Sprogbrevet nr. 68

Klicheer

Et TVA-indslag 7/1 meddelte os gentagne gange, at det tyske marked var eksploderet. Det var lykkedes nogle danske virksomheder at sælge noget mere.

” – håber, at tavlen kan vaskes ren” (TVA 7/1).

” – så det basker – ” (TVA 5/1).

” – stramme op på – ” (TVA 5/1).

” – sætte alle sejl til – ” (P1 28/12).

Et længere, klicheagtigt udtryk har en medarbejder (iflg. brev af 16/12) fundet hos sig selv, såmænd: “Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om – “. Det er ganske rigtigt en lidt træls indgang til et spørgsmål, og man må imponeres af den selvransagelse, der ligger bag brevet. Skulle vi oprette en sproglig skriftestol? Konsulenterne kunne have skriftemål på faste tidspunkter.

Så kunne man måske møde den nytårskoncertspeaker, der oplyste, at programmet startede med et bestemt nummer. Lige dér var ordet ikke velanbragt. Strauss starter ikke, hverken den yngre eller den ældre.

Det er i øvrigt en god idé for enhver programmedarbejder engang imellem at lytte sine egne udsendelser igennem med henblik på personlig sproglig efterkritik. Mange af os slider uden at vide det for meget på bestemte ord, udtryk og teknikker.

Find fem fejl

“mange af de, der er ansat her, er” (TVA 10/1).

“de allieredes bomber har sat sine mærker” (TVA 5/1).

“NN (en medarbejder i DR) besøger forfatteren i sit hjem” (P1 10/1).

“at dronningen skulle vise sig i anledning af hendes jubilæum (TVA 14/1).

“Fare for pletvise glatte veje pga. rimdannelser” (Tekst-tv 30/12).

Udtale

Der er tryk på tredje stavelse i ordet oberstløjtnant (TVA 5/1).

Derimod skal første stavelse have tryk i free lance (TVA 10/1).

En tidligere sprogprismodtager brugte udtalen “loRÆNG” flere gange i sin omtale af Alsace og Lorraine (P1 30/12); det bliver udtalen ikke rigtigere af. Det skal hedde “loRÆN” med langt n eller æ i den betonede stavelse.

“Flere parlamentariske forhandler”. Oplæseren slugte det sidste e (RA 3/1).

Der er en æ-lyd i Trollhättan. I P1 23/12 omtaltes byen som Trollhattan.

I et TVA-indslag 3/1 hørtes ordet encyklopædi i to varianter, én med “æn-“, én med “ang-“. De er begge udbredte og ligger begge inden for rigsmålsnormen.

Nogle mener til gengæld, at hvis man siger “ang-“, skal man også sige “-si-” i stedet for “-sy-“, sådan som man gør i Frankrig.

Ræsonnementet holder ikke. For det første er udtalen –ang– slet ikke fransk, men kun en dansk tilnærmelse til den franske nasalvokal. For det andet – og vigtigste – udtales fremmedord ikke enten efter danske eller efter fremmede regler. Kompromisser er det almindelige. Citroën udtales på fransk med “-æn” i sidste stavelse; den danske udtale er pseudofransk: “-æng”. Det bliver den ikke mindre rigtig af, ligesom Paris med hørbart s er den rigtige danske udtale; men ordet har hentet sin trykfordeling i fransk.

Parfume siger vi på dansk med y-lyd. Det har ikke meget med fransk at gøre, hvor man nærmest siger “parFÖNG”. Tilgiv den primitive lydskrift.

Vi alene vide

Ordene tillægges kong Fr. VI, men noget citat er der ikke tale om, jf. Vogel Jørgensens ‘Bevingede Ord’. Men altså: Alene kongen ved, hvad der er til gavn for folket. I 1835 betjente majestæterne sig naturligvis af pluralis majestatis, sagde og skrev vi, ikke jeg om sig selv. Verberne havde dengang flertalsbøjning i nutid: jeg ved – vi vide. Derfor måtte det hedde ‘vi alene vide’.

Auken alene vide er derfor sproglig set et rigtig dårligt udtryk: Auken er og bliver ental, og brugen af den gamle flertalsform ‘vide’ er ukorrekt. I RA 16/1 citeredes en fremtrædende socialdemokrat flere gange for at have brugt udtrykket.

Billedpædagogik

Her i Sprogbrevet har vi ikke forpligtelser i forhold til billedsiden i tv. Men sproget samvirker med andre udtryk, og det er nødvendigt at se på sprogets placering i helheden, hvis man skal vurdere, om det er vellykket.

Det var svært at samle sig om indholdet i en reportage fra USA (TVA 5/1), da korrespondenten pludselig optrådte med cowboyhat. Det er herligt at se medarbejderne vove noget nyt, men kun så længe det drejer sig om “ualvorlige” indslag. For gevinsten i underholdningseffekt hentes ind på bekostning af informationsværdien. Det gjorde ikke noget her. Heller ikke, da værten i Søndagsavisen (5/1) pudrede næse og senere i badetøj aflagde rapport fra et svømmebassin. Bare alle ved, hvad de gør!

Stærke billeder så vi fra nedskydningen af en helikopter i Jugoslavien: Døde mænd i græsset. Oplæseren gjorde opmærksom på, at de var uredigerede. Næste dag genså vi dem i dagspressen.

Og så var der de sædvanlige slagteriscener (10/1, 14/1 osv.) med svin – ikke mennesker i hovedrollen. Måneden bød også på et konstrueret sommerhustyveri; tjener dette sceneri mon et pædagogisk formål? Er målet, at vi bedre skal forstå, hvad et sommerhustyveri er?

Der må ikke filmes under afhøringerne i Tamilsagen. Til gengæld får vi en tegneserieføljeton. Hvilket formål tjener mon den? Måske undervurderer man i tv’s nyhedsformidling efterhånden det sproglige udtryk. Det kan virke, som om effekt sættes højere end information.

EF mv.

I en henvendelse gør en læser opmærksom på, at man ikke kan kan bruge EF og Fællesmarkedet som synonymer. Der er mange fællesmarkeder i verden, og EF beskæftiger sig med andet end markedsforhold.

På samme måde er det forkert at tale om “EF-parlamentet”. Det hedder Europaparlamentet. Man kan heller ikke kalde Den Europæiske Union for “EF-unionen”.

Hmm

Når man lytter til andre mennesker, vil man med jævne mellemrum vise, at man følger med og på den måde tilkendegive sin interesse. Man kan nikke, smile, grynte, sige hm, se skeptisk eller opmuntrende ud – eller på anden måde vise, at man er et levende, evt. medlevende menneske. Erfarne radiointerviewere ved, at man skal skære ned på brugen af den slags signaler, spare på den såkaldte feed back, respons, tilbagemelding – eller hvad man nu ønsker at kalde fænomenet.

Det er distraherende, når en medarbejder i tjenstlig iver overforsyner sin samtalepartner med opmuntringer. Det skete i P1 13/1, da en særdeles velsmurt gæst begejstret fortalte om informationssøgningsmuligheder ved hjælp af edb – kun afbrudt af interviewerens hæmningsløse tilråb.

I øvrigt er det også et problem, når en tv-medarbejder nikker for ivrigt; men mange – bestemt ikke alle! – benytter sig af muligheden for at skære sig selv fra, når de interviewer.

Østpå

Grusien bruges ikke længere. Sig Georgien, georgier, georgisk osv.

Den nye statssamfund af uafhængige stater kalder vi SNG, idet vi tager begyndelsesbogstaverne fra de russiske kerneord: Sodrusjestvo Nesavisimykh Gosudarsty, ligesom vi i tilfældet USA tager dem fra engelsk – i stedet for at sige AFS (Amerikas Forenede Stater).

En fællesnordisk løsning er ikke sandsynlig. I Norge og Sverige tager man første bogstav i de oversatte kerneord. Derfor siger man i Norge SUS (Samveldet av uavhengige stater) og i Sverige OSS (Oberoende staters samvälde).

Dansk Sprognævn arbejder i øjeblikket på et forslag til standardisering af betegnelserne for de mange aktualiserede navne østpå. Mere herom i næste sprogbrev.

Kort

” – rammer durch igennem alle ligtorne” (P1 8/1).

Man kan træde på andres ligtorne, men ligefrem at “ramme igennem” eller “durch igennem” er imponerende. Det er knap så imponerende at bruge udtrykket i en tekst, der læses op fra manuskript.

Men indslaget var ikke præget af sproglig omhu, heller ikke hos den chef, der væltede fremmedord af sig i en diskussion om bl.a. vilkårene for programfladen i en public broadcast, et begreb, som ingen ulejligede sig med at forklare. “Smalle” programmer har deres berettigelse, men man behøver ikke at befæste dem med sproglige barrierer.

Man undrer sig over brugen af ordet migræne i Gøngehøvdingen (4/1 og 11/1).

Man undrer sig ikke længere over brugen af overstå, når vejrmagisteren 16/1 siger “når weekenden er overstået”. Men vi er et par stykker, der har ondt af dem, for hvem weekenden skal overstås.

“NN er fallit” (TVA 10/1). “Er gået fallit” ville have været bedre.

Flere og flere bruger ordet succesfuld (P1 23/12). Det er en klar engelsk påvirkning, og udtrykket har ikke hævd i dansk sprog. Det irriterer mange – men nogle er ved at vænne sig til det.

En medarbejder klager over, at kollegerne bliver ved med at “stille spørgsmålstegn ved” alting og slutter sit brev af med et ønske: “Bare vi kunne få stillet punktum for brugen af den!”