Sprogbrevet nr. 58

Udtale

Jeg er klar over at yngre danskere udtaler både Petersen og Pedersen som peddersen (TVU 31.1.91), men man bør huske at mange ældre opfatter det som en vulgær og direkte stødende udtale.

I radioens programoversigt 13.1.91 omtaltes den franske skuespillerinde Jeanne Moreau som om hun hed Jean til fornavn: sjang. Men det er et drengenavn! Pigenavnet Jeanne skal udtales sjann. Femten sekunder senere var det instruktøren François Truffaut det drejede sig om, og han fik fornavnet frangsoáse, som er pigenavnet Françoise. Det tilsvarende drengenavn er François, udtalt frangsoá. Der er noget vist imponerende ved konsekvens, men…

“En pointe i rapporten er…” (P1 4.2.91). Pointe blev udtalt pojnte af en der sikkert har troet at det er engelsk. Men ordet er fransk. En pointe udtales poængte.

Så har vi hørt en del om terrorister på det sidste. De bliver tit udtalt teorister (fx TVA 7.2.91). Prøv at sige terrorister i stedet for.

Før Golfkrigen havde jeg aldrig hørt om scud-missiler, og indtil jeg så det på tryk, troede jeg at det på engelsk var scot-missiler. Der går altså grænsen for hvor engelske vi kan være i vores udtale: Vi kan ikke gøre forskel på scud og scot uden at virke krukkede! Det kan næppe være anderledes.

Endelser

Ord som betegner folk efter deres nationalitet, ender næsten altid på –er: tysker, svensker, russer, afrikaner osv. De kommer i flertal til at ende på –ere: tyskere osv.

Men der er også indbyggernavne der ikke ender på –er: brite, lette, tamil, jugoslav, vendelbo osv., og de skal i flertal ende på –er: mange briter, over tusind letter, de flygtede tamiler, nogle få jugoslaver, et par vendelboer. Der er en vis tendens til at sige britere (TVA 20.1.91), lettere (RA 22.1.91) polakkere (P1 11.1.91) osv. Og en bekendt af mig påstår at hun i begyndelsen af februar hørte demokratere i et Orienteringsprogram. Men det kan nok ikke passe.

Opfordring

En DR-medarbejder skriver og beder mig indskærpe at det hedder opfordre en til noget – altså med til, ikke om. Det gør jeg gerne. Altså “Direktøren er blevet opfordret af en enig bestyrelse til at søge sin afsked”. På samme måde med opfordring: “Jeg har fået en opfordring til at deltage i konferencen”. Men står der et til lige i nærheden, må vi vist acceptere om: “De har sendt en opfordring til mig om at deltage”.

Jeg ser netop at den norske Kringkastings bokmålskonsulent også formaner NRK-folkene om at det hedder “oppfordre noen til å…”. Det kunne tyde på at om-fejlen er noget af det levedygtige.

Geografi

Som regel bliver Irak i DR udtalt efter traditionen med tryk på første stavelse, men man hører også Irák, med tryk på sidste. Der er et par DR-folk som virker så resolutte at man må gå ud fra at det ikke bare er sjusk eller bevidstløs kopiering af engelsk, men at de har besluttet sig til at det skal være Irák. Man kunne tænke sig at deres argument herfor er at man på den måde bedre kan høre forskel på Irak og Iran.

Det skulle nu ikke være nødvendigt hvis man udtaler det afsluttende k og n tydeligt nok. Nu er der udsigt til at vi også her skal have to udtaler mellem hinanden – tænk på Saudiarabien, hvis to udtaler ustandselig kritiseres fordi de skaber usikkerhed. Og som jeg havde ventet det, fik vi da også i RA 10.2.91 Jordán med samme tryk som Sudan.

TVA oplyste 10.2.91 at man ved folkeafstemningen i Litauen skulle “vælge mellem Litauen og Rusland”. Jeg tilstår at jeg her i Sprogbrevet har skrevet at man i mange forbindelser udmærket kunne sige Rusland, russisk og russer i stedet for det mere besværlige Sovjetunionen osv. Men det var dengang! Dengang det var utænkeligt at der var uenighed mellem unionen og dens enkelte republikker. Nu bliver vi nødt til at skelne skarpt mellem Sovjetunionen og Rusland. Faktisk forholder det sig jo sådan at Rusland støtter litauerne i deres modstand mod Sovjetunionen.

Og til oplysning for Meteorologisk Institut: Navnet på vort fædreland udtales Danmark og ikke dæmmar.

“Der er tåge på Thy og på Mors” (RA 27.1.91). Det må være sagt af en der tror at Thy er en ø. Det skal hedde i Thy.

Billedsprog

“Krigens grimme ansigt har stukket sit hoved ind i folks stuer” (RA 14.2.91).

“Nu rejser man spørgsmålstegn ved…” (RA 13.1.91).

“Han er en mand der kan spille på stalinorglet fra højre til venstre” (P1 24.1.91).

“Det er også den bølge Jeltsin kører på” (P1 23.1.91).

“Det forlød at de kommunalt ansatte var villige til at acceptere en smallere lønramme” (RA 7.2.91).

Falske venner og svære ord

Der har i den sidste måneds tid været særlig mange falske venner, dvs. ord og udtryk i fremmede sprog, som frister til for direkte oversættelse.

“Bush’s tale var tilegnet krisen i Golfen” (RA 30.1.91); i denne sammenhæng kan devoted eller dedicated ikke oversættes til tilegnet. Man kunne have sagt viet – hvis man da ikke kan nøjes med drejede sig om.

Ordet granskningsudvalg i forbindelse med undersøgelsen af Scandinavian Star-ulykken lyder lige norsk nok. Hellere undersøgelsesudvalg.

“Man mistænker at en del af de bombede raketter kan være attrapper” (RA 22.1.91). Pas på med det engelske suspect: Man kan mistænke en person, men man kan ikke mistænke at… Man kan derimod sige have mistanke om at…

Det kan også være galt når man ikke oversætter eller forklarer. Pax americana (TVA 20.1.91) er der næppe mange der fanger i farten. Det samme gælder Nordisk Fjers kollaps (RA 3.2.91). Hvor mange ved hvad spektakulært betyder: “Den israelske hævnaktion vil blive noget spektakulært” (TVA 23.1.91). Og når en gæst taler om den amerikanske recession (TVA 17.1.91), bør intervieweren på en taktfuld måde sørge for en oversættelse.

Men…

Citat af et brev fra en TVA-medarbejder:

“Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at nyhedsjournalisterne indleder alle spørgsmål – pånær det første, naturligvis – i et interview med ordet men. Det virker fjendtligt og, tror jeg, blokerende for netop de blottelser de journalistiske rovdyr håber på.

Hvis man fjerner men bliver spørgsmålene langt mere neutrale, uskyldige og måske netop derved farlige. Nu virker det bare som manér, der vist skal antyde at intervieweren er klar over at den interviewede er fuld af plat og svindel. Prøv engang at lytte efter hvor ofte det lille ord indleder spørgsmålene. En enkelt på TVA har det som fast bestanddel af ALLE spørgsmål.

I Radioavisen hørte jeg til gengæld forleden en interviewer der ikke brugte det én eneste gang, men fik sit offer spiddet grundigt uden at virke aggressiv eller mistroisk.”

Skyld og ansvar – endnu en gang

“Senere på dagen tog en terrorgruppe ansvaret for attentaterne” (TVA 27.1.91). “IRA har påtaget sig ansvaret for attentatet” (TVA 7.2.91).

Trods tålmodigt gentagne forklaringer, tryglen og advarsler er det altså ikke lykkedes at udrydde disse meningsløse formuleringer. Jeg må indse at jeg stort set lever forgæves.

Og dog: I morgenradioavisen 14.2.91 oplystes det at RAF havde taget skylden for et attentat i Bonn, og at IRA havde sagt at de stod bag et attentat i London.

Der er altså nogen der kan skelne mellem skyld og ansvar.

Kort

“SAS har været igennem indtil flere sparerunder” (RA 25.1.91). Forslag til nytårsforsæt – det kan lige nås endnu: For fremtiden vil jeg aldrig mere sige indtil flere.

Mayonaise stod der i en tv-tekstning (27.1.91). Ja, det er et svært ord, men det skal altså med to n’er. Samme dag og sted så man den fornuftige og korte stavemåde resurse. Kan anbefales.

“USA’s præsident har i dag snakket med Israels præsident” (TVA 19.1.91). Samtalens emner har uden tvivl været så alvorlige at tale med havde været det rigtige.

“Der skal bruges et tocifret milliardbeløb på forureningsbekæmpelsen ” (RA 1.1.91). Hvis tocifret betyder et tal fra 10 til 99 og trecifret (RA 13.2.91) noget mellem 100 og 999, er det så upræcist at den slags talangivelser egentlig er ganske intetsigende. Men det kan selvfølgelig også være en pointe.

“De private vil have mere i lønposen” (TVA 6.2.91). Der skal tales en del om overenskomster her i foråret. Kunne vi ikke slippe for klicheen lønpose eller lønningspose? Det er ikke morsomt eller kvikt mere.

“Svulstige og bombastige erklæringer” (RA 17.1.91). Det skulle have været bombastiske.

“Danmark har været et kongerige siden arilds tid – eller i al fald deromkring” (P1 11.2.91). Fra arilds tid betyder såmænd ikke andet end ‘for meget længe siden’, så der er ikke grund til at tage forbehold mht. præcisionen.

Sidst

I DR gennemfører man næsten konsekvent at skelne mellem sidst og senest. Sidst er det absolut sidste, senest er det sidste indtil nu. “Herrens mark” er Aalbæk Jensens seneste roman, men “Lykke-Peer” er H.C. Andersens sidste roman.

Der er en del lyttere der synes det lyder sært og lidt krukket, men jeg forsvarer DR’s sprogbrug på dette punkt, dels ud fra logikken i den, dels fordi jeg synes at personer og institutioner skal have lov til at dyrke uskyldige, måske endog nyttige særheder.

Men se så på dette eksempel: “… indtil de seneste sekunder før fristens udløb” (RA 16.1.91). Her skulle det jo have været sidste! Skal man bruge senest, så skal det holdes ude fra sidst. Hvis det bare er sådan at man i DR siger senest hvor vi andre siger sidst, så er der ingen mening med det.