Sprogbrevet nr. 47

Udtale

Den stødende og vulgære udtale peddersen kan stadig høres (TVA 28.1.90). Hvis man ikke kan klare at skelne mellem Petersen og Pedersen, så sig dog Petersen hver gang. Og minsandten om vi ikke skulle have diamentral en gang til (musikprogram i P1 26.1.90). Samme udsendelse havde udtalen drammatisk; nej, det skal naturligvis ikke staves med to mm’er, men det blev udtalt som om der var. Og storm- og vandskader (RA 26.1.90) blev udtalt som om der ikke var bindestreg efter storm!

Værdsætte er sammensat af værd og sætte, så det skal udtales værsætte, ikke værtsætte (TVA 10.1.90). Lige så bevidstløs er udtalen af våbenstilstand som våbens-tilstand (TVA 23.1.90); er det så svært at gennemskue at det er våbnene der er bragt til stilstand? De sidste indædte Securitatefolk (RA 8.1.90): indædte skal rime på forædte, ikke på udklædte. En indbygger i Irak hedder en iraker, ikke en irakier (TVA 21.1.90) – uanset hvad man siger på engelsk.

Tiderne er jo sværre (tv-tekst 26.1.90); ja, yngre danskere har i deres udtale ingen forskel mellem herre og hære, svirre og svire osv., og derfor kan de ikke høre sig til om der er ét eller to r’er i sådanne ords stavemåde; men i retskrivningen er alt heldigvis ved det gamle – altså svære. I yngre folks udtale er der også sammenfald mellem luer, lurer og luger; hvad skulle der have stået hvor der i teksten til Matador (12.1.90) stod “Der luer endnu en skandale”?

Jeg ved faktisk ikke hvordan den nye bankfusion Uni-Bank har tænkt sig at dens navn skal udtales. Forhåbentlig bliver det på dansk: unibank. Den engelske udtale junibank (TVA 8.2.90) er i al fald det rene pjat.

Årstal og klokkeslæt

Der er to måder at læse et årstal på. Enten den gamle og almindelige: nitten hundrede (og) treogfirs, altså som et ganske normalt talord. Eller den nye måde, med opdeling af tallene ligesom når det er telefonnumre: nitten treogfirs. Hvis man skulle vælge mellem de to måder, ville det nok være det fornuftigste at tage den gamle, den med hundrede. Så kunne man reservere opdelingsmåden til angivelse af klokkeslæt: hun blev født nitten fyrre, der således ville være noget andet end hun blev født nitten hundrede fyrre. Der er også det argument at det ægte talord – seksten hundrede otteogfyrre – placerer en begivenhed i et historisk rum, mens telefonnummertypen – seksten otteogfyrre – bare er en vilkårlig teknisk nummerering.

I RA 28.1.90 hørte man: “Selskabet meddeler at der bliver afgang fra Ebeltoft kl. seksten tyve og fireogtyve”. Det var helt umuligt at finde ud af om der var tale om to eller tre afgange. En mere opfindsom formulering kunne have gjort det klart: “…klokken 16, klokken 20 og klokken 24” – eller “…kl. 16.20 og kl. 24”.

Navne

Skal det være Gorbatjov eller Garbatjov? Nogle siger det ene, og lige så mange siger det andet. Hvad er det rigtige?

Udtale af fremmede navne er et praktisk problem for programmedarbejderen, som med kort varsel skal omtale personer eller steder fra fjerne egne – og et teoretisk problem for sprogkonsulenten, idet det ikke er til at give en generel instruks om hvordan man behandler fremmede navne.

Hovedreglen er vel at man forsøger at komme så tæt på den originale udtale som muligt. Men hvad er den originale udtale når det drejer sig om en centralafrikansk dialekt, og hvad er egentlig “så tæt på som muligt”? For ikke engang når det er banale europæiske sprog går vi nødvendigvis helt tæt på.

Med hensyn til fransk er idealet at reproducere en udtale med alle franske lydspecialiteter: Limoges, Châtellerault, Amiens. Vi går også ret tæt på engelsk og forsøger os troligt med både tungespids-r og den særlige engelske th-lyd: Brighton, Southampton, Thatcher. Men på den anden side er det accepteret at John og Georgia udtales med ganske almindeligt dansk dj-, og man bliver vist anset for en krukke hvis man udtaler Wales og Charles med stemt s! Tysk stiller vi os endnu friere over for: Bach udtales som om stavemåden var Bak, Schubert udtales med sj- og stød, og Leipzig med s og uden g: ‘lejpsi’. Og for det hele gælder det at hvis et navn i lang tid har været indarbejdet i dansk, så udtales det helt efter danske regler. Tænk på Paris med både stød og s; Skotland udtaler vi som om det var en ø i det sydlige Kattegat, og München udtales ganske skamløst som ‘mønsjen’.

Og nu tilbage til Gorbatjov. Der findes i russisk en regel som siger at et skrevet o udtales som a når det står lige foran ordets hovedtryk. Derfor hedder det på russisk Maskvá, Savjét, Talstój, Gramýko, Komsamól, Dostajévski osv. trods skrivemåderne Moskva, Sovjet, Tolstoj osv. Denne russiske udtaleregel har vi ingen tradition for at rette os efter: Vi siger Prokofjev, Kolkhos, Smolensk, ikke Prakofjev, Kalkhos og Smaljensk.

Men uanset reglen, og uanset vor holdning til den, så kommer den slet ikke Gorbatjóv ved! Ordets hovedtryk ligger jo på sidste stavelse, og o’et står slet ikke i en stilling hvor det skal udtales a! Vil man endelig have den rigtige russiske udtale, så skal o’et faktisk falde bort: Grbatjov.

Udtalen Garbatjov er forkert dansk, idet vi ikke i andre ord retter os efter o/a-reglen; og desuden er det altså også galt russisk!

De der har vænnet sig til den forkerte udtale Garbatjov, vil nok blive ved med den. Men man skal altså ikke lade sig overtale til at forlade Gorbatjov, og hvis man endnu ikke har besluttet sig, skal man absolut vælge udtalen med o, sådan: Gorbatjov.

Det er gennemgående gået godt med Hans Modrow lige fra begyndelsen. Men for en sikkerheds skyld: Tyske sted- og personnavne der ender på –ow, udtales med et langt o. Altså modroh; og på samme måde med Güstrow, Pankow og Bülow.

Svære ord

“Nonetten blev modtaget af en favorabel kritik” (P1 9.1.90). Der er alt for mange der ikke kender ordet favorabel, og det gælder øjensynlig også DR-medarbejderen. Betydningen ‘gunstig’ passer dårligt i sammenhængen, men kunne gå an hvis det havde været modtaget med …

En interviewet overlæge talte i TVA 12.1.90 om “dårlig trivsel hos børn”. Her burde intervieweren have været hurtig og bedt om en forklaring på trivsel; for i lægens mund betyder det ikke ‘velbefindende’, men ‘vækst’ eller ‘udvikling’.

“Han har inside viden, han er en insider” (TVA 21.1.90). Hele det følgende indslag definerede meget grundigt hvad en insider er, nemlig en person der har adgang til økonomisk information inden den er officielt tilgængelig. Der er noget tiltalende ved at slippe for den pedantiske forklaring, men det forstyrrede alligevel noget i begyndelsen at man først efter et stykke tid havde fundet ud af hvad udsendelsens vigtigste ord betød.

Advarsler

“Folkefronten advarede mod guerillakrig hvis besættelsen fortsætter” (TVA 24.1.90). Det burde have været “… advarede om at der ville blive guerillakrig …”

Advare mod noget vil sige at fraråde en noget ved at henvise til en risiko eller fare: Hun advarede os mod at gå ud på isen, jeg advarer dig mod gentagelser, de er blevet advaret mod kontakt med udlændinge. Men advare om betyder at give meddelelse om at noget ubehageligt eller farligt (muligvis) vil indtræffe: han advarede dem om at der var et uvejr undervejs, vi blev advaret om smittefaren, jeg må advare Dem om at alt hvad De siger, kan blive brugt imod Dem.

Man hører af og til at advare om skyldes påvirkning fra engelsk warn, men advare om er skam gammelt i dansk, så brug det bare. Men rigtigt!

Petitjournalistik

Noget af det mest karakteristiske ved bagsidejournalistik, er bestræbelsen for at skrive ganske almindelige ting med snørklede omskrivninger som slet ikke er begrundet i den smule indhold der er. Hovedprincippet er: Sig ikke tingen ligeud!

Vi finder det også i DR. Hvad mening er der i at tale om en stor pose penge til Østeuropa (TVA 19.1.90)? Er dette udslidte udtryk bedre end en stor sum? I mellemtiden har verden ændret sig – som den jo har for vane at gøre (P1 13.1.90). For det første har verden ingen vaner, for det andet er tilføjelsen helt intetsigende. Og se engang her: Han er et af de store dyr i de sidste års tyske kunståbenbaring (P1 20.1.90). I petitjournalistikken trækker det ene ord bevidstløst de andre med sig: Skal man skrive sove, bliver det sove i timen, man kan ikke skrive enlig uden at det bliver en enlig svale, noget kan ikke være spredt slet og ret, det skal altid være noget med spredt fægtning, opgive kan man slet ikke uden ævred, og man siger ikke stor uden at trække det store dyr med ind, selvom sammenhængen intet har med Johannes’ Åbenbaring at gøre.

Vil man afvige fra sund og naturlig sprogbrug, skal der være en begrundelse. Se her et godt og frisk eksempel: “Det er en udvikling – slæden er kørt!” sagde Jonathan Motzfeldt i TVA 14.1.90.

Søforklaring

Danske skibes slingren rundt i vore og naboers farvande, har medført at der på det sidste er afgivet adskillige søforklaringer. Der er mange der studser når gravalvorlige jurister og journalister bruger dette ord, som for de fleste betyder ‘lang og uklar redegørelse’ eller ‘bortforklaring’. Var det ikke nærliggende at bruge søforhør om det juridiske og indskrænke søforklaring til dagligdagens omsvøb og udenomssnak?

Så enkelt er det bare ikke, for søforklaring og søforhør er juridisk set ikke det samme. Søforklaringen er en forholdsvis uformel afhøring der finder sted umiddelbart efter at skibet er kommet i havn. Det der kommer frem her, bruges så i det søforhør, som søretten senere afholder. Juristerne synes ikke at være helt tilfredse med søforklaringen som institution, men endnu eksisterer den altså.

Kort

“Ekstraudgifterne blev 500 mio. kr. større end beregnet” (RA 24.1.90). Det skulle nok bare have været udgifterne; man beregner vel ikke ekstraudgifter på forhånd.

Den interviewede: “…en uhensigtsmæssig og ukompliceret forretningsgang.” DR-journalisten: “Hvad kan man så gøre ved denne uhensigtsmæssige og komplicerede forretningsgang?” (RA 29.1.90) Det kalder jeg taktfuld snarrådighed – en pragtredning!