Sprogbrevet nr. 56

Find fem fejl

“Den første jugoslaviske chance sker i det 9. minut” (TVA 14/11).

“– at forsikringsselskaberne selv afgører sagen” (TVA 16/11).

“Der er ugler i den politiske andedam i Sverige” (P1).

“– efter at oprørerne igen har vist sig aktiv” (TVA 8/12).

“– opfordrede sine allierede om at sende forstærkning –” (TVA 7/12).

Kort

“USA er dødsensalvorlig”. (TVA 16/11). Et ikke uforståeligt, men noget klodset udtryk for den kendsgerning, at USA’s regering ser på sagen med stor alvor.

I RA 12/12 blev ordet infrastruktur brugt uden forklaring. Mindre end hver tiende lytter forstår betydningen.

Der er ikke noget ord, der hedder “enddog” (P3 6/12). Der er et, der hedder endog.

“De vækkede sine lærere og professorer”. Selv om indslaget drejede sig om svenske lucia-skikke, skal der her henvises med deres. Sætningens grundled er 3. person flertal.

“Når Sverige kommer i EF”, lød det i TVA 10/12, altså før et flertal i rigsdagen havde besluttet at indlede forhandlinger om optagelse i EF (som svenskerne kalder EG). Det er ikke acceptabelt at sige eller skrive når, så længe der ikke foreligger noget konkret. Men ikke så sjældent har man i de senere års danske dækning af det europæiske stof uden videre talt, som om det kun var et spørgsmål om tid, før Norge og Sverige blev medlemmer af EF. Det går vel også i den retning, men principielt skal man ikke tale om kendsgerninger, før de foreligger. Det kan heller ikke nægtes, at ofte fremsatte påstande om en forventet udvikling (“udviklingen vil vise”, “trenden er” osv.) kan påvirke opinionen.

Klicheer

Er det nødvendigt at sige, at vælgerne “går til valgurnerne”, at forhandlerne “sætter sig til forhandlingsbordet” (TVA 1/12), oven i købet for at “forhandle tingene på plads”? Det minder lidt om petitjournalistikkens faste oplysning om, at den nyudnævnte leder tager sit job “som en stor udfordring” og glæder sig til “at sætte sig til rette i chefstolen”.

“Betyder en sådan rationalisering en fyreseddel?” (7/12) nærmer sig vel også en del menneskers klichegrænse.

Seance er ligeledes ved at blive slidt ned, brugt om en hvilken som helst oplevelse, og det klæder heller ikke ordet at optræde i sammenhængen “denne her seance” (TVA 6/12).

Retorik

“Retorikken er skarp og uforsonlig”, hed det i TVA 6/12. Mon ikke vi har at gøre med en lidt kritikløs overførelse af et udtryk fra amerikansk journalistik? Der er tale om slagkraftige sproglige ytringer og udvekslinger, og ordet ‘retorik’ er slet ikke dårligt, men dels er der ikke rigtig tradition for at bruge ordet på den måde i dansk, dels er der mange, der ikke kender ordet.

Retorik II

Retorik er blevet defineret som ‘læren om veltalenhed’, men for mange knytter der sig noget udvendigt og goldt til begrebet; ‘retorik’ er for nogle ‘tom retorik’. Glosen er nu ved at blive erobret tilbage af gode og lærde folk, der finder det væsentligt at studere og udvikle det menneskelige udtryk, og som ikke drømmer om at dyrke form og skøntale på baggrund af et indhold, den enkelte har et udvendigt forhold til.

At manøvren er lykkedes, viser den kendsgerning, at Institut for Retorik mht. antallet af studenter er blevet det 7.-største ved Københavns Universitets humanistiske hovedområde.

Retorik III

Også Undervisningsministeriet har fundet det væsentligt at udvikle mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed, bl.a. ud fra en erkendelse af, at det for de fleste er væsentligt ikke blot at vide noget, men også at kunne formidle det. Uanset om man bliver kassedame (FV 90), togstewardesse, sygeplejerske eller advokat, er sproget et arbejdsredskab i det daglige, og det er ikke blot et anliggende, som dansklærerne har ansvaret for.

Radio- og tv-medarbejdere er også i ordets, sprogets og kommunikationens tjeneste, og befolkningens normer for sprogbrug påvirkes naturligvis af de indtryk, der hentes ind foran skærm og højttaler. Også derfor var det fornuftigt af Undervisningsministeriet at anbringe blandt andre Danmarks Radios generaldirektør i udvalget om mundtlig udtryksfærdighed.

Ved årsskiftet kommer der en rapport, der gennemgår uddannelsesvæsenet (fra børnehave til medicinstudiet), og som rummer indtryk fra besøg forskellige steder, fx i Danmarks Radios Sprogværksted og på Danmarks Journalisthøjskole.

Citat fra afsnittet med anbefalinger: “De elektroniske mediers betydning for hele sprogkulturen i befolkningen forpligter Danmarks Journalisthøjskole og andre udddannelsesinstitutioner til i højere grad end nu at lade ansøgernes mundtlige form/fremstillingsevne indgå i skolens optagelseskriterier og udvikle de studerendes professionalisme.

Udvalget anbefaler, at man i undervisningen tager udgangspunkt i elevernes interesse for elektroniske medier, således at elevernes bevidsthed om lyd- og billedmedier styrkes, samtidig med at deres mundtlige udtryksfærdighed udvikles.”

Det ville gavne sprogkulturen i landet, hvis hver enkelt medarbejder opfattede sig som medansvarlig.

Udtale

Prognose kan udtales med eller uden hørbart g: “proNOse” og “proGNOse”. Begge udtaler har lang tradition i rigsmål, og hvis nogen synes, at den slags er noget sjusk, har de ikke begreb skabt om talesprogets natur og bør dunkes i maven.

Uskadelige, ukomplicerede og ufarlige varianter findes i rigt mål. Én studievært taler om Nordisk “Fer”, en anden om Nordisk “Fjer”. Det rager mig én af slagsen; den første er mere udbredt blandt ældre end blandt yngre, men begge er ok.

På samme måde siger en enkelt studievært i TVA undertiden skal og vil med stød, så ordene rimer på ‘kald’ og ‘stil!’ (bydeform af ‘stille’), mens de fleste andre altid har stødløse udtaler (rimende på ‘(an)tal’ og ’til’). Et mindretal veksler mellem de to udtalesæt. Lovmæssigheder kan påvises og beskrives, men eksistensen af varianterne udgør ikke noget problem.

Nogle varianter er karakteristiske for jyder, der ikke taler dialekt, men standardsprog (regionalsprog). I én og samme TVA-udsendelse hørte jeg juli udtalt uden stød (rimende på ‘mulig’, ikke på ‘umulig’), Christiansen udtalt med stød på a i stedet for på n, bøjningsformerne lavet og prøvet udtalt med stød (rimende på ‘akavet’ og ‘bedrøvet’), forsøge udtalt uden stød (rimende på ‘Køge’); og en af valgværterne udtalte datidsformen af ‘tælle’ som datidsformen af ‘tale’.

Der har udviklet sig en accept af sådanne småvariationer fra landsdel til landsdel; derfor kommenteres de kun undtagelsesvis i Sprogbrevet, men de er der, for dansk talesprog er rigt på varianter. Kun nogle af dem virker så påfaldende, at de stjæler opmærksomhed fra indholdet, og dem plejer vi at tage os af, når de bryder med udsendelsestypens karakter og traditioner.

Fortalelser er heller ikke værd at skrive hjem om, med mindre de skyldes dårlig forberedelse eller indtagelse af stoffer, der påvirker artikulationen. Begge dele afspejler sig tydeligt, og ved ethvert paragraf 77-eftersyn burde der være en fonetiker til stede. Men naturligvis forekommer den slags udtaleproblemer ikke i vore udsendelser.

At en dygtig og veloplagt studievært kan snuble over et enkelt ord under afviklingen, giver kun hele udsendelsen et (ofte hårdt tiltrængt) anstrøg af menneskeskabt virkelighedsgengivelse, navnlig når det gøres med spontan charme, som vi så det i TVA i uge 49, da ordet ‘frierier’ måtte have en snapreprise hos aftenens vært. Den slags sker.

“Man skal aldrig være bange for at indrømme sine medmenneskers fejl”, skal en klassisk filolog (sprogforsker) have sagt. Den sætning kom jeg til at tænke på nu – og kvitterer med den tilståelse, at jeg heller ikke kender en eneste dansk sprogforsker, der selv er en søjlehelgen.

Det forlyder, at olieselskabet Q8 også i Danmark ønsker at blive udtalt “kuwæjt”, altså i pagt med engelske udtaletraditioner. Det skal hermed være bragt til underretning og videre foranstaltning. Må jeg for egen regning føje til, at man bør huske s-et i firmanavnet Illum’s. Pokkers, at vi ikke også kan få apostroffen med.

Lech Walesa

Lech Walesas navn staves på polsk med et gennemstreget l og en cedille under e, men på dansk klarer vi os udmærket uden disse specielle tegn, når vi skal skrive hans navn.

Cedillen kvitterer vi for i udtalen ved at føje et n til midterstavelsen; i polsk bruger de en nasalvokal. Enkelte særlinge forsøger at tilnærme sig den polske udtale ved svarende til l at udtale et tilnærmet w: “-wenca-” (rimende på ‘influenza’), men det tjener intet formål. Den polske udtale kan vi ikke ramme, og vi har heller ikke tradition for at prøve på det.

Ikke så få vil altså markere fremmedheden og giver den arme mand et dobbelt-v i begyndelsen at ordet – som var han amerikansk. Men polsk har enkelt-v i udtalen, og i dansk udtale har man inden for hovedparten af sprogområdet afskaffet w i begyndelsen at ord for flere hundrede år siden. Der er altså ingen dansksproglig grund til at bruge w.

Sig “valænsa” og vedbliv med at sige “valænsa”.

Ønsker

“Avisen skal uuudth”, siger Tryksen med et pust, der gør det sidste bløde d ustemt. Sprogbrevet skal også gerne uudth, helst før alle har glemt, hvilke sammenhænge eksemplerne kan være indgået i. Hvis man tør tale om en pædagogisk effekt, forhøjes den vel også, hvis reaktionerne følger umiddelbart på formuleringerne.

Desværre går der ofte lang tid, fra forfatterne afleverer manuskriptet (nu på diskette), til medarbejderne får Sprogbrevet. Det er nok ikke nogens “skyld”, men de to forfattere ønsker sig i nytårsgave en hurtigere ekspedition i trykkeri og distribution.

Tak for mange breve og bemærkninger. Underteksten på side 4 betyder ikke, at vi nødig besvarer breve fra medarbejderne. Det er kun abonnenter udefra, vi ikke magter at betjene med svar.

Meget tyder på, at den sproglige opmærksomhed herhjemme også vil stige i det kommende år. Vi skal gøre vort til, at sansen for sprogets muligheder og glæder skærpes – efterfølgende, i tiden fremover!

Godt nytår!