Sprogbrevet nr. 66

Opfindsomhed

Det er herligt, når nye journalistiske fremstillingsformer afprøves. De kan have som formål at få et konkret budskab igennem; de kan også have som formål at skabe variation i fremstillingsformen, hvad der igen kan stimulere opmærksomheden.

Et indslag i TVA 12/11 med en repræsentant for et cyklistforbund var opfindsomt i den forstand, at interviewet blev gennemført på en cykeltur. Men budskabet nåede ikke rigtig frem til mig, for jeg var dels betaget af teknikken, dels bekymret for de to cyklister.

I TVA 1/10 var der et indslag med den nye formand for frisørernes fagforbund. Vi hørte, at formanden ikke var frisør af uddannelse. Det var vist den store nyhed. Og intervieweren lod sig klippe under samtalen. Almindelig munterhed i stuen!

Nu venter vi spændt på, under hvilke omstændigheder man vil interviewe kloakarbejdere, cirkusklovner og sexologer.

En medarbejder i TVA 13/11 gennemførte et telefoninterview med moderen til en ung og lovende violinist – fra en telefonboks! Samtidig, under telefonsamtalen – hørte man prøver på, hvad violinisten kunne præstere. I sandhed en rigdom af impulser. Billedsiden kan samvirke med det sproglige, men den kan også være så dominerende, at alt andet viger.

I TVA må man naturligvis i vid udstrækning tænke i billeder. Det gør man så også! Slagteribranchen ville garanteret ikke få så megen omtale, hvis ikke der var stærke billeder at hente netop dér.

En anden branche, der byder på flotte billeder, er skibsværftsindustrien. Den følger man ivrigt. Men for tiden er det især kødets lyst, der styrer kameraerne.

Jamen, det er da underholdende at se nyheder præsenteret anderledes, end man er vant til – med stærke billeder. Men halvdelen af nyheden bliver ofte billedæstetikken og det nye i fortælleteknikken; det må man så se i øjnene! Mediet er budskabet – eller i hvert fald en del af det.

Udtale

“– de kvindelige attributter –”. Sidste ord blev udtalt med y i P1 8/11. Rigtige mænd foretrækker u.

Lad være med at udtale Lech Walesa med dobbelt w og å-lyd – selv om de gør det over there (TVA 27/10).

Er det korrekt at sige togene med en udtale uden stød, altså rimende på lovende, ikke på lågene, spørger en medarbejder telefonisk 13/11.

Ja, det er det. Men den klassiske rigsmålsudtale er dén med stød (som lågene).

I ental er der også sket en udtaleændring, idet flere og flere unge betjener sig af en stødløs udtale; de lader altså ikke ordet rime på kog!, men på en af udtalerne af hov!

Flertalsformen var, indtil den nye retskrivningsordbog udkom i 1986, tog, men den har fået følgeskab af den ligeledes korrekte form toge.

Hvis man vil holde sig til traditionen, skal man sige et tog, flere tog med samme udtale, dén med stød. Man kan også vælge det nye sæt: et tog, flere toge, begge former uden stød.

Tilsyneladende kan vi kun blive enige om bestemt form ental: toget. Her har alle rigsmålstalende stød (sml. tåget uden stød).

Apropos tog: passagerer blev tre gange udtalt på dsbsk: “passaserer” i TVA 5/11. Højere oppe siges der, fx hos SAS, “passasjerer” – når man da ellers taler dansk.

Gør mere ud af navnestoffet; hvorfor fx i programoversigten i P1 14/11 omtale Chr. Rimestad, som hed han Rimestadt?

Kjøller er navnet på en sprogmand, der deltog i en formiddagsudsendelse i P1. I programoversigten blev han udtalt med hørbart j. Langt de fleste siger “Køller”; j‘er i navne af den type er som regel stumme, jf. Bodil Kjer m.fl.

Mistrøstig (P1 23/10) har to udtalevarianter: én med tryk på første stavelse, én med tryk på anden stavelse. De fleste med et fortroligt forhold til ordet siger misTRØSTig.

Tryk kan være afgørende for forståelsen af en sætning. For nylig hørte man i en radioudsendelse, at en person “var kommet på Vallø, lige fra hun var barn”, men ‘kommet’ var ubetonet, så det lød som om det drejede sig om indlæggelse på en institution.

Omvendt var der et uheldigt tryk i TVA 1/10, idet ‘stod’ var betonet i “– stod helt i traditionens tegn”. Det lød, som om en anden havde påstået, at der var tale om et traditionsbrud.

Arrestere

Sprogbrevet er blevet spurgt om forskellen mellem arrestere og anholde.

En anholdelse er en rent politimæssig foranstaltning. Arrestation er en foreløbig retsforanstaltning på grundlag af en dommerkendelse. Politiet arresterer således aldrig nogen.

Kort

“Alligevel er der mange, der aldrig får et visa” (TVF 4/11). Det hedder visum i ental.

Mange siger landevinding, men kun landvinding har fundet vej til ordbøgerne over korrekt sprogbrug.

“Musikken, De kan høre, er blandt andre af –” (P1 5/11, programoversigt). Her skulle man enten have sagt “er blandt andet af” eller “er af blandt andre”.

Repressalier er et fremmedord, som mange ikke forstår. Derfor bør det forklares, når en gæst bruger det i en “bred” udsendelse (TVA 5/11).

For mig er det udslag af ren tabloidforgiftning, når TVA om et politisk miljøspørgsmål som optakt siger “Vadehavet er årsag til politisk slagsmål”. Slagsmål – tja. Spørgsmålet er, om glosen ikke forenkler den interessemodsætning, der er tale om, og om den ikke kan medvirke til den almindelige miskreditering af politikere. Men det er kun et spørgsmål. Måske er jeg her for sart. Jeg tillader mig da at bringe spørgsmålet til behagelig overvejelse.

Engelske betydningslån er vi vant til, fx når TVA gør kaserne til militærbarakker (efter barracks). Tyske orddannelser er sjældnere, men forekommer, fx i dannelsen (også fra TVA) asylantboliger.

“De har været 30 år på bagen”, hed det i P3 13/11. Der mentes, at de havde været 30 år undervejs.

Find fem fejl

“– kunne ikke få nogen ting til at lykkedes” (P1, oplæsning i litterært magasin 13/11).

“– Og det var Erik Schack, der talte med en patalog fra Århus” (RA 11/10).

“Kabinepersonalet er parat til at springe det faglige samarbejde” (TVA 29/9).

“– på Efesos” (Sprogbrevet, okt. 1991).

“– der i den grad har sat sindene i kog” (TVA 13/10).

Flytte

En dansk politikers boligforhold giver anledning til en kort kommentar – af sproglig art. I TVA 25/10 sagde en medarbejder: “– at flytte folkeregisteradresse til København”.

Når man flytter, skifter man adresse. Og man skal være meget stærk for at flytte skole.

Samme politiker bruger i tide og utide udtrykket give ind til at angive betydningen ‘indrømme’. Hvis det ikke lige var hende, kunne man fristes til at fortolke det som udtryk for et variationsbehov hos dem, der ofte har noget at indrømme.

I bedste fald

“Unionen bliver i bedste fald mindre vidtgående”, hed det i RA 12/11. Det drejede sig naturligvis om EF. Hvad ligger der i udtrykket i bedste fald? Ja, i bedste fald synes jeg, det er tvetydigt lige her. Det kan betyde: “Vi havde håbet på en union, men det højeste, vi kan opnå, er et samarbejde, der er mindre vidtgående end en unionsdannelse”. Den anden betydning peger i en anden retning: “Det kan gå så heldigt, at samarbejdet bliver mindre vidtgående”.

Det er nok den første tolkning, der er rigtig. I bedste fald er der tale om en uoverlagt værdiladning.

Historie

Også sprogfolk må bøje sig for fuldbyrdede kendsgerninger. Derfor opgav jeg for et par år siden at fraråde brugen af historie i betydningen ‘programindslag’. Jeg ønskede ikke at anfægte journalisters ret til at have en faglig jargon, men bad om, at man undlod at bruge den i udadvendt virksomhed.

Min modvilje fik næring et uventet sted – under læsning af Hans Sølvhøjs erindringer.

Han fortæller fra et møde i redaktionen af Aktuelt Kvarter, at Gunnar Hansen skulle have spurgt: “Er der ingen der har en god historie?” Sølvhøj fortsætter: “Det gav mig anledning til at fundere over, hvad en god historie dækkede over. (…) Jeg mente, at det måtte være en begivenhed, der i reel betydning måtte være vigtig, og som der derfor måtte gives oplysning om. Men nej, en god historie var noget helt andet. Det var en eller anden sag, som ingen avis endnu havde omtalt, og som derfor kunne fange tilhørernes opmærksomhed og almene nysgerrighed uanset om det drejede sig om noget væsentligt eller ej.

Jeg tilegnede mig denne målestok uden at tillægge den nogen værdi. Den kan nemlig føre til en gevaldig proportionsforvrængning.”

Det kunne han skrive om livet i DR, længe før nogen drømte om at anfægte monopolet i æteren. Og man kan tænke længe over, om udtrykket ‘historie’ ikke netop afspejler en konkret virkelighed: et behov hos flertallet af seerne og lytterne.

Mindeord

En mørk, kølig og blæsende efterårsmorgen i november modtog vi meddelelsen om, at apostrof-s‘et i Illum’s ikke længere er blandt os. Allerede tidligt gjorde vi her i Sprogbrevet opmærksom på, at det måtte gå mod undergangen. Transplantationen kunne ikke lykkes, det danske sprog kastede det fremmede organ af sig; man havde undervurderet styrken i nationalsproget.

Det forlyder, at Meal’s endnu holder stand, men ingen tør i dag udtale sig med sikkerhed om, hvor mange virksomheder der er i farezonen.

Illum står i dag nøgen tilbage, uden apostrof, uden det s, man havde knyttet så stærke forventninger til. Bisættelsen har fundet sted.