Sprogbrevet nr. 96

Udtale

Efternavnet på den svenske komponist Hugo Alfven skal absolut ikke udtales med -fv- (P2 16.6.94), selvom det staves sådan. Den rigtige udtale er alveen med tryk på sidste stavelse. I ældre nordisk skrift var der meget indviklede regler for, hvordan et v skulle skrives inde i eller i slutningen af et ord, og det er den gamle stavemåde, der afspejles i navnet Alfven. Også i visse danske familienavne har den gamle stavemåde holdt sig, fx Rafn og Ifversen. Udtalerne raffen og ifversen er moderne læseudtaler og svarer ikke til ældre dansk udtale. Vi skal imidlertid ikke blande os i, hvordan danske familier udtaler deres navne, men vi skal altså heller ikke blande os i svensk kulturlivs indre anliggender.

Der er ingen grund til at fravige den traditionelle udtale af apartheid, altså den, der rimer på fight. Men i TV-A 8.8.94 blev der sagt “aparthæjt”.

Perseus var ifølge mytologien søn af Zeus – og i dansk udtale slutter de to navne med samme diftong (rimer på bøvs). Men i TV-A 31.7.94 blev der sagt “perse-us”.

Det skandaleramte (kliche!) Lejerbo skal ikke udtales “lejrbo”, altså med stød som i sejr. Det gjorde værten i TV-A 3.8.94, men reporteren udtalte det rigtigt.

EU-kommissær Santer bør ikke udtales på fransk. Vi anbefaler den tysknære udtale, der rimer på kanter, og der er ingen grund til at bruge den fordanskede med stød på n, altså den, der rimer på panter. Men principielt er den lokale udtale ikke det eneste pejlemærke, jf. den danske udtale af Clinton med åbent å i anden stavelse; engelsk (og i øvrigt også norsk) har den svækkede vokal, altså noget i retningen af “klinten” (rimende på finten).

Vi har talrige gange og ganske uden held frarådet udtalen præmiærminister og anbefalet præmjéminister. Men hvad så med det kendte ismærke Premier-is? Det blev både i RA og TV-A 27.6.94 udtalt prømjé-is, altså på perfekt fransk. Her er der imidlertid en gammel og meget stærk folkelig tradition for Premier-is udtalt præmiære eller, langt sjældnere, premjé.

Formynder udtales med tryk på første stavelse: FORmynder, og derfor også FORmynderisk, ikke forMYNderisk (RA 24.7.94).

Fremmed og hjemligt

“Feriekaos på de tyske autobahns” (TV-A 16.7.94). Tja, kan man ikke tysk, så kan man da i det mindste bøje det på engelsk. Her havde det været let at vælge autobaner eller endnu bedre: motorveje. Og tilsvarende: navnet på den østrigske by Graz skal ikke udtales, som om det var det engelske ord grass (P2 3.8.94). Den rigtige udtale er grats, med langt a.

Seriemord(er) er vistnok et nyt ord, som i den senere tid er dukket op i stedet for massemorder (fx RA 31.7.94). Det må være det engelske serial murder(er), der er oprindelsen. Egentlig ikke så dårligt. En, der myrder tre-fire mennesker med visse mellemrum, og vistnok tit med en vis systematik, er netop seriemorder. Massemord kræver mange flere ofre.

“Vi er til koncert i Slesvig-Holstein” (P2 5.8.94). Vi har nævnt det før: Enten må man vælge den traditionelle danske form Slesvig-Holsten – eller den rent højtyske Schleswig-Holstein. Den førstnævnte er mest udbredt og kan anbefales.

Klicheer

er udtryk, som engang var kvikke og originale, men nu er nedslidte. De foregiver således en vis kreativitet og er altså sprogligt uærlige, i modsætning til den almindelige udtryksmåde, som er ukrukket og lige ud ad landevejen.

“Er I i Røde Kors klædt på til at klare disse problemer?” (RA 20.6.94). Det har nok engang været en smart udtryksmåde, men de tider er forbi. Lad os gå tilbage til rustet til eller noget andet ærligt.

“Det vil sige, at du er villig til at gå ind og ændre loven på det punkt?” (RA 4.8.94). Er der overhovedet nogen betydning knyttet til gå ind?

“De to drenge havde gjort et selvstændigt stykke arbejde for børneradioen” (TV-A 16.6.94). Læg mærke til, hvor tit man hører et stykke arbejde, hvor arbejde er fuldt tilstrækkeligt. Teksten til udsendelsen havde i øvrigt kun arbejde. Godt!

For mange år siden var kreativ bogføring et meget rapt og morsomt udtryk. Når man nu kan blive ikke bare træt af det, men også irriteret, er det, fordi det er ganske uklart, hvad det drejer sig om, når en person eller en institution beskyldes for kreativ bogføring (RA 4.8.94). Fortæl dog om, hvad det er, i stedet for at komme med udtrådte vitser!

Det er alt for tit vi hører, at den og den skal “slæbes for retten” (fx RA 23.7.94). Udtrykket burde kun bruges, når en bliver stillet for retten under særlig dramatiske omstændigheder.

DR’s medarbejdere skal ikke gøres ansvarlige for, hvad deres gæster siger, men af hensyn til den saglige belysning af fænomenet klicheer skal det ikke skjules, at en gæst i studiet leverede tungtvejende bidrag til samlingen (TV-A 7.8.94): Han pegede flere gange på betydningen af at synliggøre børn, at gøre dem synlige, han betonede værdien af at udarbejde handlingsplaner for familier, der ikke fungerer, han ville i tidens stil fylde kvalitet ind i tiden og hævdede med rette, at børn har så mange kvaliteter. De fortjente succesoplevelser. Det gjorde sommergæstens budskab også, for det og han var sympatisk. Men sproget spærrede for i hvert fald en del seeres mulighed for en helhjertet tilslutning.

TV-A to dage senere (9.8.94) skæppede også i klichekassen: Pia Kjærsgaard måtte smide håndklædet i ringen, og hvis boligministeren får magt, som han har agt, sker der ting og sager. Et indslag sluttede med en konstatering af, at hvordan det videre gik, meldte historien ikke noget om. Om Bryan Ferry hed det, at han har knust 10.000’er af kvindehjerter.

At og å

Sprogkonsulenterne får jævnlig breve fra lyttere og seere, der vil påpege uheldig sprogbrug i DR. De fleste henvendelser er venlige og saglige, men indimellem får vi breve, som er hovne og ubehagelige og solidt baseret på aggressiv uvidenhed.

Som nu den lytter, der beklager sig over, at mange i DR “overhovedet ikke kender det lille ord at, men siger og i stedet for”. Det, han mener, er, at nogle udtaler et at foran navnemåden som å: “Jeg mener å have hørt …”. Selvfølgelig kender alle også at, nemlig det, der indleder en bisætning: “Jeg mener, at jeg har hørt …” Det kan ikke udtales som å.

Man ved med sikkerhed, at at foran navnemåde lige siden den tidlige middelalder har haft udtalen å ved siden af at, og det er stadig den naturlige udtale. Udtalen at er en udpræget læseudtale, og der er næppe nogen danskere, som kan gennemføre at sige at. Det er almindeligt, at også de, der brokker sig over å, selv siger det: “Det er jo forfærdeligt å høre på”.

Udlændinge, der lærer dansk, får af lærere og ordbøger at vide, at at foran navnemåde udtales å, for det er den udtale de fleste danskere, herunder de bedste sprogbrugere, har. Hør selv efter, fx på det Kongelige Teater. Poul Reumert sagde å!

Hvis du synes, at at er det naturligste for dig, så sig det bare, de få øjeblikke du husker det. Men skam dig i øvrigt ikke over dit å.

Vi må endelig ikke række at-fanatikerne en lillefinger. Det næste bliver bare, at de vil have udtalt t‘et i det og f‘et i af. Og hvad med h‘et i hvidkål og hjernedød? Og hvor længe skal vi finde os i at de udtales med i, når det nu skrives med e!

Forleden (P1 9.8.94) udtalte Bertel Haarder i et interview, at en eller anden “skal sidde at fordele penge”. Det er måske allerede kommet så vidt, at dannede mennesker slet ikke tør sige og mere!

Find fem fejl

1. … familiemedlemmer af den type, som liiige skal se en VM-fodboldkamp – inklusiv omkamp og straffesparkskonkurrence. (DRåben nr. 29, 1994)
2. … en af de danskere, som fulgte opfordringen om at skrive dagbog. (P1, programlæsning 1.8.94)
3. Finansrådet har foreslået, at pengeinstitutterne sløjfer sine gebyrer for giroindbetalinger til nødhjælpsarbejdet i Rwanda. (RA 9.8.94)
4. … et fly, der styrtede på Grønland. (P1 1.7.94)
5. (Man tilbyder Nordkorea) “reaktorer som fremstiller mindre mængder plutonium som kan bruges til atombomber”. (RA 19.6.94)

Kort

Hvorfor tale i avisoverskrifter, når det drejer sig om mundtlig nyhedsformidling? I TV-A 31.7.94 hed det i oversigten: “Sygeplejerske forlader i morgen fynsk idyl …”.

“Kierkegaard er blevet et hit igen”, hed det i et l-a-n-g-t indslag i TV-A 31.7.94, et indslag som forhåbentlig hverken ydede intervieweren eller hans gæst retfærdighed. Den form for tilstræbt aktualisering virker mod sin hensigt. Man forstod meteorologen, som indledte sin oversigt med ordene “For at komme ned på jorden igen”. Glimrende på trods af, at første billede var et luftfoto.

Det er fint at meddele nyheder; det er også i orden at skelne mellem ny og splinterny. Men det er næsten for meget at tale om “en splinterny CD, der lige er kommet” (P1, 1.7.94).

“Koryfæet Orlando di Lasso” (P1 17.6.94). Koryfæ er et græsk ord, som oprindelig betyder ‘korleder’. I moderne dansk er betydningen ‘topfigur’, ‘kendt person’. Men det hedder en koryfæ (ikke et) og derfor også koryfæen. En koryfæ har nemlig – i al fald rent sprogligt – intet med fæ at gøre!

“Her kommer en kronologisk oversigt over aftenens programmer” (P1 programlæsning 9.8.94). For det første er der sikkert for mange lyttere, der ikke kender ordet kronologisk. For det andet bruges ordet normalt om årstal, ikke om småting som timer og minutter. For det tredje må det være helt overflødigt i denne sammenhæng.

“… risikoen er usandsynlig”, hed det i TV-A 11.8.94. Her er to udtryk blandet sammen: risikoen kan være minimal, og noget kan være usandsynligt, men risikoen er ikke usandsynlig.