pendulord
- af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase,
08.05.2006.
Spørgsmål:
Vi er to der ikke kan blive enige om hvad ordet forfordele betyder. Jeg mener at det betyder at man får for mange fordele i forhold til en anden. Min modpart mener det betyder det modsatte. Hvem har ret?
Svar:
Det har I begge to.
Nogle ord har to betydninger som er meget forskellige, en traditionel der findes hos ældre sprogbrugere, og en ny som findes hos yngre. Den nye betydning af ordet er ofte nærmest modsat den traditionelle. Det er dette der gør sig gældende ved ordet forfordele, der hos de ældre betyder ‘behandle ugunstigere end andre’, ‘give nogen for lille en del i forhold til andre’, ‘forurette’, ‘snyde’, mens det hos de yngre betyder ‘foretrække’, ‘begunstige’, ‘favorisere’, ‘give nogen for stor en del i forhold til andre’.
Uddybning:
Hvis man bruger forfordele i den nye betydning, mangler man et ord der dækker forfordeles gamle betydning. Vi er for nylig blevet gjort opmærksomme på at en sprogbruger har løst dette problem ved at bruge ordet bagfordele, et ord der endnu ikke har vundet indpas i sproget, men som har mulighed for det.
Her er nogle flere eksempler på ord af samme slags:
Bjørnetjeneste der traditionelt betyder ‘en velment hjælp der imidlertid gør mere skade end gavn’, men nu også betyder ‘en stor hjælp eller tjeneste’.
Laps (og adjektivet lapset) der hos de ældre betyder ‘pyntet mand’, mens mange unge mener at det betyder ‘en mand der er sjusket klædt’, ‘en mand i lappet tøj’.
Godt (og vel) der betyder ‘lidt over’ hos de ældre, men ‘lidt under’ hos de yngre (jf. Nyt fra Sprognævnet , 1999 2).
Rimelig der dels betyder ‘som er ganske god, passende eller fornuftig’, fx en rimelig rummelig aftale, dels ‘temmelig’ og i visse underdrivelser endda ‘meget’, fx han var rimelig sur.
Også angivelig, på bekostning af, menneskealder, overhøre, overstå, patetisk og virak hører til denne ordgruppe, og alle disse ord kan man læse mere om i Erik Hansen: Rigtigt dansk, 2 udg., 1993, s. 80-88.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.01.2015 af Ida Elisabeth Mørch.