Sprogbrevet nr. 54

Devaluering

Hvordan ser en eksploderet skarv mon ud? Noget i retning af sprængt and? “Skarven er eksploderet”, hed det flere gange i Københavns Radio 4/10; det stærke ord mistede sin effekt, da samme person kort efter meddelte, at naturen også ville eksplodere, hvis bare den blev overladt til sig selv.

Ordet historisk er også – eksploderet. Det bruges med rund hånd om snart sagt alt det, der ikke foregår med jævne mellemrum. Sidst var det lærerne, der var ved at “forhandle en historisk tjenestetidsaftale i land”. Senere viste det sig, at man alligevel ikke nåede frem til dette historiske vendepunkt.

Tæsk

At tærske har som grundbetydning ‘at trampe itu med fødderne’. Det bruges i forbindelse med korn, i overført betydning også i forbindelse med ‘langhalm’. En anden overført betydning opstod som synonym med ‘tæve’, ‘prygle’. Men her har udtalen lagt sig fast på tæske. En hel del mennesker opererer altså med to forskellige ord, tæske og tærske. Før Retskrivningsordbogen 1986 skulle man altid bruge staveformen tærske, men nu har man ikke alene lov til, nu skal man skelne stavemæssigt. Det kan hedde tæske, både i skrift og udtale.

Man kunne i øvrigt have taget tosk med ved denne lejlighed; der har nemlig været ansatser til, at ordet som betegnelse for fisken havde r i udtalen, mens r oftere er “stumt” i den lidet smigrende overførte betydning. Men her er der kun tale om tendenser.

Hvorfor jeg tæsker læseren igennem den udredning? Fordi der i TVA 24/9 blev sagt “gennemtærsket” i betydningen ‘gennempryglet’.

På vej videre

En god sproglig fremstilling får ikke mange chancer i de udsendelser, der er bygget op over læsten: mikrofonholdende studievært, 5-10 indbudte (eksperter, involverede) og så 25-50 gæster, der kan komme med korte tilkendegivelser. Udsendelsestypen er udbredt, sikkert fordi den har den underholdende kvalitet, at der hele tiden er noget nyt at se på og lytte til, og den rummer fine muligheder for dem, der er bedre til at fremsætte en erklæring end til at føre en samtale.

For studieværten er den krævende, og anspændelsen forplanter sig let til seerne; et af problemerne er at fastholde såvel det aktuelle tema som den røde tråd i udsendelsen. Som regel lykkes det kun med store sproglige omkostninger og med visse frustrationer hos de medvirkende: Eksperterne får ikke talt sig frem til det centrale, det indbudte publikum føler sig let reduceret til kødrand, og den stakkels vært har flakkende øjne og er på vej videre til den næste, lige så snart det forberedte indgangsspørgsmål er leveret.

Det skader det sproglige klima. Ingen udtrykker sig godt over for folk, der ikke er nærværende; sproget mister sin farve, fremstillingen sin prægnans, og sagen, emnet, temaet sin interesse. Det hele skal jo bare afvikles.

Vi ser naturligvis her bort fra artisterne og holder os til håndværkerne. Og en god håndværker sendte i den forløbne måned bogstavelig talt sin velforberedte udsendelse ud i den blå luft, fordi rammen ikke passede til indholdet.

Kort

Hvad er portefølje-management? Ordet blev brugt i P1 eftermiddag 10/10, ikke kun af den indbudte ekspert.

“Det forekom et yderst fornuftigt udspil”, sagde vor udsendte kollega (P1 9/10). Det er kort, forståeligt, i pagt med engelsk, men ikke med dansk tradition. Man savner ‘at være’.

“Japans andenstørste byggefirma” (TVA 16/9). På rigsdansk siger man ‘næststørste’. Det hedder også ‘begyndelsen’, ikke ‘førstningen’ og ‘forleden dag’, ikke ‘den anden dag’.

En medarbejder i Københavns Radio beder om opskriften på de skærsild, der var omtalt i Sprogbrev 53. Jeg kan kun sige, at de skal ristes over en sagte ild, og at det er en myte, at alle orddelinger er blevet tilladt i den nye retskrivningsordbog. Der var tale om en fejl af den type, tekstbehandlingsanlæggene har udbredt, men som vi andre stadig har ansvaret for.

Der er heller ikke lavet nye regler for særskrivning af elementerne i en sammensætning. Derfor er ‘gymnasie frekvensen’ forkert (tekstning 26/9).

“- at der slet ikke, også i Hartlings tid, var -“. Her skulle der i stedet for ‘også’ være sagt ‘heller ikke’ (TVA 1/10).

“FN takker ham for sin beslutning om at gå af” (TVA 1/10). Nej, for ‘hans beslutning’. Der henvises jo ikke til sætningens subjekt (grundled).

“De andre arabiske lande følte efterhånden behov for at tage sine forholdsregler”. Ikke ‘sine’, men ‘deres’. Der henvises til et subjekt (grundled) i flertal. Det havde været i orden med ‘sine’, hvis der fx var blevet talt om ‘den arabiske liga’.

“Det er en ganske enkelt undersøgelse”, hed det 1/10 i serien ‘Parløb’. Men betydningen var ‘enkel’, altså ukompliceret.

En medarbejder i Dekorationsafdelingen ærgrer sig over omkring i sætningen (TVA): “Tysklandenes genforening vil skabe problemer omkring de andre europæiske stater”. Jeg synes heller ikke, det er lysende klart. Samme medarbejder anfører, at sproget i TVA er blevet kaldt ‘Danmarks dårligste dansk’. Den karakteristik er meget uretfærdig. Man kan i alle udsendelser finde enkeltheder at anholde, undertiden naturligvis også sproglige problemer af større rækkevidde, men efter min opfattelse står det bestemt ikke dårligt til. Mundtligheden har det ganske vist undertiden svært, sådan at navnet tv-avis forekommer lovlig velvalgt. Men man mærker, at der sker noget på feltet.

“Det amerikanske rumprogram er igen på banen” (TVA 6/10). Det skulle vist virke forfriskende, men udtrykket er slidt ned og skurrer noget lige her. Er det himmelbanen?

“Der var på intet tidspunkt fare for, at ilden skulle sprede sig til de omgivende bygninger” (TVA 8/10). Sådan blev der sagt, men teksteren skrev klogeligt brede sig.

Men teksteren af navneskiltet i TVA 8/10 var til gengæld dårligt underrettet mht. stavningen af efternavnet på borgmesteren i Herlev, Ib Juul. Med alle de varianter, navnet kan have, bør man være på vagt.

En læserbrevsskribent i Berlingske Tidende skriver 11/10, at der i DR siges “en af de eneste”. Iagttagelsen er rigtig, DR opfører sig på dette område som det øvrige sprogsamfund; udtrykket misforstås aldrig, og det giver traditionens vogtere en velsignet fornemmelse af at være på den rigtige side af korrekthedsloven. Så mon det på den baggrund egentlig er helt gennemtænkt at opfordre til, at medarbejderne for fremtiden hellere skal sige en af de få?

Men nu ved I i hvert fald, at udtrykket distraherer nogle lyttere.

Udtale

Forfatteren Bertolt Brecht var tysk, ikke amerikansk, og navnet skal ikke udtales på engelsk (P1 27/9). I gamle dage ville man med stiv overlæbe (opr. engelsk) have gjort gældende, at den slags tyder på manglende dannelse.

Adonis var ifølge overleveringen en smuk ung mand, som Afrodite elskede. Vi, der husker ham, ved, at han skal have tryk på 2. stavelse. I P1 17/9 blev første stavelse betonet.

Saudiarabien skal ikke have tryk på 2.-leddet (RA 23/9). Nu kan det være nok. Også med udtalen “iRAK” med tryk på sidste stavelse (TVA 26/9).

Det er muligt, at IMpotens (med tryk på første stavelse) opleves som en mere spændstig udtale, men mand og mand imellem er tryk på sidste stavelse det mest udbredte (1/10).

En sportsmand med efternavnet ‘Kjølhede’ blev i TVA 6/10 udtalt med hørbart j. Det er nok bedst at sige “kølhede”.

Det er stadig ikke heldigt at kalde USAs præsident “bus” (RA 11/10). Hvis man vil have kørekort til den rigtige udtale, kan man måske sige ordet langsomt, lyd for lyd, og så til sidst forestille sig, at man bliver forstyrret og siger shhhh! Anbefalet dosis: 1 øvelse 3 gange daglig, efter måltidet.

At løse situationen

Det kan ikke lade sig gøre! Men det siges jævnlig i DR. Man kan løse et problem eller en opgave, der har bragt én i en vanskelig situation, men situationer er noget, man befinder sig i (jf. pædagog/psykolog-dansk).

Sprogprisen

Mange har gjort sig fortjent til Danmarks Radios sprogpris, og ikke så få af dem er blevet foreslået.

Meningen med prisen er selvfølgelig at fremme den sproglige omhu ved at understrege det gode eksempel; Sprogbrevet kommer omvendt let til at handle om fejl og mangler. Men en del af den varme og sympati, der dybest set er drivkraften bag redaktørernes utrættelige virksomhed, finder udtryk under forhandlingerne om denne pris, i hvis bedømmelseskomite de begge har sæde.

Første modtager af Danmarks Radios sprogpris var Ole Emil Riisager, der fik den for sin fremragende nyhedsoplæsning. Året efter blev Frode Kristoffersen hædret som fortæller og formidler, og i 1989 fik Lis M. Frederiksen DR’s anerkendelse for sin funktion som studievært.

I år går prisen til Ole Meisner, der i en årrække har været redaktør af Radioavisens morgenudsendelser. Han er en dygtig oplæser, men han får prisen for sin kvalificerede virksomhed som ankermand for disse meget aflyttede nyhedsudsendelser. Ole Meisner ejer evnen til at kombinere sproglig prægnans og koncentration med en venlig saglighed, der skaber atmosfære i studiet. Lytterne føler sig velinformerede og trygge under hans værtskab.

Ole Meisners professionalisme viser sig dels i sammenkædningen af de forskellige indslag, dels i hans virksomhed som interviewer – eller støtteinterviewer for mindre erfarne kolleger. Den interviewede slipper ikke af sted med en sludder for en sladder, men føler sig på den anden side altid fair behandlet. Teknikken er direkte, men ikke revolverjournalistisk.

Fremstillingsformen er præget af et lykkeligt samspil mellem mundtlige og skriftlige kvaliteter. Skriftsprogets velordnede struktur kombineres med mundtlighedens umiddelbare tilgængelighed og appel. Ole Meisner er ikke ‘engageret’ i banal forstand, han er nærværende.

Megen nyhedsformidling er tung, skriftlig og præget af telegrammernes sproglige monotoni. DR kan nå meget længere, blandt andet ved at satse på den form for mundtlighed, som Ole Meisner behersker.

Vi er et par millioner danskere, der kan synes, det er surt at skulle i gang tidligt om morgenen. Men Ole Meisner giver os straks fornemmelsen af, at der hver dag er noget spændende at vågne op til.

God morgen, og tillykke!