Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet lukke op, slukke op
 

 

lukke op, slukke op

Kan man sige at man lukker en dør op når den åbnes? Er det ikke ulogisk?
Dansk Sprognævns svarbase, 21.12.1989.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan man sige at man lukker en dør op når den åbnes? Er det ikke ulogisk?

UdråbstegnSvar:

Ja, man kan sige at man lukker en dør op.

Om man anser det for ulogisk, afhænger af perspektivet. Hvis man mener at lukke betyder ’få en dør, et låg og lign. til at gå i’, så er det svært at få logik i lukke op.

Men hvis man i stedet siger at lukke betyder ’betjene lukketøjet’, så har vi ganske logisk lukke i og lukke op, der altså betyder ’betjene et lukketøj med hhv. åbning og lukning som resultat’.

I den henseende er lukke op helt på linje med en del andre udtryk i dansk: Man låser døren, og man låser den op; man binder en knude, og man binder den op; man knapper sin frakke, og man knapper den op.

Det er i øvrigt ikke specielt nyt at sige (og skrive) lukke op. Holberg brugte udtrykket med en vis regelmæssighed (fx Hej! Jacob Skoemager! er du opstaaen? luk op Jacob! fra Jeppe på Bjerget 1723), og for Oehlenschlæger var det heller ikke ukendt, hvad der blandt andet fremgår af den populære Skøn Jomfru! Luk dit Vindue op! (fra syngespillet Sovedrikken 1809).

At det er almindeligt at sætte ordene lukke og op i forbindelse med hinanden, fremgår også af den meget anvendte genstand i køkkener og på barer – øloplukkeren.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 18.12.2017 af Eva Skafte Jensen.