Sprogbrev nr. 9

Udtale

Der er problemer med ord der ender på –egen: skal de udtales som -een, så de rimer på skeen, eller skal de rime på vejen? Skal det altså være underleenhed eller underlejenhed (RA 12.5.86)? Der er ingen tvivl om at det er vejen der er fremtiden, men vi befinder os midt i udviklingen nu, og så kommer man let i tvivl. Men det er som sædvanlig sådan at den konservative udtale ikke støder eller forstyrrer nogen, mens de nye udtaler ophidser eller i det mindste distraherer de iltre sproghadere, som skriver læserbreve til Jyllands-Posten eller klager til Radiorådet. Man kan vælge at være ligeglad med dem, men hvis man vil indgå vrøvl, er her de sikre gammeldags udtaler: underleen(hed), overleen(hed), særeen(hed), liveen; det eneste ord der skal rime på vejen, er forlegen(hed): forlejen(hed).

Det var nok lidt for intolerant af mig at jeg i Sprogbrev nr. 8 anbefalede prømjéminister som den eneste rigtige udtale. Det må, som jeg er blevet gjort opmærksom på, også være i orden med præmjéminister og præmjéløjtnant. Men det vigtigste er altså jé, og her giver jeg mig ikke!

Verdens diktátorer (RA 27.4.86). Nej, det skal være diktatórer. De ord der ender på –or får hovedtrykket på o‘et i flertal: motor – motórer, rektor – rektórer, faktor – faktórer, elevator – elevatórer, reaktor – reaktorer. Har vi været inde på dette før? Tjae…

“…han kunne ikke komme, han fik forfáld” (TVA 6.5.86). Der er to betydninger og to udtaler af forfald. Forfáld med tryk på sidste stavelse betyder dette at bygninger, maskiner el. andet på grund af manglende vedligeholdelse bliver i dårligere og dårligere stand; hertil tillægsordet forfálden: det meste af byen er i alvorligt forfáld – forfáldet er vidt fremskredent. Så er der det forfald der betyder at en person er hindret i at overholde en aftale; det udtales med trykket på første stavelse: han kunne ikke komme, han fik fórfald.

Radioaktiv! Der er stor usikkerhed i DR om trykket i dette ord. Traditionelt skal trykket ligge på ak, og det er stadig det mest almindelige. Altså radioáktiv og tilsvarende radioaktivitét. Det vil jeg derfor anbefale.

Deponi

På Københavns Hovedbanegård er der et stort skilt hvor der står “Kontoret for fundne sager”. Nedenunder står det samme på engelsk “Lost property office”. Det er det samme kontor der menes, men det er to helt forskellige måder at benævne det på. Den danske betegnelse viser DSB’s perspektiv, optimistisk og lidt stolt: se hvad vi har fundet! Den engelske betegnelse, kontoret for tabte sager, viser sagen som den ses af den rejsende der har mistet sin paraply og uden meget håb henvender sig på kontoret.

Hverdagen er fuld af den slags sproglige perspektiveringer. Når fx indenrigsministeren udtaler at det “bliver nødvendigt med en justering af personalebehovet”, så er det administrationernes perspektiv: selvfølgelig skal ting justeres for at fungere godt og økonomisk. Men fra personalets synspunkt drejer det sig simpelt hen om at der skal fyres nogle, og sådan kunne det jo også være udtrykt sprogligt.

En ret ny perspektivering er depot (TVA 4.5.86) eller det nye ord deponi (et deponi); de bruges meget tit for det almindelige mennesker kalder losseplads. Der er flere fordele ved depot og deponi. For det første er det gamle og velkendte ord losseplads i sig selv ildelugtende og fører tanken hen på skidt og møg og rotter. Depot og deponi er renlige ord, som helt mangler lossepladsens hørm. Og depot minder om helt andre depoter, nemlig bankernes abstrakte service, renlige varelagre og øldepoter i danske provinsbyer. Endnu et raffinement er det at depot og deponi hører sammen med deponere, som nu også bruges om aflæsning af affald på lossepladser. Deponere er et renligt, næsten sterilt ord, men det allerfineste ved det er at der ligger i det at det der deponeres vil blive afhentet igen senere.

Med de lækre ord depot, deponi og deponere prøver myndighederne lige så stille at gøre lossepladserne acceptable. Det er virkelig perspektivrigt.

Marinebiolog?

Ord der er sammensat med marine– betegner noget med tilknytning til krigs- eller handelsflåde: marineofficer, marinesoldat, marineblå, marinefartøj. Sammensætninger med marin– er noget med hav. Derfor marinbiolog, marinbiologi og marinbiologisk. Den eneste sære undtagelse er marinemaler; han maler ikke krigsskibe, men havbilleder!

Russere

Rusland er en af republikkerne i Sovjetunionen. Mere officielt er navnet den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. Den bebos af russere, og det er deres sprog, russisk, der er det officielle sprog i USSR.

Nu bruges Rusland imidlertid også om hele USSR, ordet russere bruges om alle indbyggerne, og russisk om andet end sproget (fx russisk udenrigspolitik). Det er den traditionelle sprogbrug fra tsartiden, og den er udbredt i hele Vesteuropa og er skam heller ikke ukendt i Østeuropa.

Hvad enten man kan lide det eller ej, så har ordene Rusland, russisk og russer altså dobbelt betydning.

I officiel sammenhæng, i nyhedsudsendelser og politiske magasinudsendelser bør man absolut holde sig til Sovjetunionen (USSR), sovjetisk og sovjetborger; og hvis man virkelig med russere mener dem fra den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik, bør man gøre meget omhyggeligt opmærksom på det.

Men i mere uformelle sammenhænge kan der ikke være noget i vejen for at sige russer og russisk. Det er jo næsten ikke muligt at tale om den sovjetiske vinter eller at fortælle at sovjetborgerne udlignede til 2-2 lidt inde i 2. halvleg. Når der ikke er noget at tage fejl af, må det være tilladt at tale om et russisk straffespark og at meddele at russerne scorede efter 14 minutters spil.

Dette at opkalde en hel nation efter en del af landet er i øvrigt ikke noget enestående. Holland er fx kun en del af den stat de selv kalder Nederland, England er ikke hele Storbritannien (Wales, Nordirland og Skotland hører ikke med), og de fleste siger tjekke og tjekkisk også når det strengt taget skulle være tjekkoslovak og tjekkoslovakisk.

Det er altså ikke så problematisk med russerne, bare man skelner mellem meget præcise og formelle meddelelser og så det mere dagligdags.

I øvrigt: husk at en førsteårsstuderende ved universitetet hedder en rus, i flertal russer.

Med stort eller lille?

En af DR’s tekstere er blevet irettesat af en seer fordi han og ham og hans var stavet med lille hvor de henviste til Gud og Jesus. Den utilfredse seer ville altså have: “Men Jesus siger til ham: Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde. Da Han nu gik ned i båden, fulgte Hans disciple Ham” (Matth 8,22-23). Det er en statelig gammel skik, men den bruges ikke meget mere i dansk, således heller ikke i de nyeste salmebøger og bibeloversættelser, og det er heller ikke i overensstemmelse med den officielle retskrivning at bruge store bogstaver på den måde.

Kort

“Nigerfloden omringer byen” (P1, 1.5.86). Det er ikke nogen heldig måde at bruge omringe på, for dette ord bruges egentlig kun om mennesker. Til gengæld er det vanskeligt at foreslå en anden glose til afløsning af omringe (det er nok det engelske surround der ligger bag). Men man kunne lave lidt om på sætningen og sige “Byen er omgivet af Nigerfloden”.

“De vil nok kunne få lidt support fra borgerlig side” (RA 30.4.86). Support er hjælpeløst i en dansk radioavis, men næste sætning lød: “Og hvis de nu får støtte derfra…” Fremskridt for åben mikrofon.

“Der bliver meget ringe eller ingen sigtbarhed” (P3 18.4.86). Nej, der er altid sigtbarhed, men den kan være helt nede på nul.

“Syv ud af hver ti mener at…” (RA 17.4.86) Hellere uden hver, det er nok at sige “syv ud af ti mener at…”.

“Folk i Odense Amt bliver mere syge end politikerne havde bestemt” (TVA 6.5.86) Der kan siges meget ondt om politikere, men de går vel ikke ligefrem og bestemmer at folk skal være syge. Meningen har jo nok været beregnet.

“Den asbestramte skole” (Kbh.R. 16.5.86). Katastroferamt, sygdomsramt, kriseramt, støjramt, strejkeramt og al landsens andre ulykker og elendighed. Men asbest er ikke en begivenhed, det er et materiale så asbestramt er nok lige langt nok uden for de gængse mønstre for orddannelse. Men jeg indrømmer: kort og klart er det!