Sprogbrevet nr. 91

Udtale

“Martin Luther King var en meget forbílledlig skikkelse” (P1 14.1.94). Nej, forbilledlig skal have trykket på første stavelse, præcis lige som forbillede, som det jo er afledt af.

“Farverne er douce” (P1 27.1.94). Det er en meget almindelig fejl at udtale det franske ord douce på samme måde som douche (‘brusebad’). Men den korrekte udtale er som på fransk: dus.

Det er ikke anbefalelsesværdigt at udtale Edinburg som ædinbøhg, sådan at det lyder som om det er en amerikaner der forsøger at udtale et tysk bynavn (RA 2.2.94). Den rigtige udtale er ædinbörö. I samme udsendelse hørte man Strasbourg udtalt korrekt: strasbuhr. Hvorfor egentlig ikke strasbøhg? Nej vel?

Et l i nærheden af et n står svagt i moderne dansk. Man hører Sydponen, lænestonen, middagshvinen, boghynden, Danmarkskananen osv., og det må vi vel så finde os i når det går hurtigt. Men når man ligefrem står og præsenterer det nye program Profilen og gentager og understreger navnet, så må det være muligt at undgå Profinen (TV-programlæsning 1.2.94) og sige profilen.

“Af salme nr. 138 synges 5. vers: guskelov for al hans nåde” (P1 programlæsning 14.2.94). I en sådan forbindelse bør Gud ske lov udtales så det tydeligt er tre selvstændige ord, som også betydningsmæssigt er noget andet end dagligdagens guskelov: “Guskelov havde vi øller nok”.

Gætteri

“Musikquiz (…), hvor danske, finske, islandske, norske og svenske deltagere gætter spørgsmål fra musikkens verden” (trykt Ugeprogram fra DR 16.1.94).

Det drejer sig om overordentlig kyndige folk, som systematisk ræsonnerer sig frem til svaret. Er det rimeligt at kalde det for gætteri?

Find fem fejl

1. Området er blevet ramt af ca 500 mindre rystelser. (TV-A-tekst 20.1.94)
2. Problemet er bl.a. søer [grise] der ikke vil die deres unger. (TV-A 17.1.94)
3. …og et af versene forudgriber de senere begivenheder. (P1 20.1.94)
4. Konflikten er gået i hårknude. (TV-A-tekst 14.1.94)
5. Ingen forventer, at man kan være lige stærk på alle punkter, men vi får afklaret, hvilke stærke og svage sider, ansøgerne har. (DRåben nr. 5, 1994)

Dansk og fremmed

Art nouveau skal udtales på fransk: ar nuvó, altså uden at t’et høres (P1 25.1.94). Og det er urimeligt at udtale den franske digter Charles Baudelaires fornavn på engelsk: tjarles; det skal også være fransk: sjarl (samme udsendelse). I øvrigt hedder hans digtsamling “Les fleurs du mal” på dansk ikke “Blomster af Synd”, som der blev sagt i udsendelsen, men “Syndens Blomster” (Sophus Claussens oversættelse fra 1921). Den italienske maler Rafael skal ikke udtales som om det var fransk, med trykket på sidste stavelse (TV-A 10.2.94). Både maleren og ærkeenglen Rafael udtales traditionelt på pæredansk, altså med trykket på første stavelse.

“Jeg er ikke troende indtil jeg ser Gud” (samtale med engelsktalende dirigent, oversættelsen) (P1 23.1.94). Den er lidt tæt på det engelske. På dansk …ikke før (end) jeg ser Gud.

“… da han blev svoret ind som præsident” (P1 11.2.1994). Også lige engelsk nok. På dansk siger man “… da han blev taget i ed som præsident”.

I TV-A 28.1.94 blev der talt både om arkitekten bag de russiske økonomireformer og arkitekten bag mordattentaterne. Det er en ny billedlig brug af ordet arkitekt, importeret fra engelsk inden for de sidste ca. 10 år. Betydningen er ‘ophavsmand el. -kvinde’, ‘initiativtager’. Normalt anser man arkitekter for konstruktive og skabende mennesker, og skal billedet fungere godt, bør man vel nøjes med at tale om arkitekten bag planer og ideer om noget positivt, ikke om mordattentater og anden ondskab.

Godt!

“Kl. 9.10 kommer et causeri om glæden ved det ukendte. Og mere skal jeg ikke røbe” (P1 23.1.94, programlæsning). En kvik og underfundig improvisation!

“Rædselsfulde billeder i TV-Avisen” stod der i en overskrift i DRåben nr. 2, 1994. Også en god og spændende formulering som spiller på dobbelttydigheden i rædselsfuld: ‘fuld af rædsler’ og ‘forfærdelig’. Eller måske snarere i et glimt viser os hvad dagligdagens overfladiske ord rædselsfuld egentlig kan rumme.

Hvis den slags lykkelige sproglige greb skal være til glæde og nytte, skal der være afstand mellem dem. Jagter man de sproglige effekter, får vi utålelige tekster fulde af krukkede formuleringer, afrakkede kvikheder og klicheer, med andre ord petitjournalistikken eller det hårdtpumpede neurotiske reklamesprog.

De kreative sproglige lynglimt kommer til den talende og skrivende uventet, ufortjent og sjældent. De vil ej gribes efter.

Diverse

“Diverse pladeselskaber står bag Music from Denmark-projektet” (P1 26.1.94). “… Desuden medvirkede diverse sangere” (P1 23.1.94, programlæsning).

Hvad betyder egentlig diverse? Ikke ret meget, se bare på eksemplerne. Man kunne jo sige at diverse er det samme som forskellige: Forskellige pladeselskaber, forskellige sangere, men hvad betyder så egentlig forskellige i den slags sammenhænge? Når det fremgår at der er mere end ét pladeselskab og mere end én sanger, ja så må de jo også være forskellige!

Det hele drejer sig om at vi i visse tilfælde helst vil undgå et navneord i “nøgen form”, dvs. uden tilføjelser som artikler, påpegende stedord osv.: “Desuden medvirkede sangere” lyder lidt bart, og så er det at forskellige eller diverse dukker op og smører grammatikken, så det alligevel glider.

Men diverse er gennemgående en dårlig løsning, for ordet har nogle negative medbetydninger, særlig når det bruges om mennesker. Det antyder en vis ringeagt ved at bundte og anonymisere de ting eller personer der tales om: “Diverse pladeselskaber”: jeg orker ikke at nævne dem, for det er de for ligegyldige til. “Diverse sangere”: et tilfældigt sammenrend som det ikke er ulejligheden værd at omtale mere udførligt.

Det hænger sammen med at diverse tit bruges om rodede samlinger af småting: diverse haveredskaber, diverse brugte sko; Statens Museum for Kunst rummer ikke diverse malerier, det er derimod noget man finder på et loppemarked. Tænk også på oprydning og ordning af papirer, bøger, søm, skruer og andre smådimser: Man ender tit med “diverse”, dvs. ligegyldige småting som det ikke kan betale sig at systematisere.

Man kan som regel undgå diverse ved i stedet for at sige f.eks. et antal, nogle, flere, en del – eller forskellige.

Job eller jobs?

“Kommunedata har ansat konsulenter til at klare jobsene” (TV-A 14.1.94).

Job er et engelsk ord der både i betydning og udtale minder så meget om danske ord som hop, skub, løb, skrig, vink osv. at det har fået dansk bøjning: det hedder et job (jf. et skub osv.), og det skal ikke have nogen endelse i flertal: 500 job i fare. Hvis man insisterer på jobs er man for det første urimeligt stædig, for det andet ikke i overensstemmelse med Retskrivningsordbogen, for det tredje forpligtet til i det mindste at droppe s’et i bestemt form flertal: jobbene.

Andre engelske ord af samme slags, dvs. intetkønsord som betegner en handling eller proces, er blackout, comeback, check (dvs. et tjek), design, flip, flashback, heat, interview, lift, look, loop, print, scoop, trick – og der er mange flere. Nogle af dem må ifølge Retskrivningsordbogen gerne have flertals-s, men lad alligevel være med det i ord der efterhånden er så danske!

Og altså, under ingen omstændigheder i bestemt form: et trick – tricket – nogle trick – trickene. Sådan!

Kort

“…her på grænsen til årtusindskiftet” (P1 25.1.94). Det må være en tankeløs sammenblanding af her ved årtusindskiftet og her ved grænsen til det ny årtusind. I samme udsendelse hørte man “I slipstrømmen af den teknologiske malstrøm” – også et noget ukontrolleret billedsprog!

“Han er titulærråd, men det var jo det rene røv og nøgler i datidens Rusland” (P1 25.1.94). Den slags udtryk støder langt flere lyttere end de glæder og imponerer. Og så er vi i øvrigt mange der simpelt hen ikke forstår hvad det betyder.

“Vi er heller ikke i England, hvor musikken i baggrunden grangivelig stammer fra” (P1 27.1.94). Også her er der noget ubegribeligt. Grangivelig betyder ‘nøje’: ungen ligner grangiveligt naboen, men det giver ingen mening her.

Sidst og senest

“En samling af Richard Mortensens seneste værker skal til Esbjerg” (RA 10.2.94). Der var den igen, det skulle naturligvis have været sidste ikke seneste, for som det fremgik af udsendelsen, er Richard Mortensen død.

Vi tager den en gang til: Hvis man vil skelne, skal sidst være det absolut sidste, det som der ikke kommer noget efter: H.C. Andersens sidste roman er Lykke Peer – Danmarks sidste ulv blev skudt kort efter 1800 – nu er det sidste gang jeg siger det til jer. Senest derimod bruges om det sidste indtil nu; der kan altså sagtens komme mere efter: Peter Høegs seneste bog er De Måske Egnede – den seneste ulvejagt jeg var med på, var i efteråret – jeg så hende senest for en 14 dage siden.

Det er prisværdigt at DR søger at skelne mellem senest og sidst, men stort set bliver det kun til at man siger senest hver gang – og så kunne man jo lige så godt have holdt sig til sidst, som det øvrige danske folk. Man undgår det jo alligevel ikke i f.eks. sidste torsdag, tak for sidst, sidst vi var i Tivoli…