Ja og men
Mange af de udsendelser og indslag, der ikke er manuskriptstyrede, indledes med det gode ord ja. “Ja, så byder vi velkommen til-“, “Ja, nu er vi igen klar til en ny runde-“, “Ja, lad os kigge lidt på vejrkortet-“. Det er et ret uskyldigt indledningssignal, et radiofoniens hallo, der orienterer om, at lytteren må være klar med sin opmærksomhed.
En medarbejder har gjort opmærksom på, at mange interviewere har det med at indlede nye spørgsmål med ordet men, ofte på trods af al sund fornuft, altså uden at der etableres nogen modsætning. Det kan være en ubevidst vane, men virkningen bliver let den, at intervieweren virker tvær og antyder, at samtalepartneren modsiger sig selv eller trodser almindelig sund fornuft.
Snak
Mange lyttere og seere har hævdet, at DR-medarbejdere bruger ordet snakke i sammenhænge, hvor tale egner sig bedst. Det er vel klart, at der er nuanceforskelle mellem ordene. Snakke er en uformel glose, der ofte bruges om en mere uforpligtende sproglig udveksling. Er der alvorlige emner på dagsordenen, vil man nok almindeligvis tale sammen, ikke snakke sammen.
Men der er sket et stilistisk skred, her som så mange andre steder i sprogbrugen. For en del yngre mennesker er ‘snakke’ ikke så uhøjtideligt og henkastet, som ordet er for ældre og midaldrende.
Jeg vil råde medarbejderne til at skære ned på forbruget af snakke og bruge ordet med omtanke. Tale er acceptabelt for alle aldersklasser; ordet ser nemlig ikke ud til at være blevet mere højtideligt i takt med, at ‘snakke’ har bevæget sig ind på dets område. Der er stadig stor afstand til alvorligere gloser som ‘diskutere’ og ‘drøfte’.
Navneordet snak kan undertiden høres i betydningen ‘drøftelse’, ‘diskussion’, ‘forhandling’, ‘samtale’ osv. Det er ikke heldigt i nyhedsformidlingen, men ordet blev brugt i en udsendelse fra TVA 28/12, der bl.a. beskæftigede sig med “snakken mellem VKR og S om Planen”.
En stilforskel er der også på kone og hustru. I noget så uhøjtideligt som en hundequiz hørte vi, at et hold bestod af NN og hans hustru. Er det ikke lovlig stift?
Spot på to måder
En gruppe med det imponerende navn ‘Visueleffektgruppen’ har produceret en kort udsendelse, der skal erindre seerne om, at der skal betales licens for alle herlighederne i radio og tv. Man ser og hører en populær radiomedarbejder, der i et telefonprogram fører en samtale med en dialekttalende lytter.
Det er en enfoldig og naiv kone – som taget ud af en revy eller en dansk folkekomedie. Jeg skal ikke prøve at vurdere, om indslaget er lødigt eller underlødigt, men blot pege på det problematiske i at lade lytteren tale dialekt (det skal vist være fynsk). Man kommer let til, sikkert utilsigtet, at bekræfte eksisterende fordomme om, at folk med dialekt er brave, men simple medmennesker, der ikke engang har lært at tale korrekt.
Udtale
Navnet på den italienske operasanger Beniamino Gigli skal udtales “djilji”, ikke “djigli” (RA 22/12).
Peary Land i Nordøstgrønland udtales med i-agtig vokal, ikke “perryland” (speaker P1, 6/1).
Tillid har kun i i anden stavelse; i første skal der være en e-lyd, som i ’til’ (TVA 3/1). Elementært, min kære Watson.
Teatershow lød som “tatershow” i TVA 3/1. Vokalsammenstødet i begyndelsen af ord fører undertiden til reduktioner, især hos folk, der ofte bruger de pågældende ord. Teaterfolk siger ikke sjældent “tater”, men det skal nu ikke lokke DR’s medarbejdere til at vælge den lette løsning. Stearin udtales snart “sterin”, snart “starin”, men ret sjældent “stearin”.
Panama har traditionelt to variantudtaler på dansk: én, der rimer på “Canada”, og én, der har tryk og stød på sidste stavelse og altså rimer på ‘goddag’. DR’s medarbejdere har udbredt en tredje udtale med tryk, men uden stød på sidste stavelse: “panamah”, rimende på “uhadada”. Jeg ser ikke nogen rimelig begrundelse for at indføre en form, der passer dårligt til dansk udtale, både mht. struktur og tradition.
90 udtales ikke med ø i sidste stavelse: “halføms”. Det kan høres forskellige steder i Jylland og hos unge overalt i landet – og altså i DR (RA 12/12).
Kort
Udtrykket ‘når det kommer til stykket’ har været kendt længe, men det breder sig så stærkt i udsendelserne, at man må spørge sig selv, hvornår det ikke kommer til stykket. Er det, når alt ikke kommer til alt, altså før til syvende og sidst? Er det i næstsidste instans, måske i yderste konsekvens umiddelbart før i sidste ende?
“Mange unge undlader at blive behandlet for alvorlige kønssygdomme pga. medicinpriserne, siger læge” (TVA 10/12). Her har vi et eksempel på en unødvendig skriftliggørelse af talesproget. Den kursiverede reference stammer fra (dagblads-)journalistikkens overskriftspraksis og har efter min opfattelse ikke noget at gøre i de elektroniske medier.
“Man hjælper solidarisk de, der er sendt i fængsel” (TVA 10/12). Her skulle der ikke være sagt de, men dem, da stedordet er genstandsled i sætningen: “man hjælper ham”, “man hjælper dem”, og “man hjælper dem, der er sendt i fængsel”. Læs evt. nærmere om de/dem i Politikens Håndbog i Nudansk. Problemet kan være opstået pga. angst for at følge en talesproglig praksis, der i andre tilfælde har kunnet føre til fejlagtig anvendelse af en akkusativform i stedet for en nominativform: “mig og Else gik en tur”.
“Dollarmilliarderne gjorde sit til at–”. Milliarder er flertal og kræver stedordet deres i en konstruktion som den citerede.
“–advarede dem om at råbe for højt” (TVA 17/12). Bedre er det at sige “advarede dem mod at råbe for højt”. Men foran en bisætning kan om bruges: “advarede dem om, at de kunne blive straffet”.
“Branden er ikke opklaret” (TVA 28/12). Det er vel, når det kommer til stykket (jf. ovenfor), brandårsagen, der ikke er opklaret.
“De yngste seeres uomstridte favoritter” (TVA 28/12). Mon det ikke er ordet ‘ubestridt’, der har foresvævet medarbejderen? Ingen har kunnet bestride, at Bamse og Kylling var de små seeres yndlinge, men helt uomstridte har de ikke været. Et skummelt mindretal har ikke sans for dem.
“–dannede en menneskelig kæde” (TVA 30/12). Det er nu ikke så mærkeligt, at kæden virkede menneskelig, for det var en menneskekæde.
“–5000 hjemløse i Danmark. Det har længe været mere end hele Norden tilsammen” (TVA 30/12). En sjusket formulering. Meningen er vel, at vi her i landet har flere hjemløse, end der er i de øvrige nordiske lande tilsammen, og at vi længe har været i besiddelse af denne triste nordiske rekord.
“Det gælder såvel x, y, z og æ”. Sådan var konstruktionen i foromtalen af en udsendelse om Østeuropa. Men det hedder nu altså ‘både – og’ og ‘såvel – som’.
“Klokken er godt fire minutter over ni” (RA 13/12). Som tidligere nævnt er godt ikke velanbragt foran tids- og målangivelser, fordi ældre forbinder udtrykket med ‘mere end’, men yngre med ‘mindre end’.
Det går hurtigt med “hvidvaskningen” af ordet lobbyist. Dansk Sprognævn har nu registreret et officielt stillingsopslag, der søger en medarbejder med denne titel, jf. Sprogbrev nr. 43.
Forhåbentlig læste TVA’s medarbejdere Radiserne mod slutningen af 1989, hvor Søren Brun har en tankevækkende samtale med sin tv-kiggende veninde: “Nå! Det glæder mig at du ser nyhederne … Hva’ sker der ude i verden?” Og hun svarer: “Studieværten så bedre ud med langt hår…”
Sådan vekselvirker form og indhold, og sproget har også en formside!
Synkronisering
Er det helt umuligt at koordinere visuelle og auditive impulser fra interviewoptagelser “i marken” (det hedder vist “on location”), således at lyd og mundbevægelser passer sammen hos såvel interviewer som interviewet? Meget ofte er synkroniseringen perfekt, for så vidt angår den interviewede, medens DR’s egen medarbejder tilsyneladende er i besiddelse af helt ekstraordinære taleteknikker. Det distraherer.
Stavning
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, og desværre er det heller ikke til at høre. Men parentes skal ikke staves med a i anden stavelse, hierarki har to r-er (Tekst-TV), og der er et s i charge (eller chargé) d’affaires (Tekst-TV skrev “charge d’affire” 25/12). Det er kun klart, hvis man kender ordenes oprindelse.
Man kan heller ikke høre, hvor mange r-er der er i kørelærer. Teksteren i TVA 3/1 havde forsynet ordet med fire r-er: “kørerlærer”, men kunne have undgået fejlen ved at analysere sammensætningens opbygning, sml. læreanstalt og læreranstalt.
Veltalenhedsskole
En lytter og seer afslutter et brev således: “I det gamle Grækenland havde man en VELTALENHEDS-SKOLE. Meget tyder på at vi har et stort behov for en sådan her i landet i vore dage. Det skulle så være obligatorisk for talere, skuespillere, politikere, radio- og TV-medarbejdere – i det hele taget for ALLE, der henvender sig til et publikum – at tage en eksamen i veltalenhed.
Folk, der ikke kan udtale “meteorologisk” og “europæisk” ordentligt, bør formenes adgang til mikrofon og skærm.”
Hvem der skulle være eksaminator og censor ved en sådan eksamen, oplyses ikke i brevet, men vurderingskriterierne står både på linjerne og mellem linjerne. Lytteren er utilfreds med distinkthedsniveauet. Udover de to ord er anført udtaler som “intresant og “org’nasjon”.
Jeg vil gerne være med til at udvikle medarbejdernes bevidsthed om, at forskellige opgaver stiller forskellige krav til distinkthed, taletempo mv. Men en organiseret veltalenhedsskole med obligatorisk eksamen er svær at forestille sig i et land med en så hurtig udvikling af sprog og normer som den, vi kender i Danmark. Hvis målet skulle være en standardisering af det talte sprog, ville der opstå uenighed om principperne; vi er ikke engang enige om, hvordan landets navn skal udtales, og jeg kan ikke følge brevskriveren i den opfattelse, at der mangler en stavelse i udtalen “intresant”, eller at meteorologisk altid skal udtales me-te-o-r-o-lo-gisk.
Men vi kan alle have glæde af at udvide vores sproglige register og udvikle den sproglige fleksibilitet.
Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR’s forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR’s Personalekursus/DR’s Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.