Sprogbrevet nr. 82

Udtale

“Han har skiftet rullekravesweateren ud med en sweatshirt” (P1 15.4.93). Vi tager den endnu engang. Sweatshirt udtales ikke som om det stavedes sweetshirt. Udtalen er swætsjööt. Det er nemlig et engelsk ord, og udtalen bør ligge tæt op ad engelsk. Det er meget nemt, tænk bare på at stavelsen sweat- udtales på samme måde i sweater og sweatshirt.

Det er jo rigtigt at den engelske bogstavkombination ea i de fleste tilfælde udtales som et langt i (beat, hear, tea osv.), men der er visse undtagelser. Den vigtigste brøler på dansk er alt med steak: Ordet udtales stæjk på engelsk og på ordentligt dansk. Og hvis du siger tea break i stedet for tepause, så er udtalen tii bræjk.

Tillægsordet forbilledlig skal helst ikke have trykket på –bil– (P1 15.4.93). Første led af ordet er forbillede, og trykket bør blive på for-.

Dansk og fremmed

“Den delikate fredsplan bryder sammen” (TV-A 25.3.93). Der har uden tvivl stået delicate i det engelske nyhedstelegram der ligger til grund.

Ordet delikat har vi over et eller flere af de store sprog fået fra latin. Det latinske delicatus betyder ‘indtagende, dejlig, elegant, fin’ og andet af den slags positivt. Men hvad der er dejligt, fint og elegant, er også tit skrøbeligt, og i moderne europæiske sprog har betydningen af delikat spaltet sig ud i to hovedbetydninger. Dels ‘lækker’ om spiselige ting (nogle delikate frikadeller), dels ‘skrøbelig’ om noget der let går i stykker (en delikat fredsplan), og derfra videre til ‘vanskelig, ømtålelig, pinlig’ (en meget delikat sag).

Danske ordbøger har gennemgående disse hovedbetydninger, men de allerfleste danskere kender kun delikat i betydningen ‘lækker’, og de vil ikke have forstået den delikate fredsplan.

Skik og brug I

I de sidste tredive år er der sket et voldsomt skred i vore sproglige omgangsformer. Vort meget fintregistrerende system af hilsener er ved at blive reduceret til et enkelt hej, tiltaleordene De og du er endt i det rene kaos, og noget lignende gælder forholdet mellem for- og efternavn i tiltale og omtale.

Det har gjort modersmålet fattigere og livet besværligere. Nuanceringer og fine signaler er gået tabt, der er opstået sproglige konflikter eller i det mindste misforståelser mellem generationerne, som ikke fandtes før, det er blevet meget svært at oversætte visse udenlandske tekster til dansk, og man må nøje tage bestik af situationen og planlægge om man vil lægge ud med De eller du når man henvender sig i en bank eller ved en pølsevogn – og så risikerer man endda et blive retledt.

Disse katastrofer er indtruffet næsten ubemærket, mens den offentlige sprogdebat har raset over de flade a’er, jamret over i steden for, har fordømt dem der siger fordi at eller udtaler d’et i snedker – og med Dannebrog højt hævet har man patriotisk forsvaret stavemåden mayonnaise.

Nu har en lytter gjort mig opmærksom på at der engang imellem er unge og yngre DR-folk som i interview eller når de har gæster i studiet der ikke er helt unge, prøver at finde tilbage til en omgangsform som ikke hæmmer gæsterne så meget som den moderne. Det er særdeles prisværdigt.

Men der er det problem ved det, at de yngre DR-folk somme tider ikke kender de omgangsformer de ønsker at bruge, specielt mht. brugen af navne i tiltale. Dem vil vi derfor kort repetere her.

Først skal det siges at man altid kan bruge fornavn + efternavn: Lise Østergaard, Hans K. Jensen. Vælger man ikke denne løsning konsekvent, må man skelne mellem kvinder og mænd.

Til mænd kan man bruge efternavnet alene: Dyremose, Rifbjerg, Seidenfaden. Man kan også bruge et karakteristisk mellemnavn med udeladelse af det egentlige efternavn: Riiskær, Nyrup. Imidlertid gælder der særlige regler for de almindeligste -sen navne. Kald aldrig nogen Christensen, Nielsen, Hansen, Jensen, Pedersen, Olsen, Larsen osv. uden fornavn; uanset hvor berettiget det er, vil de opfatte det som groft nedsættende (jeg hedder selv Hansen, jeg ved hvad jeg taler om). Men med de sjældne -sen navne skulle der ikke være problemer: Lassen, Kortzen, Gregersen, Thyssen osv.

Til kvinder må man under ingen omstændigheder bruge efternavn alene – uanset hvor fint og sjældent det er. Så her er fornavn + efternavn egentlig obligatorisk: Bente Hansen, Jytte Hilden, Lis M. Frederiksen, Charlotte von Herzen.

Disse regler gælder hvad enten man siger De eller du til hinanden. Men der er naturligvis intet i vejen for at intervieweren eller studieværten kan være Des med nogle og dus med andre i samme udsendelse. Hvis han kender en og er vant til at sige du, vil det være unaturligt at gå over til De bare fordi der er mikrofon på. Fornavn alene forudsætter du og er uforeneligt med De, både når det er mænd og kvinder. Vær alligevel meget tilbageholdende med at bruge fornavn alene til folk du er dus med. Fornavnstiltalen er det der allertiest klages over når lyttere og seere kritiserer DR; man føler at man bliver holdt udenfor. Der opnås vel intet ved at tirre folk, når fornavn + efternavn nu altid er en mulighed.

Næste gang afslutter vi dette emne med reglerne for brugen af titler og hr., fru og frøken.

Hvad er

En muslimsk krigsfange? spørger en DR-medarbejder som har brugt udtrykket i en toptekst. Er det en muslim som er taget til fange af serberne, eller er det en serber der er fange hos muslimerne?

Isoleret er udtrykket flertydigt, ligesom fx en svensk bil. Det kan være en Volvo eller en Saab, men det kan lige så godt være en Toyota med svenske nummerplader.

Nationalitetstillægsord kan i mange forbindelser dels betegne oprindelsen: den polske immigrant Chris Janikowski, dels nuværende placering og tilknytning: den amerikanske statsborger Chris Janikowski.

Sproget har masser af den slags flertydigheder. Når vi som regel ikke lægger mærke til dem, er det fordi sammmenhængen – og modtagerens instinktive vilje til at få mening i tingene – sikrer én fornuftig læsning.

I det tilfælde som er udgangspunkt for dette, fremgik det at den mand det drejede sig om, var serber og at han havde begået krigsforbrydelser mod muslimer. I en sådan forbindelse kan man ikke være i tvivl om hvad en muslimsk krigsfange er.

Find fem fejl

1. Han var anset som den sandsynlige leder. (RA 11.4.93)
2. Fiskeriorganisationerne drøfter igen deres problemer med Bjørn Westh. (RA 4.4.93)
3. Der vil være inspektører på alle skibe på Donaufloden. (RA 18.4.93)
4. …ikke alle [myter] fremmer debatten om hvilket europæisk hus, der kan og bør bygges efter murens fald. (Emil 1993, nr. 4 p. 9)
5. De røde khmerer har opbygget sin modstand. (P1 11.4.93)

Kort

“… da han fik afslag på en ansøgning om et rejsestipendiat” (P1 31.3.93). Nej: rejsestipendium! Et stipendium er et beløb som stilles til rådighed med henblik på uddannelse, rejser o.l. En stipendiat er en modtager af et stipendium. Et legat er et beløb som, evt. efter ansøgning, tildeles personer eller institutioner til forskellige formål. Sammenblandingen af stipendiat og stipendium er almindelig og skyldes naturligvis ordet legat; men det rigtige er ikke så svært at lære hvis man tager sit arbejde alvorligt.

“Du siger det er et stykke sanselig musik? Nu er påsken jo ellers en højhellig og verdslig tid…” (P2 11.4.93). Man troede ikke sine egne ører: verdslig udtalt korrekt, med stumt d: værsli. Til gengæld har DR-medarbejderen tydeligvis ikke anet hvad ordet betyder. Man kan ikke få det hele…

Bibellæsningen i P1 11.4.93 blev annonceret med angivelse af at der ville blive læst af kapitel 9 og 11-13. Det er ikke første gang der er pinlige fejltrin fordi kendskabet i DR til eksotiske religioner som kristendommen er så beskedent. Men altså: Bibelen er en ret stor bog. Det Gamle Testamente hedder den første del af den, og den fylder ca. 3/4 af det hele. Det er Det Gamle Testamente som der læses af for tiden. Det er så stort at det er inddelt i over 30 romaner. Det er derfor meningsløst at nævne kapitel 11, hvis man ikke har sagt hvilken bog det drejer sig om. I dette tilfælde var det Første Mosebog.

“Sjevardnadse siger at han ligefrem kan dufte borgerkrigen” (P1 22.3.93). Sprogbrevet plejer, ganske vist lidt uengageret, at forsvare folk der dufter til en blomst, en parfume eller en raffineret sauce. Men her sætter vi liggodt grænsen! Når man kan forsvare dufte til, er det fordi udtrykket indfører en betydningsnuance vi ikke havde før, og det plejer er være ønskværdigt. Men fører det bare til at det gode gamle ord lugte forsvinder, så er vi ikke med mere.

Vi har gang på gang, vistnok forgæves, anholdt næsten intetsigende talangivelser som et tocifret millionbeløb og et trecifret milliardbeløb. Men i TV-A 12.3.93 havde meteorologen gjort rede for at frostens tid nu var omme. For dog ikke at stemme forventningerne for højt, sagde han: “Men det bliver stadig encifrede grader”. Se, det giver jo god mening!

“De røde khmerer har opbygget sin modstand” (P1 11.4.93). Vi herser forgæves for at minde folk om at sin/sit/sine ikke bruges om flertal; her skal bruges deres. Og i Sveriges Radios Språkbrevet nr. 3 1993 hæver redaktøren øjenbrynene over sætningen “De hålls fängslade i deras hem” og derefter pegefingeren, idet han indskærper at det naturligvis skulle have været sina!

Det nordiske sprogfællesskab er ved at være over os!