Sprogbrev nr. 7

Udtale

Etape og etaper skal ikke rime på abe og aber (RA 7.3.86), men udtales som om det blev stavet etappe, etapper. Det minder om type, typer og typisk, der skal have kort y, som om stavemåden var typpe osv.

Posthum udtales med tryk på hum, og ordet skal rime på konsum med langt u. Det er latin og betyder “efter døden”. Post med betydningen “efter” har vi også i postlúdium (efterspil) og postscríptum (efterskrift), hvor trykket kommer efter post, ligesom i posthúm. I disse ord udtales post som i posthus. Hvis der derimod er hovedtryk på post-, skal det udtales så det rimer på låst (døren er låst): póstdatering, póstmodernisme, póstdiluviansk, póst féstum.

Modernede kampfly (RA 18.2.86) skal være moderne kampfly. Tillægsordet moderne skal aldrig bøjes: en moderne metode, det moderne menneske, (de) moderne kampfly.

Yorkshire er engelsk og skal udtales jorksjøe og absolut ikke jorksjie (TV-programoversigt 10.2.86). Det samme gælder Hampshire: hampsjøe. Der er jo ellers en tendens til at udtale hvilket som helst navn som om det var engelsk; lad det også komme Yorkshire og Hampshire til gode!

Iransk skal udtales med trykket på sidste stavelse: iránsk. Det er en fast regel at når man har et landenavn på –an og dertil et tillægsord på –ansk, så skal trykket ligge på –ansk: Japan – japansk, Sudan – sudansk, Jordan – jordansk, Bhutan – bhutansk. Eller sagt på en anden måde: endelsen –ansk har altid hovedtrykket: koreansk, afrikansk, nigeriansk, spartansk, republikansk, vulkansk, randrusiansk osv.

Kollega hedder i flertal enten kollegaer eller kolleger. Kolleger udtales enten med almindeligt hårdt g, eller det udtales så det rimer på neger, altså med blødt g eller uden nogen som helst konsonant: kolleer. Men dette skal ikke overføres til entalsformen kollega (Kbh.R 13.3.86); kollega skal have hårdt g, sådan at det rimer på bodega.

Bryssel og Bruxelles

Jeg udtrykte mig ikke klart nok om navnet på den belgiske hovedstad i sidste sprogbrev.

Der er to officielle og fuldstændig korrekte former på dansk nemlig Bruxelles og Bryssel. Bryssel er hverken mht. stavemåde eller udtale lig med den flamske form, men den er tæt på, og flamsktalende belgiere opfatter den absolut ikke som tysk, men som – dansk. Man kan altså roligt skrive og sige Bryssel hvis man synes at det ikke skal være på fransk hver eneste gang.

Jeg var også inde på den finlandske hovedstad, og det har givet anledning til et par forundrede spørgsmål om finlandsk. Skulle det ikke have været finsk?

Nejda! Staten Finland er befolket med finlændere, og hvad der har tilknytning hertil betegnes som finlandsk. En del af finlænderne har sproget finsk som modersmål, og dette flertal kaldes finner – i modsætning til det store mindretal af finlændere som har svensk som modersmål.

Denne skelnen mellem staten på den ene side (finlænder, finlandsk) og sproget på den anden side (finne, finsk) er vedtagen officiel sprogbrug i dansk, norsk og svensk, men den er jo langtfra slået an endnu, og mange bliver nok distraheret af de nye ord finlænder og finlandsk. Så i en hurtig meddelelse er det stadig det sikreste at sige finne og finsk i begge betydninger. Men i en længere udsendelse om Finland og finske forhold ville det være rimeligt at forklare forskellen mellem finne og finlænder, finsk og finlandsk og så benytte ordene i deres præcise betydning.

Taxa

Et par DR-medarbejdere har været betænkelige ved det jeg skrev om Taxa i Sprogbrev nr. 5. Går det virkelig an at bruge ordet i betydningen “hyrevogn”?

Ordet taxa er ikke indregistreret som ordmærke (varenavn). Derimod er der indregistreret et figurmærke, dvs. en tegning, hvori ordet Taxa indgår. En chauffør eller en vognmand må derfor ikke kalde sin hyrevogn for en taxa, medmindre den hører til i det firma som hedder Taxa. Men i almindelig daglig tale betyder taxa nu engang “hyrevogn”, og der kan ikke være noget galt i at bruge ordet på den måde. Der er faktisk masser af dagligdagens ord som er varenavne: bladan, cellofan, mærkat, bakelit, frisbee, jeep, antabus, folkevogn, yoyo, osv.

Det er naturligvis ikke tilladt at bruge disse ord som navne på andre produkter end dem de er indregistreret til; men der er ikke noget i vejen for at man i daglig tale bruger fx cellofan om gennemsigtigt indpakningspapir i almindelighed, uanset fabrikatet.

Check, tjek og tjekker

Der er kommet et spørgsmål om disse ord og deres stavemåde.

Check er kommet til os fra engelsk for så længe siden at vi har fået den uengelske udtale sjæk, men den engelske stavemåde er altså bevaret. (Når chok staves med k, hænger det sammen med at dette ord kommer fra fransk choque, og efter de faste regler der gælder for fordanskning af franske ord skal et que blive til k).

Ordet checke i betydningen “kontrollere” er også kommet fra engelsk, men først for en 25 år siden, så det har ikke tilpasset sig mht. udtalen: det hedder jo tjække, og hertil har man så et check. Efter den nye Retskrivningsordbog, som kommer ca. 1. oktober vil man også kunne stave checke og et check på dansk maner, sådan som det allerede er almindeligt: tjekke, et tjek.

Så er der republikken Czekoslovakiet og de tilhørende ord czekoslovak, czekoslovakisk, czeke og czekisk. De har allerede nu de fornuftige sideformer Tjekkoslovakiet, tjekkoslovak, tjekkoslovakisk, tjekke og tjekkisk. Formerne med cz– har intet med tjekkisk at gøre (der skriver man č), men er klokkerent polsk – som unægtelig har bredt sig til engelsk. I den nye Retskrivningsordbog er cz-formerne udgået.

Vanskeligt og umuligt

“Den 4. marts har der været fejl på kommandoanlægget i studie 5, og blandt vore servicefolk, som mangler disse kort, er der fortsat stor utilfredshed over dette. Det vanskeliggør fejlfindingen og umuliggør, at “lynservice” kan finde sted.” (brev fra Anlægsafdelingen, TAA, marts 86).

Jeg må give kritikerne ret: det er ikke klart om det er fejlene eller utilfredsheden der umuliggør fejlfinding, og hvis det er mangelen på visse kort, fremgår det slet ikke. Man skal altid se godt efter at det er klart hvad et det henviser til; det er et meget alsidigt lille ord, og det giver tit unøjagtigheder hvis man ikke passer på.

Kort

“Som socialdemokratisk chefideolog er det han som skal føre linjen videre” (TVA 9.3.86). Der er mange svenskheder i DR og andre steder, men det er noget nyt at de også når helt ind i grammatikkens allerinderste.

“På Bornholm er det sædvanen tro glat på udsatte steder” (RA 21.2.86). Det skulle have været som sædvanlig; sædvanen tro er en kliché som kun kan bruges når man taler om mennesker der foretager sig noget: “Sædvanen tro tog de sig en øl efter lukketid”. At bruge udtrykket om glat føre er et typisk udslag af en petitjournalistisk tendens til endelig ikke at sige tingene ligeud, men finde på smarte eller tuttenuttede omskrivninger.

I Radioavisen 7.3.86 oplystes det at Anker Jørgensen i 1973 besøgte den afdøde sovjetiske partisekretær. Ganske smart hvis man ikke vil have for meget vrøvl med de russere – men det har jo nok været den nu afdøde.

“Fra hele verden er det strømmet ind med beklagelser over Palmes død” (Tekst-tv 2.3.86) At beklage sig over noget er at brokke sig over noget som man er utilfreds med for at få det ændret: “Der er indløbet flere beklagelser over den langsomme ekspedition”. Og det er noget helt andet end “Kontoret har udsendt en beklagelse af den langsomme ekspedition”; det betyder at man erkender at man selv er skyld i et uheldigt forhold. Så det må være noget andet Tekst-tv mente.

“Borgmester Knud Andersen pålagde Venstres formand ansvaret for regeringsomdannelsen” (RA 13.3.86). Nej, det skal være gav ansvaret, så enkelt er det. At pålægge en noget er at give én besked om at gøre noget: “Borgmesteren pålagde formanden at få orden i sagerne snarest”.

Flertal af kontoen skal ikke være kontierne (RA 6.3.86). Reglen er at fremmedord der danner flertal ved at ændre slutvokalen, får bestemt form på –ene: musicus – musici-ene, visum – visa-ene, konto – konti-ene. I øvrigt kan man jo bruge den helt igennem korrekte form kontoerne.