procenttegn og mellemrum
- af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase,
08.05.2006.
Spørgsmål:
Skal procenttegnet stå helt op ad tallet, eller skal der være mellemrum? Mit spørgsmål er altså om man skriver 25% eller 25 %?
Svar:
Vi anbefaler mellemrum mellem tallet og procenttegnet: 25 %.
Uddybning:
Der er ingen eksplicit regel om dette i Retskrivningsordbogen, men det fremgår af eksemplerne i ordbogen at vi anbefaler mellemrum (jf. § 60.3 hvor vi angiver eksemplet 15 %). Når man skriver ordet procent i stedet for at bruge procenttegnet, laver man jo også mellemrum mellem tallet og procent. Skrivemåderne 25 % og 25 procent stemmer altså helt overens.
Men det er almindeligt at fx økonomer og bogholdere ikke sætter mellemrum mellem tal og procenttegn, og denne praksis følges normalt på bl.a. handels(høj)skoler og i visse lærebøger. Især i tabelopstillinger kan det være praktisk at udelade mellemrummet.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.01.2015 af Ida Elisabeth Mørch.