Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet spot on
 

 

spot on

Jeg støder oftere og oftere på udtrykket spot on, men hvad betyder det egentlig, og hvordan skrives det korrekt?
af Margrethe Heidemann Andersen, Nyt fra Sprognævnet, 2013/3, 01.09.2013.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg støder oftere og oftere på udtrykket spot on, men hvad betyder det egentlig, og hvordan skrives det korrekt?

UdråbstegnSvar:

Udtrykket spot on har vi lånt fra engelsk, hvor det betyder noget i retning af ’helt korrekt’, ’(meget) præcis og rammende’, ’lige i øjet’ og lignende. Det udtales normalt med to hovedtryk i dansk og skal derfor skrives i to ord.

Der er faktisk ikke tale om noget helt nyt udtryk. Det ældste belæg på udtrykket som jeg har kunnet finde, stammer fra Berlingske Tidende 30.12.1991 og lyder ”Snyd ikke dig selv for denne varme og glade film her i vinterkulden. Som de, »The Commitments«, ville have sagt det: Filmen er ”spot on” - lige i øjet!”. Et noget yngre citat, denne gang fra Information17.1.2013, lyder ”DR2 er politisk spot on med sketch-satiren ’Det Slører Stadig’, hvor fire superkække danske ’tørklædepiger’ sigter så ligeligt på sig selv og deres blege medborgeres fordomme, at det føles public service ufarligt. Men også energisk forfriskende og helt på sin plads”. Det er min opfattelse at udtrykket er blevet mere og mere populært i løbet af det seneste år; om denne udvikling fortsætter i 2013, må tiden vise.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.