Sprogbrevet nr. 98

Find fem fejl

1. “… har skadet det israelske og det palæstinensiske forhold.” (TV-A 13.10.1994)
2. “Alt tegner til et ret tæt resultat.” (TV-A 11.10.1994, om valget i Tyskland)
3. “De fleste mener, at de drikker mindre en gennemsnittet.” (tekstning TV-A 9.10.1994)
4. “Et totalt intrigant Fremskridtsparti.” (TV-A 9.10.1994)
5. “… en lang dag for de, der ventede at høre nyt.” (TV-A 28.9.1994)

Udtale

Der er kommet et rasende brev i anledning af, at det i sidste sprogbrev blev anbefalet at udtale talordet atten med d, ikke med t. En udtale med t er imidlertid helt unaturlig uden for sammenhænge, hvor man under vanskelige transmissionsforhold skal gengive et ord i en bogstavret form. Det er med atten som med katten og skatten: der er to t‘er i skriften, men et d i udtalen. Og her kan den ene opfattelse ikke være lige så god som den anden.

Stednavnet Kværs skal ikke rime på (kryds-og-)tværs; man kan udtale ordet, så det rimer på hærs, men man kan også udelade stødet, så ordet udtales som et rim på første del af tværs(tillet); den sidstnævnte form ligger tættest på den lokale.

En medarbejder har skrevet og spurgt, hvorfor vi foretrækker, at navnet på EU-kommissær Santer rimer på kanter og altså ikke udtales på fransk. Grunden er i dette tilfælde, at sådan udtaler manden og hans familie det pågældende navn. Hvis der var en sejlivet dansk tradition for at udtale navnet på en anden måde, ville dette kriterium ikke have været anlagt; men her står en tidligere forholdsvis ukendt mand foran en periode i rampelyset, og så kan vi lige så godt være med til at kanalisere strømmen. Ellers følger vi den jo blot, hvor det drejer sig om udtalen af fremmed navnestof.

Hvorfor i alverden sagde morgenværten i P1 10.10.1994 Madrid med hårdt d til sidst? Den er sjælden, og spanierne vil heller ikke kendes ved den.

Og hvorfor sagde en quiz-leder 3.10.1994 informative med tryk på første stavelse? Det er ikke engang engelskpåvirket. Det har nok været en lapsus, og den slags holder vi os principielt fra i Sprogbrevet.

Hvorfor studieværten i TV-A 29.9.1994 brugte stødløs udtale i finske (så det rimede på vrinske), er derimod ikke nogen gåde, men en hilsen fra en opvækst i Jylland.

Det er yderst sjældent, at træk fra jysk regionalsprog (standardsprog med få lokale træk) breder sig uden for Jylland. Men det ser ud til, at den stødløse udtale af amerikaner (rimer på vaner) er på vej frem. Den forekom fx i RA 26.9.1994 hos en medarbejder uden andre lokaliserbare udtaleformer. Desuden kan man overalt i landet hos yngre høre den tidligere jysk-lokale udtale af niende og tiende, altså dén uden stød, dén der rimer på Stine. Særlig hyppigt forekommer det foran klasse, altså i 9. klasse og 10. klasse.

Herligt at høre den for tyve år siden næsten enerådende udtale af dramatisk med stød i TV-A 29.8.1994. Flere og flere har genoplivet den gamle krukkeudtale, der rimer på grammatisk.

“Der bliver nok lidt festivitas hernede, når prins Joachim er kommet igennem” (TV-reportage 15.10.1994). Det fremhævede ord fik tryk på sidste stavelse, men burde have det på anden stavelse.

En sproglig piratsender på Radioavisen, med hvem Sprogbrevet lever i fredelig sameksistens, fraråder den udtale af Apartheid, der rimer på all right, med den begrundelse, at den sydafrikanske form er en afart af hollandsk og udtales “aparthæjt”. Men det gælder for dette ord som for Kuwait og alle andre fremmedord: De bør udtales i overensstemmelse med dansk praksis, hvis der foreligger en sådan. Det långivende sprogs udtale har ingen principiel forrang. Vi forlanger jo heller ikke af udlændinge, at de skal udtale København eller Hjørring, som vi gør. De kan i øvrigt slet ikke.

Behandlingen af fremmedord i dansk, herunder deres udtale, er temaet for en ny bog, som Sprogbrevets to forfattere netop har udsendt i fællesskab under titlen Kulturens Gesandter.

Den omtalte piratsender har altid meget fornuftigt på programmet. I en af de seneste udsendelser hed det bl.a.: “Overfor offentligheden gør firmaet sig til af at arbejde åh så meget med sproget (….) Derfor dette til den store skare ny og mest unge kolleger: I har krav på at få taleundervisning. Som regel kommer ingen og tilbyder det, I skal selv forlange det, og så får I det også.”

Netop taleundervisning, arbejde med det mundtlige er afgørende for den, der tager springet fra avisjournalistik til DR. Yderst få frigør sig fra skriftsproget. En af dem, der behersker den mundtlige form, har fået Danmarks Radios sprogpris for 1994. Den er givet med flg. motivering:

Danmarks Radios sprogpris

Vi er tæt på jorden, men der er højt til himlen i Søren Ryge Petersens univers. Han har skabt en ny tids poetiske realisme, og han har gjort det uden sentimentalitet eller frelsthed.

Redskaberne har været ord og billeder. At kombinere disse udtryksmidler er en kunst i sig selv – samtidig med, at det er et håndværk. Søren Ryge klarer sig ofte med ét kamera, men hans sprog har mange facetter, uden at det af den grund kan kaldes kunstfærdigt. Kunsten består nemlig i, at det virker naturligt.

Christian Torpe lavede i sin tid pragtfulde naturudsendelser – i radioen. Men hans stemme var mere personlig end smuk. Søren Ryge Petersens jyske stemmeføring er melodisk, og selv om det lyder, som om han til stadighed er forkølet, ville man ikke undvære selv dette særlige træk i fremførelsen. Personligheden bag det hele slår igennem på sine egne betingelser. Det er en styrke og kvalitet i en tid, der ellers dyrker det glatte og den internationale elegance.

Søren Ryge Petersen gør indtryk selv på seere, der ikke kunne drømme om at tilbringe en time med havearbejde, og som foretrækker supermarkedets kartofler frem for selv at opholde sig i køkkenhaven. Når han gnider på en kartoffel, smiler den til seerne, og seerne smiler igen. Det er formidling. Sansen for naturen i alle dens funktioner udvikles og knyttes i Ryge Petersens udsendelser sammen med æstetikken og musikken, som i meget bevidste kompositioner danner et stemningsgrundlag for det, der fortælles.

Andre har hyldet Søren Ryge Petersen for hans virksomhed på skrift og i æteren – vi gør det specielt for hans personlige sprogbrug. Den er på én gang spontan og velforberedt, den giver sig tid, men forfalder ikke til small talk, den er præcis og direkte – den når sit mål uden at være udspekuleret. Det derude får liv hos dem derinde.

Kort

I et indslag fra Mellemøsten i RA 16.9.1994 blev der talt om en bekræftigelse; men den rette ordform er bekræftelse. Derimod har man fået fri adgang til at sige og skrive forpligtigelse; personlig foretrækker jeg forpligtelse.

“To ud af hver tredje finne vil stemme ja til EU” (TV-A 6.10.1994). Et kors for tanken, må man sige. Formodentlig ville to ud af tre finner (eller finlændere) stemme ja.

Det hed om Pia Kjærsgaard, at hun ville trække sig som gruppeformand (TV-A 4.10.1994). Mange finder udtrykket amputeret og foretrækker trække sig tilbage. En stilistisk forskel er der i hvert fald.

Nærmer vi os pedanteriet, når ordet fjeldvej foretrækkes frem for bjergvej, når det drejer sig om skandinaviske forhold? I hvert fald plejer man at tale om fjelde i Norge og Sverige. Andre steder har man bjerge. (TV-A 7.10.1994).

En afmelding af et interview med en tidligere udenrigsminister var kvik, uhøjtidelig, men vel lige på grænsen: “De hørte Uffe Ellemann-Jensen på frierfødder”.

“… sådan at forstået” (TV-A 22.9.1994). Nej, sådan at forstå.

I en udsendelse om forhold i Middelalderen spurgte programmedarbejderen sin gæst: “Hvor skal lytterne gå hen med sine spørgsmål?” Da lytterne er flertal, ikke ental (og må være det, gud ske lov), skal der siges deres, ikke sine.

I samme udsendelse blev der talt om douche farver; jeg beklager at måtte meddele, at det er bedst at tale om douce farver. Værsgo at skylle.

“… har gjort et godt valg” (TV-A 18.9.1994). Man kan gøre det godt, så man får et godt valg, men man kan ikke gøre et godt valg.

I farten kommer man let til at vælge glosen lige ved siden af den rigtige. En DR-underholder udtalte P3 5.10.1994: “Man skal være glad, når bare man er rask og rørlig.” Han mente nok rørig.

“NN, som har ledt redningsaktionen her til morgen” (P3 7.10.1994). Han har snarere ledet den.

“… både i valgkampen, men ikke mindst efter (TV-A 25.9.1994). Familien både-men også formerer sig.

“Tidligere gav kommunerne et ekstra tilskud til forældre, som gik på orlov, men det har de nu ind-raget.” (P2 7.10.94) Sådan lød det. Der må være faldet et d ud af manuskriptet; ellers er det ikke særlig flatterende for kommunerne.

Klicheer

“… med alt dets militære isenkram” (TV-A 9.10.1994); udstyr er en udmærket glose, som er mindre nedslidt.

“… satte han sig i direktørstolen”, hed det om den nye direktør på Rigshospitalet. Kan man ikke få lov at blive chef uden “at sætte sig i chef-/direktørstolen”? Det er ulidelig petitjournalistisk. Senere skulle den arme mand vurdere, om det var “lykkedes at få patienterne i fokus” (TV-A 26.9.1994).

Et indslag om narkotika i Sydafrika (RA 8.9.1994) rummede udtrykket “at få lovgivningen på plads“, og TV-A 7.9.1994 talte om at sætte den politiske dagsorden.

Den stilfærdige by Munkebo på Fyn havde ifølge TV-A 6.9.1994 oplevet, at “befolkningstilvæksten eksploderede“.

“… skændes om, hvem der sov i timen…” (TV-A 14.8.1994).

Apostrofitis

har Erik Hansen kaldt tendensen til at forsyne især navne med et ‘s i genitiv: Bente’s salon, Jensen’s bøfhus osv. Den bør ikke snige sig ind i DR’s programtitler. Men 7.10.1994 hed en TV-Fakta-titel 5 dage ud af Carsten’s liv. En konkurrerende kanal er dog ikke stort bedre, idet en rubrik i et kulturprogram hedder Lund’s gloser. Jeg græmmes.