Sprogbrevet nr. 78

Maastricht mv.

Alt for mange interesserer sig for trykfordelingen i dette stednavn. Vore doktrinære læsere skal betjenes først: Sig “maaSTRlKT” – med tryk på sidste stavelse.

Sprogbrevets mere ræsonnerende læsere skal selvfølgelig have en forklaring. Den baserer sig på trykforholdene i nederlandsk og fransk. I begge sprog ligger trykket på sidste stavelse.

Endnu mere eftertænksomme læsere har imidlertid sikkert allerede gennemskuet, at kriteriet ikke kan være forholdene i det eller de sprog, der omgiver den pågældende lokalitet; i så fald skulle det fx hedde Paris med stumt s og London uden åbent å i sidste stavelse. Og Aarhus skulle ikke have stød i anden stavelse; det skulle rime på sjus, ikke på mus.

Sagen er, at Maastricht både i dansk, engelsk og andre sprog kan høres med tryk snart på første, snart på sidste stavelse. I de germanske sprog er tendensen til tryk på første stavelse stærk, så når et ord udefra rigtig får borgerret, “akklimatiseres” trykket. Sådan er det ved at gå med Maastricht, men det slår næppe igennem, før brugen af stednavnet fortoner sig et sted i historiebøgerne.

Indtil da må vi leve med, at fx nogle ministre siger “maaSTRlKT”, medens statsministeren siger “MAAstrikt”. Det vil falde en del mennesker vanskeligt; for de har den fattige opfattelse, at kun én udtale kan være rigtig.

Der knytter sig ikke kommunikative problemer til variationen; ingen kan i hvert fald overbevise mig om, at trykvarianterne giver anledning til misforståelser.

Men forklaringer er ét, direktiver noget ganske andet. Til DR’s medarbejdere: Sig “MaaSTRlKT”. Og nu er det alvor!

Skal der vælges mellem “BRYSsel” og “brySÆL”, anbefaler jeg den sidste, dén med tryk på sidste stavelse, og skal jeg vælge mellem de mange variantudtaler af Edinburgh, foretrækker jeg den engelske, der er ved at udkonkurrere de gamle fordanskede udtaleformer. En lang forklaring kunne gives, men de fleste læsere er tilsyneladende tilhængere af gammeldags opdragelse.

Find fem fejl

1. ” – har Jens Kistrup, Peter Høeg og Erik Wedersøe som gæster, hvor de fortæller om erindringer, de har udgivet” (Programoversigt, tv, 29/11).

2. “NN tilføjer værket nye og uventede perspektiver” (P1 3/12).

3. ” – fjendtlige tropper havde sprunget broen i luften” (P1 27/11).

4. “Landboforeningerne mener, at de også må have sit ord at sige i denne sag” (RA 24/11).

5. “Hvordan kan et incestoffer tage fat på hendes problemer over for moderen, der ofte fortrænger hendes viden om det skete” (P1 24/11).

Klicheer

I en reportage (TV-A 10/12) fra EF-mødet i Edinburgh forekom den petitjournalistiske formulering “på dette royale slot”. Hverken elegant eller lettilgængeligt for alle.

I samme stil var udtrykket det lille alpeland om Schweiz (TV-A 7/12).

En slatten vending er også “NN må have sovet i timen” (TV-A 6/12).

Udtale

Indenrigsminister mv. Thor Pedersen blev i TV-A 6/12 omtalt med hårdt d i efternavnet, men dagen før blev der sagt “Peddersen” med blødt d. Mange opfatter den sidstnævnte form som meget gemytlig. Jeg anbefaler udtalen med hårdt d – eller en udtale med lang vokal foran det bløde d, så Peder– rimer på heder, ikke på hedder.

Typisk skal ikke have stød på y, så det begynder som Thy. Det skal i nyhedsudsendelser udtales “typpisk”.

Heldigt var det ikke, at mange seere i TV-A 1/12 mente at høre ordet desværre, da studieværten talte om, at fartsynderne kunne få “det sværere” efter nytår. Sværere har tre stavelser.

Eddike blev udtalt med skarpt i i TV-A 8/12. Det lød næsten som en staveudtale.

I samme udsendelse blev fynske af studieværten udtalt uden stød. Rigsmålet har stød både i Fyn og fynsk.

Der røg en konsonant ud i TV-A 7/12, da studieværten omtalte en schweizer, ikke som en “svajtser”, men som en “svajser”. Det kunne man i gamle dage, men det er ikke så godt længere.

Ukyndighed

Den svenske forfatter og professor Esaias Tegnér (1782-1846) er ikke kendt af enhver. Men når han skal omtales af en medarbejder i DR, bør fornavnet ikke udtales “eSlas”, og efternavnet bør ikke have tryk på første stavelse (P1 6/12).

Historie

I et tidligere sprogbrev kapitulerede jeg over for medarbejdernes brug af intern jargon, når de kaldte et indslag for en historie. Jeg havde tidligere frarådet det flere gange, i begyndelsen med en omhyggelig begrundelse, men lige meget hjalp det. Nu har jeg fået så mange breve om det samme emne, at jeg alligevel forsøger et nyt fremstød. Historie giver os ikke-journalister fornemmelse af fiktion og underholdning, og vi kan ikke lide at høre indslag fx om krig, sult og sygdom omtalt som historier. Hold op med det. Giv os den julegave at afstå ordet til dem, der ikke beskæftiger sig med det virkelige livs barske kendsgerninger. Der er i forvejen nok, der slører skellet mellem fakta og fiktion.

Oplæsning

Flere reportere i TV-A er gode til at tale med folk, men dårlige til at læse manuskripter op. Det kunne man fx høre i TV-A 3/12, og i TV-A 12/12 hørte man oven i købet oplæsning af et manuskript holdt i en meget tung administrationsstil med en imponerende ordmængde før sætningens verballed (udsagnsled). En i nyhedsformidlingen efter dette mønster fortsat udviklet manuskriptpraksis, uden hensyn til den til lytternes disposition stående korttidshukommelsesspændvidde, vil kunne få uheldig indflydelse – efterfølgende.

Angiveligt

Som tidligere nævnt en lumsk glose. Nogle opfatter ordet som nøgternt oplysende; andre mener, at det rummer en indbygget skepsis. Så når det i TV-A 8/12 hedder, at “lytteapparaturet skulle angiveligt stå hos den slovakiske kulturminister, en tidligere kommunist”, så er man i tvivl. Angiveligt betyder ‘efter hvad der oplyses’, men nogle indbygger ‘og det er sandsynligvis ikke rigtigt, men det påstår de altså’.

Kort

“Landbrugsministrene har snakket om, at –” (TV-A 7/12). Det er naturligvis et spørgsmål om stil. Jeg foretrækker her talt om eller forhandlet om.

Bill Clinton blev omtalt som præsident allerede i RA 5/12. Tøv lidt.

“NN gav Boris Jeltsin carte blanche“, hed det i TV-A 5/12. Det udtryk er der mange, der ikke forstår.

“– for godt et år siden” (TV-A 12/12). Jeg minder for en sikkerheds skyld læserne om, at brugen af ordet godt i konstruktioner som “godt 1000 kr.” og “kl. godt 12” er uheldig, eftersom halvdelen af befolkningen (den yngre del) gennemgående bruger godt i betydningen ‘lidt mindre end’, medens den anden halvdel (den ældre del) gennemgående bruger godt i betydningen ‘lidt mere end’.

Godt placerer sig i sådanne udtryk på linje med et andet ord, man skal holde sig fra et par årtier: forfordele. Bliver man i ældre sprogbrug forfordelt, får man mindre, end der tilkommer én. I yngre sprogbrug får man mere.

En tekstning i TV-A 5/12 bragte formen “intergreret” for integreret. Formodentlig er der tale om en såkaldt forudgribelse; der er et par r‘er senere i ordet.

Verbet at ske er ved at trænge ind steder, hvor det ikke traditionelt hører hjemme. I TV-A 1/12 blev der fortalt om et “udenrigsministermøde, som sker i næste uge”. Det finder vel sted. I RA 11/12 hørte man på tilsvarende måde om, at blodpropper i hjertet skete 10 år senere. Blodpropper sker ikke!

“De penge ville skatteyderne anse at være tabt” (TV-A 3/12). Det er ikke godt dansk. Man skal sige anse for at være tabt.

Nytårsønsker

Det danske samfund har i det forløbne år beskæftiget sig mere med sprogspørgsmål, end vi er vant til herhjemme i fredstid. Vi har i mange forskellige sammenhænge talt om presset fra engelsk, og skolen og uddannelserne vil lægge større vægt på elevernes og de studerendes mulighed for at udtrykke sig mundtligt og skriftligt. Det er godt at erhverve sig kundskaber, men det er endnu bedre, hvis man i tilgift opnår praktisk færdighed i at formidle dem til andre.

Forhåbentlig fastholder man i uddannelserne helheden i det sproglige arbejde, så det ikke blot fører til en “opstramning” af arbejdet med stavning og formel sproglig korrekthed. Det er nyttigt at beherske samfundets sprognormer, og det kræver tid at tilegne sig dem. Men det er også vigtigt, at arbejdet med de små enheder (bogstaver, lyde, stavning, udtale) ikke tager al energien. Jeg synes, DR’s fortræffelige programmedarbejdere skulle arbejde mere med mundtlig fremstilling og med oplæsning, med at udvikle en distinkt og prægnant fremstillingsform, der klart prioriterer det stof, der fremlægges. Hvis alt fremstilles som vigtigt, væsentligt og historisk, er intet vigtigt, væsentligt og historisk. Hvis alt ledsages af de stærkest mulige effekter (sproglige som visuelle), er man imprægneret den dag, der virkelig står noget på spil. Lad os undgå inflation og devaluering i det sproglige udtryk, lad os fremme det danske sprog ved at vise, hvor godt og varieret det kan bruges, og lad os mødes i det nye år om vort fælles anliggende. Glædelig jul!