Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet datoer

Hvem skal have sprogprisen.dk 2014?

Indstil din kandidat på sprogprisen.dk.

 

 

 

 

datoer

I mange it-systemer er datoformatet typisk år-mm-dd. Traditionelt er dansk datoformat vel dd-mm-år. Hvilke anbefalinger har Dansk Sprognævn på dette område?
af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase, 08.05.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

I mange it-systemer er datoformatet typisk år-mm-dd. Traditionelt er dansk datoformat vel dd-mm-år. Hvilke anbefalinger har Dansk Sprognævn på dette område?

UdråbstegnSvar:

Man kan vælge mellem det internationale system (år-måned-dag) og det traditionelle danske system (dag-måned-år) til angivelse af datoer på dansk.

Uddybning:

Efter det internationale dateringssystem bruger man altså rækkefølgen år, måned og dag. Det er valgfrit om man vil bruge bindestreg eller ej mellem år og måned og mellem måned og dag. Måned og dag skrives altid med to cifre i det internationale system. Datoen 2. oktober 2003 skrives altså efter det internationale system således: 20031002 eller 2003-10-02. Det er også muligt at skrive årstallet med to cifre: 031002 el. 03-10-02.

Rækkefølgen i traditionel dansk datoangivelse er dag, måned og år. Man kan vælge at skrive datoen med tal alene: 2.10.2003 eller 2.10.03 Der er som regel ingen grund til at indsætte et nul ved dage og måneder der er encifrede. Man bør altså undgå at skrive 02.10.2003. Årstallet skrives derimod aldrig med kun et ciffer, men med to eller fire cifre.

Man kan også vælge at skrive med en blanding af tal og bogstaver: 2. oktober 2003 Når datoen skrives på denne måde, bør man normalt skrive årstallet med alle fire cifre. Man bør altså undgå at skrive fx 2. oktober 03. Man kan skrive ordet den (eller forkortelsen d.) foran en traditionel datoangivelse, men det er ikke nødvendigt at gøre det. Det er især i datoangivelser som består af en blanding af tal og bogstaver, at man bruger den (eller d.), fx den 2. oktober 2003.

Datoer med skråstreg hører især hjemme i håndskrift. Man bruger ikke punktum i datoer med skråstreg, fx 2/10 2003. Hvis man nøjes med to cifre i årstallet, kan man evt. sætte en bindestreg mellem måned og år, fx 2/10 03 eller 2/10-03.

Også datoer med bindestreger, fx 2-10-03, kan bruges i håndskrift, men dårligt i maskinskrift.

Når man bruger bindestreg til at angive betydningen 'fra ... til' i en dato, skal der stadig være punktum efter dag og måned, fx 30.10.-1.11. eller 29.-31. oktober.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 25.01.2012 af Ida Elisabeth Mørch.