Sprogbrevet nr. 57

Find fem fejl

“Da priserne var på sit højeste” (TVA 7/1).

“8.000 slagterisvin som denne” (TVA 7/1).

“Det har jeg et billede af, som er lidt længere ude i Atlanterhavet” (vejrudsigten TVA).

“- så begynder det at tykke til” (do. 18/12).

“Den korte nyhedsudsendelse flytter sendetidspunkt” (TVA 1/1).

Udtale

Der skal ikke være tryk på første stavelse i ordet genstridig. Det havde studieværten i TVA 4/1.

Der skal ikke være stød i Korsika; det havde den anden studievært i TVA 4/1. Korsika begynder som kors.

Glem ikke, at der er tre n‘er i kontingent (TVA 3/1), og husk, at der er to r‘er i kirurg (1/1).

Der blev i ovennævnte indslag fortalt om plastikkirurgiske indgreb. Plastikkirurgi skal helst udtales med tryk på anden stavelse, sådan som studieværten gjorde det. Sammensætningen er skabt med ordet plastik (jf. plastisk) som førsteled, og i overensstemmelse hermed har den klassiske udtale tryk på anden stavelse; denne udtale er dominerende i fagkredse og hos de rigsmålstalende, der jævnlig bruger ordet. Men da ordet plastic med tryk på første stavelse er langt hyppigere, og mange derfor opfatter det som et element i plastikkirurgi, er der opstået en konkurrerende sideform. Begge disse udtaler er registreret i Gyldendals ‘Dansk Udtale’ og i Munksgaards ‘Den Store Danske Udtaleordbog’. Sidstnævnte rummer en forklaring på sprogvariationen.

En medarbejder beder os gøre opmærksom på, at borde (et skib) bør udtales uden hørbart d, og at bide- i bidevind skal udtales med “hårdt” d. Hvad mon han interesserer sig for?

“Er der stød i persisk?”, spørger en medarbejder. Hvis jeg nu svarer, at nogle har stød, andre har ikke stød, skuffer jeg medarbejderen, der uden tvivl kender begge udtaleformer og vil have at vide, hvilken af udtalerne der har hævd i klassisk rigsmål. Det har den uden stød. Sig altså persisk med en optakt som i perle.

På den anden side er der ingen tvivl om, at udtalen med stød er på vej frem og med tiden bliver enerådende. Så yngre medarbejdere behøver ikke aflægge deres udtalevariant; hos dem er den ikke påfaldende. Men spørgeren er en gentleman over 50, og i hans sprog ville persisk med stød vække opmærksomhed.

Persisk tilhører en kategori af ord, der tidligere ikke kunne få det stød, som i øvrigt tilkom ordtypen, fordi r-lyden var ustemt. Det er den ikke længere; derfor breder stødet sig, og det kan man ikke stille noget op imod, selv om man måtte ønske det.

Saddam Hussein

Kong Hussein af Jordan har man i årtier snart givet tryk på første stavelse: “HUsajn”, snart på sidste: “huSAJN”. Saddam Hussein har ikke nogen lang udtaletradition i dansk, men tidligt tildelte man ham tryk på sidste stavelse: “huSAJN”.

Her i det nye år har en del medarbejdere indført den engelskpåvirkede “huSÆJN”. Hold op med det! Ikke fordi den er engelsk, men fordi der ingen som helst grund er til at skabe usikkerhed på et område, hvor der tidligere var ensartethed.

I TVA 7/1 sagde studieværten “huSAJN”, men reporteren “huSÆJN”. Sprogbrevet anbefaler “huSAJN”. Det er “huSAJN”, der drog mod “kuVAJT”, ikke “huSÆJN”, der drog mod “kuWÆJT” (TVA 11 /1).

Udtaleordbogen

Der er netop udsendt en stor, grøn ordbog med oplysninger om ikke-dialektal dansk udtale, altså de udtaleformer, ca. 95 procent af den danske befolkning betjener sig af. Den er blevet til på initiativ af Statens Humanistiske Forskningsråd, og lad det være sagt med det samme, at forfatteren af dette sprogbrev er en af de to hovedredaktører, og at han ikke modtager honorar for salget af ordbogen. Jeg vil derfor tillade mig at henvise til den, ligesom jeg tidligere har henvist til ‘Dansk Udtale’. Den hedder som anført ‘Den Store Danske Udtaleordbog’, den er udsendt af Munksgaards Forlag, og den er på knap 1700 tospaltede sider.

Det kræver ½ til 1 time at blive god til at bruge ordbogen. Lydskriften er fintmærkende, og det skal den være, hvis man vil have de mange nuancer i dansk med. Og så skal man vænne sig til, at der ofte er meget langt fra skriftbilledet til udtalen. Man må frigøre sig fra skriftens spændetrøje og forlade sig på øret.

Første udtale er forsynet med et D. Den angiver den almindeligste distinkte rigsmålsudtale hos en person, der hverken er gammel eller ung. Herefter følger der en lidt mindre distinkt, mere dagligdags udtaleform, og siden følger eventuelle varianter, der afspejler regional og social baggrund. Aldersvariationen får man ofte oplysning om ved at følge de nummerhenvisninger, som en del af udtalevarianterne er forsynet med. Der er en kort brugervejledning på ordbogens første sider.

Mest om nyhedsformidling

Vi har igen fået en henvendelse, denne gang fra en medarbejder på P3, med spørgsmålet om, hvorfor vi skriver mest om sproget i radio- og tv-aviserne. Det er der to forklaringer på: For det første har DR bedt os lægge hovedvægten dér, for det andet kan medarbejderne i andre udsendelsestyper vel ikke være underlagt helt de samme sproglige forpligtelser mht. præcision, korrekthed, tilgængelighed og distinkthed.

Tonen

Nyhedsformidlere sender ikke kun ord ud i æteren. Ordene er båret på en tone, en sætningsmelodi, der også tilkendegiver den talendes opfattelse af situationen. Meget afhænger naturligvis af de nyheder, der viderebringes. Rapporterer man fra en slagmark, bliver tonen anderledes, end hvis det drejer sig om modtagelsen af et fremmed statsoverhoved. Men meget afhænger også af medarbejderens personlighed og stil.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at nogle studieværter kan indramme nyhederne på en måde, der gør dem til lettere, mere stilfærdige begivenheder, end andre værter. Det er ikke kun et redigeringsspørgsmål eller et spørgsmål om manuskriptets tekst. Nogle står på en åndelig ølkasse eller råber nyhederne fra tagene. Det meste af det, der formidles, kan få tildelt den psykiske undertekst “Det er fandeme barske sager, dette her”, mens andre forsyner tilsvarende nyheder med underteksten “Ja, ja, det hele går nu nok alligevel.”

Sprogbrevet må holde sig på sprogets overflade, men skal ikke fortie, at der er lag nedenunder. Og vi skal tilråde, at man veksler mellem kursiv og ordinær, så man ikke devaluerer budskabet ved at tilkendegive, at alt er lige vigtigt.

Kort

Den nye danske udtale af navnet på benzin- og olieselskabet Q8 er “kju æjt” (berigtelse af oplysning i forrige sprogbrev).

Det hedder stadig ikke aktion, når der holdes auktion (TVA 6/1), selv om den interviewede og studieværten tilsyneladende var enige om det.

I forrige sprogbrev hævdede jeg, at der ikke er noget ord, der hedder “enddog”. Det fastholder jeg, selv om en god og kritisk læser fra TV-P har sendt mig en Kingo-salme med to eksempler på “enddog”. Det glæder mig, at gamle Kingo på den måde finder vej til den hæsblæsende sproglige virkelighed i DR, men som argument for ordets brugbarhed tæller han dog ikke meget. Allerede på Holbergs tid var det ved at være forældet, mest brugeligt i religiøse sammenhænge og ofte i andre forbindelser end det endog, I har at bruge i dag.

Oplæsningskatastrofer

Der sker stadig oplæsningskatastrofer i DR’s udsendelser. En forholdsvis nyansat og særdeles velorienteret medarbejder skulle forleden (P1 3/1) orientere om et sagforhold, der fuldstændig faldt fra hinanden pga. en sjusket, forkert betonet og dårligt artikuleret fremførelse. Jeg troede egentlig, at man gav nyansatte medarbejdere et sprogligt tjek, så de med det samme kunne få undervisning, hvis der var brug for det. Der må sidde nogle ledere, der tager sig deres sproglige ansvar let.

I TVA 4/1 var der også en dygtig reporter, der blot ikke var god til at læse sit manuskript op. Det var ikke noget alvorligt tilfælde; jeg er overbevist om, at ganske få timer kunne gøre underværker. Derfor gør jeg opmærksom på det.

Et par udlandskorrespondenter har det med at holde små pauser mellem ordene i en sætning. Sætningerne stødes frem enhed for enhed. Måske er der tale om en dårlig vane affødt af erfaringer med telefonreportager fra fjerne egne; i sådanne tilfælde kan det være velbegrundet at gå langsomt frem i sætningsforløbet. Men når forbindelsen er god, vil vi gerne have enhederne koblet sammen.

Medium/medie/medier/media

En medarbejder siger om sig selv, at han roder rundt i brugen af disse ordformer. Det er han ikke alene om. Men i grunden giver Retskrivningsordbogen god besked.

I ental kan man bruge medie eller medium. Bestemt form ental hedder mediet. Flertalsformen er medier, men især i forbindelse med reklamemidler bruges også formen media (i sammensætninger: media-), som er en flertalsform til medium. Medarbejderen vedlægger et nyhedsbrev, der hedder MediaGrammet, og som med store typer oplyser, at nummeret er fra medio december 1990. Lad os holde den sidste form udenfor, men give spørgeren den indrømmelse, at vi godt forstår hans forvirring.

Give ind

En kendt kvindelig socialdemokratisk politiker sagde flere gange i en radiosamtale give ind i betydningen ‘indrømme’. “Vi har på dette punkt været nødt til at give ind”, og “Man giver jo ind i forhold til hinanden”. Vi har naturligvis at gøre med det, man kalder et oversættelseslån fra engelsk: elementerne oversættes led for led. Men betydningen er ikke indlysende, og da slet ikke for folk uden sikre engelskkundskaber. Derfor burde intervieweren have benyttet de mange tøvepauser til at spørge den interviewede, hvad hun mente.