Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet kige, kigge, kikke - og kikkert
 

 

kige, kigge, kikke - og kikkert

Hvorfor skal det være så besværligt for børn at lære at stave? Jeg har gennem min 11-årige skoletid lært at stave at kikke på tre måder, nemlig kige, kigge, kikke. Fra den dag jeg selv kunne bestemme, har jeg naturligvis altid skrevet kikke - det hedder nemlig en kikkert. Det gør jo ikke noget at tingene hænger logisk sammen. En forklaring udbedes venligst, hvis en sådan findes.
Nyt fra Sprognævnet, 2002/4, 01.12.2002.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvorfor skal det være så besværligt for børn at lære at stave? Jeg har gennem min 11-årige skoletid lært at stave at kikke på tre måder, nemlig kige, kigge, kikke. Fra den dag jeg selv kunne bestemme, har jeg naturligvis altid skrevet kikke - det hedder nemlig en kikkert. Det gør jo ikke noget at tingene hænger logisk sammen. En forklaring udbedes venligst, hvis en sådan findes.

UdråbstegnSvar:

Det er rigtigt at det er svært for danske børn at lære at stave. Det skyldes ikke at der er nogen der har besluttet at det skal være specielt besværligt at skrive dansk. Men den danske retskrivning er grundlæggende meget konservativ, og ændringer i retskrivningen sker med betydelige forsinkelser - når de overhovedet sker - i forhold til de ændringer der er sket i udtalen.

Mange danske ord staves derfor på en anden måde end de udtales, fx skriver vi jo stadig de, frist, hvem og sagde som vi "altid" har gjort, selvom vi siger di, fræst, væm og sae. Den ofte lange og undertiden kringlede vej fra et ords udtale til dets stavemåde gør at man som dansker ikke uden videre kan regne ud hvordan et ord skal staves, bare fordi man ved hvordan det udtales. Det er et handicap vi som danskere har fælles med fx englændere og franskmænd, hvorimod det for fx italienere og finner er noget enklere at stave et ord når de kender dets udtale.

Når det lige drejer sig om verbet kigge/kikke, er problemet dog snarere det omvendte. Her kan man gå direkte fra ordets udtale til dets stavemåde. Ganske vist kunne man være i tvivl om man skal skrive med gg som i fx ligge eller med kk som i fx beskikke. Men i dette særlige tilfælde er der frit valg. Man kan altså skrive kigge eller kikke, alt efter hvad man synes bedst om. Mange vil nok ligesom De foretrække formen med k: kikke. Ikke alene passer den bedst med substantivet kikkert, der jo kun kan skrives på denne måde. Men den passer også lidt bedre i gruppen af verber der ender på -kke, end i gruppen af ord der ender på -gge. I begge grupper er det det normale at det korte i udtales som e (fx hikke, nikke, stikke, ligge, tigge). Men i gruppen med kk er der dog - i modsætning til gg-gruppen - nogle ord der ligesom kigge/kikke udtales med rent i, fx beskikke og kvikke (op).

Man kan så spørge hvorfor verbet ikke bare staves på den "naturlige" måde: kikke. Grunden er at ordet oprindelig har været skrevet med g, og at dette g - i god overensstemmelse med den nævnte konservative hovedtendens i dansk retskrivning - er blevet holdt i live indtil i dag. Her kommer nemlig formen kige ind i billedet. Denne form, med ét g og udtalt så den rimer på lige, er den ældste i dansk. Vi træffer den hos bl.a. Holberg og Blicher (også med præteritumsformen keg 'kikkede', der rimer på veg). Men allerede i bind 10 af Ordbog over det Danske Sprog (ODS) fra 1928 oplyses det at formen kige nu kun bruges i dialekter eller for at give teksten et gammeldags præg. Ordbogen oplyser samtidig at den normale udtale nu er den med kort i og hårdt g, og at de tilsvarende almindelige skriftformer er kikke og (oftest) kigge.

De officielle retskrivningsordbøger har haft valgfri former siden den første officielle ordbog i 1872. Til at begynde med var der valgfrihed mellem kige og kikke. Den blev i 1929 - formentlig som følge af oplysningerne i det netop udsendte bind 10 af ODS - ændret således at kige blev udskilt som et selvstændigt ord der fik karakteristikken "forældet eller dialektalt", mens kigge blev indført som valgfri sideform til kikke. Situationen var uændret i 1955-Retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn. Og i 1986 sløjfede Sprognævnet så det nu helt forældede kige, men bevarede i øvrigt valgfriheden mellem kigge og kikke.

Også i den seneste udgave af Retskrivningsordbogen fra 2001, der i øvrigt har fået foretaget visse indskrænkninger i dobbeltformerne, er der valgfrihed mellem skrivemåder med kk og gg. I den faktiske sprogbrug (som den foreligger i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Korpus 2000) er de to skrivemåder næsten jævnbyrdige, idet dog gg-skrivemåderne har et lille forspring. Der er således næppe for tiden grundlag for at afskaffe den ene af dobbeltformerne.

Men så substantivet kikkert. Hvorfor er der ikke også her frit valg mellem kikkert og kiggert? Af den enkle grund at dette ord aldrig i dansk har haft noget g, men fra starten kun har været skrevet med k. Til at begynde med havde det formen (en) kikker, men fik tidligt tilføjet et t ligesom i fx (en) huggert og (en) drivert. Men bortset fra det har ordet i hvert fald siden 1700 været skrevet med dobbelt k og været udtalt med kort i. Der har derfor i overensstemmelse med det grundlæggende konservative retskrivningsprincip i dansk ikke været nogen grund til at pille ved skrivemåden (bortset fra da den i 1948 blev ændret fra Kikkert til kikkert på samme måde som alle andre substantiver (fællesnavne) blev ændret).

Det er nok muligt at man ikke ligefrem vil tale om at tingene hænger logisk sammen her. En vis sammenhæng er der dog, og under alle omstændigheder er det forhåbentlig fremgået at de nugældende stavemåder ikke er grebet helt ud af luften.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2014.