Sprogbrevet nr. 87

Find fem fejl

1. “Det hidtidige dominerende parti i Polen” (TV-A 19/9).
2. “Amnesty retter en kritik af myndighederne i Burma” (RA 6/10).
3. “Til ære for vi udlændinge” (RA 20/9).
4. “Lufthavnen er blevet mørkelagt på grund af sikkerhedshensyn” (TV-A 15/9).
5. “Efter mordet på den danske diplomat overvejer verdensorganisationen nu at lukke deres kontor i Nairobi” (TV-A 16/9).

Udtale

Lad DSB om at udelade j-lyden i tredje stavelse af passager. I TV-A 16/9 blev der talt om “passaSErer”.

Et stille hurra i anledning af, at studieværten i TV-A 19/9 udtalte Unibank uden et indledende j, altså på dansk.

Heroin skal udtales med r. I TV-A 19/9 hørte vi om “heoin”.

I TV-A 23/9 brugte en medarbejder et lyst a i udtalen af indvandrere. Standardsproget har et mørkt a. Det hedder vand med lyst a, men vandre med mørkt a. Det hedder anden med lyst a, men andre med mørkt a.

Uvægerlig blev udtalt “uVÆRli” med et a-agtigt æ, altså som rimede det på besværlig. Det gør ordet vanskeligt at genkende for mange, og der er i forvejen flere, der forveksler værge og vægre.

Lad aldrig kirurg rime på Peru! Det gjorde en medarbejder i TV-A 10/10 i et indslag om en hjertekirurg. Slutkonsonanterne skal med.

Alkohol rimer på vold, til nød på Costa del Sol, men ikke så gerne på stol, sådan som det var tilfældet i TV-A 10/10.

Ordet politi ender på en vokal med stød. Det rimer på bi, ikke på vi. Men når det indgår som førsteled i en sammensætning, skal det ikke have stød. RA 12/10 fortalte om “politi- og militærstyrker”, men lod fejlagtigt politi- rime på bi. Fejlen opstår let, hvis øjnene under læsningen ikke har et tilstrækkeligt forspring for stemmen.

Det samme kan forklare forekomsten af en regulær trykfejl i talesproget: “alene på sygehusene står x antal personer på venteliste” (TV-A 5/10). Ordet står blev udtalt med stød, altså som i sætningen “hun står i solen”. Det skulle have været stødløst, som fx i sætningen “hun står på hovedet” (med normal udtale).

Klicheer

“Men håbet blev skudt i sænk” (RA 21/9). Vi har vænnet os til, at lovforslag mv. kan blive skudt i sænk, selv om billedsproget unægtelig halter lidt, men nu kan også noget så abstrakt som et håb skydes i sænk. Ærlig talt, smukt er det ikke.

“Mandagens historiske håndtryk” (TV-A 14/9).

“Frankrig er blevet banket på plads” (TV-A 20/9). Javel, sådan kan man altså også orientere om et forhandlingsresultat, og samme skæbne overgik Kristeligt Folkeparti, som ifølge RA 12/10 blev “banket på plads”.

Modsætningstryk

En gæst i TV-A 12/10 sagde NAtional og vedblev at sige NAtional med tryk på første i stedet for sidste stavelse. Det afspejler en tendens, som viser sig i en række ord, der ofte stilles op som modsætninger. Derfor tales der om et modsætningstryk. National står naturligvis i modsætning til international, der i rigtig gamle dage også havde tryk på sidste stavelse. På tilsvarende måde har subjektiv og objektiv fået trykfremskydning, så man fra ordets begyndelse fokuserer på modsætningen, ligesom primær og sekundær er på vej til at få obligatorisk tryk på første stavelse. Ordinær kan høres med tryk på første stavelse (kontrast til ekstraordinær), men endnu kun hos et mindretal.

Moderne tider

“En modernet kunsthåndværkerskole” (TV-A 16/9). Denne ordform breder sig, men den er ikke anerkendt som korrekt. Ordet moderne er kommet til os fra fransk, ganske uden -t. Når det siden af mange er blevet forsynet med endelse, skyldes det en afsmitning fra de mange datids tillægsformer, der kan anvendes som tillægsord, sml. ‘en ny bygning’, ‘en nyopført/fuldendt/velholdt/avanceret bygning’, ‘en moderne bygning’; moderne kan let blive til “modernet”, og det kan da bøjes som et udsagnsord i tillægsform: “de modernede bygninger præger bybilledet”. Men igen: at forstå alt er ikke at tilgive alt.

Svære ord

Et indslag i TV-A 19/9 fortalte om misbrugere, der injicerer deres stoffer. Indsprøjte/indsprøjtning kan måske af enkelte opfattes som lidt gammeldags, men alle forstår ordene.

“Vi skal bare kende konditionerne“, sagde en ellers letforståelig og populær medarbejder, der i TV-A skulle orientere om en ny udsendelse. Vilkår og betingelser er bedre.

Godt, at TV-A 20/9 omhyggeligt forklarede, hvad en simulator er.

Begynde

Studieværten i TV-A 10/10 indledte udsendelsen med at sige: “Vi begynder i Danmark”. Teksteren skrev “Vi starter i Danmark”. Grunden er givetvis et ønske om at spare plads. Prisen betaler de seere, der er allergiske over for starte i andet end maskinelle forbindelser.

En stilistisk forskel er der også på standse og stoppe; mange foretrækker standse, men jeg godtager ikke den begrundelse, en lytter har givet: “Stoppe er noget man gør med pølser”. Det er rent ud sagt pølsesnak. Som bekendt optræder mange ord i mange betydninger, og her er der oven i købet tale om to forskellige ord.

At ligge nummer tre

Det kan man, i moderne sprogbrug. I gamle dage lå man som nummer tre, eller man var nummer tre. “Farum ligger nummer to på verdenshitlisten”, forlød det i RA 9/9. Nydannelsen er endnu ikke så upåfaldende, at den kan anbefales i nyhedsformidlingen.

Kort

“Forklaringen på afstemningsresultatet skyldes ….” (RA 6/10). Nej, afstemningsresultatet kan have bestemte årsager, men forklaringen er eller kan være.

Vi bryder os, som anført talrige gange, ikke om at møde udtrykket “har taget ansvaret for attentatet” (TV-A 22/9), når der er tale om skyld, som man netop unddrager sig ansvaret for.

“Nordirland får ikke fred uden protestanterne er med” (TV-A 11/10). Uden er ukorrekt; her skal der siges medmindre.

“– har udsigt til og må gå fra hus og hjem” (TV-A 11/10). Uha, slemt at høre om og lytte til. Det, husejerne har udsigt til, er styrelse for forholdsordet til; vi skal have en navnemåde med at, altså “har udsigt til at måtte gå fra hus og hjem”. Det er i orden at udtale at som “å”, men altså ikke at fravælge navnemåden måtte.

Tyskland har kunnet tilslutte sig unionstraktaten (TV-A 12/10); kunnet blev udtalt “ku”. Knap så heldigt, som hvis det havde drejet sig om en reduceret udtale af datidsformen kunne, hvor “ku” i tryksvag stilling er fuldt acceptabel, fx i “han kunne ikke gøre for det”, “de kunne ikke nå længere frem”. Men reduktionen er altså ikke anbefalelsesværdig i “han har ikke kunnet gøre for det” og “de har aldrig kunnet nå længere frem”.

“På almindelige mennesker kan det virke meget forargende”, sagde en medarbejder i TV-A 15/10. Det er forargeligt, at medarbejderen ikke ramte den præcise ordform. Husk digterens ord om det danske sprog: “Sproget slutter som en handske/ om en fast og venlig hånd”.

Sprogprisen

Danmarks Radios sprogpris for 1993, dén med det skrækkelige navn “Den gyldne mikrofon”, tilfalder i år Halldor Sigurdsson. Prisens idé er at opmuntre andre til sproglig opmærksomhed ved at pege på medarbejdere med et prisværdigt sprog. Derfor er der tradition for, at Sprogbrevet bringer en omtale; dets forfattere sidder da også i bedømmelseskomiteen.

Der er mange gode grunde til at stille ind på Halldor Sigurdsson. Faktisk er det komplet umuligt at slukke for radioen, når han er ved mikrofonen. Han kan være i Mellem- eller Sydamerika eller hjemme i studiet: Han er altid værd at høre på og ikke til at tage fejl af.

Sproget er nuanceret, velartikuleret og båret af den diskrete begejstring, som fortæller lytteren, at dette her er værd at beskæftige sig med. Udtalen har et nordatlantisk anstrøg, som harmonerer smukt med for- og efternavn – men dansk er det, klassisk er det – og en lille smule gammeldags, selv om Halldor Sigurdsson af sind er ung og nysgerrig som en teenager.

Sprogpolitisk er han mere konservativ, end han er klar over, ganske svarende til den biologiske alder. Han kan hverken lide sjusk, klicheer eller amerikanske nedslag i sproget – uden dog at forfalde til islandsk fundamentalisme i sproglige anliggender. Halldor synes aldrig, at to udtryk er lige gode – og det har han stort set ret i!

Hvis han taler efter manuskript, forbereder han sig grundigt – så man ikke mærker det. Bedst er han, når han fortæller, når han står midt i det hele og deler ud af sin lyst til at opleve. Han er uden persons anseelse – taler lige respektfuldt med manden på gaden og eksperten eller politikeren. Halldor Sigurdsson ligger hverken på maven for autoritet eller autoritære synspunkter. Alt underkastes en kritisk analyse. Han går om bord i mennesker overalt i verden, indstiller sig efter dem, lytter – formidler og prioriterer. Timing må der til! Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – men Halldor Sigurdsson har disciplin som en kontorchef i planstyrelsen. Her taler vi kun om hans radiofoniske disciplin, naturligvis.

Halldor Sigurdsson skal have årets sprogpris, fordi han har mod til at være Halldor Sigurdsson, den årvågne journalist og reporter, manden midt i begivenheder og hverdagsliv, manden, der sætter sig grundigt ind i tingene som en stuelærd pedant, men alligevel har bevaret barnet i sig: Verden er spændende, nok værd at rejse rundt i og fortælle om. Den genopstår i ny skikkelse, hver gang vi lytter til ham. Godt at have ham som radiofonisk profil i Danmarks Radio, i lytternes højttalere – godt, at han er udfarende uden at være omkringfarende – godt at der er plads til enere med noget på hjerte og evner for formidling. Halldors pris!