russisk ord, men ingen er i tvivl om hvad det er for et sprog han snakker.

Udtrykket har også været brugt om den måde en skuespiller eller sanger klarer sig igennem på når han ikke har lært sin tekst ordentligt – til stor gene for de medspillende, der jo ikke får det rette stikord – en “teknik” som især Hans Kurt var berygtet for.