på fersk gerning el. på fast gerning
- af Jørgen Nørby Jensen, Nyt fra Sprognævnet,
2005/2, 01.06.2005.
Spørgsmål:
På min arbejdsplads har vi diskuteret om det hedder på fersk gerning eller på fast gerning. På nettet kan man finde begge udtryk.
Svar:
Den traditionelle formulering er gribe/tage nogen på fersk gerning. Udtrykket bruges i betydningen ’overraske nogen i færd med at gøre noget forkert el. ulovligt’, fx han blev taget på fersk gerning med hælervarer i bilen, jf. Nudansk Ordbog (2001).
Uddybning:
Nu om dage kendes fersk nok mest i forbindelse med madvarer (fx fersk svinekød, fersk eller røget laks osv.), men tidligere havde det en bredere anvendelse.
Ordet fersk kommer af nedertysk versch der er en sideform til vrisch, der betyder ’frisk’. Og tidligere kunne man da også bruge udtrykket på frisk gerning som variant af på fersk gerning (jf. Ordbog over det Danske Sprog, bind 6, 1924).
Set fra en nutidig synsvinkel er udtrykket på fersk gerning ikke særlig gennemskueligt, og det er muligvis derfor at visse sprogbrugere har omtolket det til på fast gerning. Det giver på sin vis mere mening: Når man afslører nogen i færd med at gøre noget ulovligt, griber man jo (undertiden) fast i dem, og måske holder man dem ligefrem i et fast greb indtil politiet kommer!
På internettet kan man ganske rigtigt finde mange eksempler på skrivemåden på fast gerning, og undertiden optræder udtrykket også i aviserne, fx
“En prøveløsladt narkoman blev taget på fast gerning, da han under et indbrud i et reklamebureau i Aabenraa faldt i dyb søvn (Berlingske Tidende 17.1.1996)”
“Bykonger skal enten gribes på fast gerning med hænderne nede i pengekassen eller på kontoreleven, hvis de skal væltes. De klamrer sig til magten .. (Jyllands-Posten 14.8.2000)”
“Kun to dage senere blev de to taget på fast gerning i et andet kolonihavehus (Fyens Stiftstidende 7.3.2003)”
Udtrykket på fast gerning har dog ikke fundet vej til ordbøgerne, og da de fleste sprogbrugere reagerer mod udtrykket, må det anses for det korrekte at bruge vendingen i sin traditionelle form.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 30.03.2016 af Ida Elisabeth Mørch.