Sprogbrevet nr. 88

Find fem fejl

1. “… fik ingen børn i deres 50 års ægteskab” (TV-A 31/10).
2. “… hvor alle kan hænge sine plakater op” (TV-A 11/11).
3. “… de par, hvor manden kun har få aktive sædceller” (TV-A 3/11).
4. “Øresundsbroen bør sættes i stå” (TV-A 5/11).
5. “Amagertorv er blevet en af Danmarks smukke torve” (TV-A 5/11).

Klicheer

“Netop nu sker der ting og sager på Christiansborg” (TV-A 31/10). Ærlig talt: Dette udtryk er ualvorligt på en petitjournalistisk måde, som ikke hører hjemme i nyhedsformidling fra Folketinget.

“Finanstilsynet har vredet armen om på Sparekassen Nordjylland” (TV-A 31/10).

Billedet af EU som et tog, der kører, kan snart fejre 20-årsjubilæum. Denne kliche bør udrangeres! I TV-A 31/10 nærmest væltede billederne ind over hinanden: Toget kørte, blev stående på perronen, og der var nogle, der trak i nødbremsen. Ikke til at holde ud længere.

“SEAS er vendt på en tallerken” (TV-A 12/11). Åh, nej. Det skal være så kvikt, men det er så trivielt.

Kristeligt Folkeparti skulle igen (TV-A 24/10) bankes på plads. Tror man ikke, at seerne forstår andet end voldsmetaforer? Er det tekstsidens desperate forsøg på at leve op til de evige slagteriscener (nu navnlig med fjerkræ i stribevis på kroge) og de evindelige operationsscener (månedens tilbud: levertransplantationer)? Det er træls, som jyderne siger.

Sprog og billedside samvirkede, da der i TV-A 8/11 blev talt om verbal mudderkastning mellem levereksperter.

Tekstning

Teksteren havde ikke en heldig hånd i TV-A 12/11. Der stod “amrikansk” i stedet for amerikansk, i smuk overensstemmelse med udtalen, men ikke med den autoriserede retskrivning. Der stod også “1930rne” og “1980rne”. Det første har været korrekt, det sidste har aldrig været korrekt. Nu skal der stå 1930’erne og 1980’erne. – Tidligere skulle man skrive: -‘rne, hvis talordets bogstavform endte på e som i tredive og fyrre. Nu skal man altid skrive: -‘erne. Det hedder altså 1940’erne, 1950’erne, 1960’erne osv.

Man skal skrive og sige ordet investere rigtigt – og ikke skrive “invistere” (TV-A 22/10).

Udtale

Der blev sat tryk på sidste stavelse i Tallinn (TV-A 9/11). Det er hverken godt dansk eller estisk. Mon det skulle være trykfordelingen i Berlin, der smitter af?

I samme indslag blev der talt om en DEmonstrativ modtagelse. Der var tryk på første stavelse af demonstrativ. Det er forkert. Trykket bør for tiden ligge på anden stavelse; tidligere lå det på fjerde stavelse.

Kollega kan i flertal hedde kolleger eller kollegaer. Men i ental hedder det kollega og skal udtales med hårdt g, ikke “kolleja” (P1 3/11).

I valg, herunder kommunevalg, kan en udtale med hørbar slutkonsonant anbefales. Sig heller “valj” end “val”. Det er i ordet halvø også anbefalelsesværdigt at medtage et v. I TV-A 15/11 sagde en reporter “halø”.

Apropos kommuner: Dette ord blev i RA 16/11 udtalt “kowner” af en ekspert med det smukkeste rigsmål. Han skal ikke hænges ud, men hives frem som eksempel på, hvad der kan ske med ord, man bruger tit. De slibes ned, så de er vanskelige at forstå for mennesker, der ikke bruger dem så ofte. Det fortælles, at man sågar kan høre “De Danske Skytte- og Gymnastikforeninger” udtalt i én stavelse. Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har hørt Socialdemokratiet udtalt “sjalmokratid” – i DR.

Et indslag i TV-A 28/10 citerede den berømte revyvise med ordene: “Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det” – og det var udmærket! Men hvis det skal være elegant, skal man ikke kunne høre d‘et i ved. Se det skal jo rime på ved det. Og der er ikke noget forkert i udtalen “ve” for ved.

Trykket på tunnel bør ligge på første stavelse, ikke på anden (TV-A 28/10).

Det er bedst at have j-lyden med i udtalen af guerilla. Sig “geRILja”, ikke “gerila” (TV-A 4/11).

Hos yngre mennesker er der kommet stød i tyrkisk, persisk, færdsel, bestyrtet, forvorpen (for så vidt de bruger de to sidste). Fælles for ordene er, at de tidligere foran k, s, t og p havde et ustemt r. På denne lyd kunne der ikke falde et stød. Men da r blev stemt, var der mulighed for en ny udtale. Den viste sig først uden for det klassiske rigsmål, og derfor blev den opfattet som vulgær. Men nu er den udbredt overalt hos yngre, også i rigsmålet. Derfor kan det ikke undre, at tyrkisk flere gange i TV-A 4/11 fik stød, således at første stavelse rimede på fyr!, ikke på træsorten fyr. Rigsmålstalende seere over 60 år har knurret rundt omkring i dagligstuerne.

Tvangsauktion var temaet i et indslag 5/11. Men der blev sagt “tvangsaktion”. Det var i Sportnyt – uden s. Hvad med at droppe begge s‘er om søndagen: Sportøndag?

Samtalens troværdighed

Sprog kan virke troværdigt og mindre troværdigt, naturligt og mindre naturligt. Der har i den senere tid været mange eksempler på, at DR’s journalister har brugt hinanden som eksperter. Fx kan studieværten interviewe en reporter eller en anden medarbejder. Jeg tvivler ikke på, at mange af medarbejderne besidder en overbevisende kompetence på deres felter, men samtaler mellem kolleger foran åben skærm virker sjældent reelle. Der er noget indstuderet over dem – uanset om de er det i højere grad end samtaler med eksterne eksperter.

Belæring

En medarbejder har spurgt, om man kan sige om et indslag, at det var meget belærende. Det kan man godt, men det er ikke korrekt. Når spørgsmålet stilles, skyldes det en tendens i sproget til, at ordet bevæger sig ind over det betydningsområde, som dækkes af lærerig. En bog, en film, et foredrag osv. kan være lærerig(t) for dem, der læser, ser eller lytter. Men ordet belærende kræver, at det er en person, der formidler noget, eller at der er tale om en meget udtalt pædagogisk bestræbelse i et materiale, en film eller lignende. Ordet bruges i øvrigt ofte nedsættende. At omtale en toneart som meget belærende, er sjældent en kompliment. Man tilskriver den talende en bedrevidende attitude.

Når man siger lærerig, tænkes der på modtageren og dennes udbytte, og glosen er ganske anderledes positiv. Derfor er det urimeligt at pensionere den. Skeln fortsat mellem belærende og lærerig! Derved er man med til at foretage en betydningsafgrænsning, der gennemføres på flere andre europæiske sprog, fx engelsk og tysk. Lærerig er på linjelinie med engelsk learn og tysk lernen, belærende knytter sig til engelsk teach og tysk lehren.

Pointe

“Er det så dit point, at man har grebet det helt forkert an?”, blev der spurgt i P1 23/10. Ordet pointe har fået konkurrence fra point. Det drejer sig om samme rod og samme betydning, men om to forskellige gennemgangssprog og to forskellige indlånstidspunkter. Pointe er et ældre lån fra fransk og udtales med “æng” i stedet for nasalvokal ligesom andre ord med “-in”, fx Chopin. Det virker krukket på mig at høre komponistens navn udtalt på fransk – og dét hos en prismodtager i DR (P1 14/11).

Men nu er vi mere fortrolige med engelske lån, og det giver forskydninger i udtalen. Man hører “pøjnt” hos flere og flere. Denne udtale får ikke Sprogbrevets blå stempel.

Bliver man på det franske sprogs vegne krænket af de aktuelle tendenser, kan man trøste sig med, at bevægelsen tidligere har været modsat. Man var uvant med engelske lån og behandlede dem, som om de var franske. Derfor fik jockey ofte udtalen “sjoKAJ”, sherif fik tryk på sidste stavelse – og Storm P skrev “sjentlemand” i stedet for gentleman.

Nærværende i udtrykket

En medarbejder har spurgt, hvad der ligger i formuleringen ‘en præsentation, der er nærværende i udtrykket’. Den er brugt i forbindelse med programvirksomhed i DR.

‘Nærværende’ står i kontrast til ‘fraværende’, også når de to udtryk bruges overført: Man kan være nærværende i blikket, i et samvær osv. – og man kan være fraværende, selv om man fysisk er til stede. Ønsket er vel, at medarbejderne viser engagement og mindsker afstanden mellem institutionen (kanalen) og lytteren. Sproget er redskabet hertil i enhver radioudsendelse; derfor står der ‘nærværende i udtrykket’.

Om betydningen behøver der næppe herske tvivl. Men spørgeren har ret i, at udtrykket skal vendes et par gange i luften, før meningen bliver klar, og det er også et spørgsmål, om det mod sin hensigt ikke kan føre til klamme, kælne oh-så-underfundige præsentationer af en type, lytterne allerede har fået nok af. Det konstante nærvær i udtrykket devaluerer sig selv.

Kort

Man laver ikke en undersøgelse om noget, man foretager en undersøgelse af noget (TV-A 31/10).

I RA 11/11 blev der talt om et “konsortie”. Det hedder konsortium, ligesom det heddet et kommissorium. Men kun få ved i øvrigt, hvad ordene betyder.

“Den politimand som anholdte ham” (TV-A 15/11). Nej. I datid hedder anholde anholdt. Og så synes jeg stadig, at politimand smager af børnesprog; helt ajour er man jo heller ikke med de aktuelle kønsforhold inden for politiet, hvis jeg må sige det på den måde.

“Det er rimelig nemt at snyde”, hed det i et indslag om låneomlægning i TV-A 17/10. Lige dér virkede den moderne brug af rimelig rimeligt uheldig.

I samme udgave af TV-A blev der talt om “tidsløse” vers. Det hedder tidløse, vel at mærke hvis de er det.

“Gasarten er ti gange så giftig end …” (RA 31/10). Forkert; den er ti gange så giftig – eller ti gange giftigere end!

“… må anses at være en accepteret del af parforholdet” (TV-A 7/11). Efter anses skal man i et sådant eksempel bruge forholdsordet (!) for.