Sprogbrevet nr. 44

Udtale

Georg Poulsen har ligesom Metz, Gearløs og alle de andre r i sit fornavn (TVA 5/11).

Villadsen udtales almindeligvis uden hørbart d (TVA 8/11).

“En mytisk figur” (TVA 16/10) med stød i mytisk (så my– lød som ny) er en angribelig udtale. Det skal udtales “myttisk”, ligesom typisk inden for normen udtales “typpisk”, og psykisk udtales “sykkisk”.

Det regnes for barnligt og naivt at sige speciel med i i første stavelse (TVA 18/10).

Generator skifter tryk under bøjningen. I flertal er der tryk på næstsidste stavelse: generaTOrer (TVA 18/10)

Fakta

Man hører ofte konstruktioner som “fakta er, at vi har et problem”. Men fakta er en flertalsform, og man bør i ental sige faktum.

Visum er ental, visa er flertal. Men i RA 10/11 sagde reporteren “visaet”, og justitsministeren fulgte det smukt op med at sige “de kan få et besøgsvisa”. Men begge parter sagde senere i indslaget visum, så de kender åbenbart begge former af ordet. Det er da altid en begyndelse.

Samtalens vilkår

Nyhedsudsendelserne har i almindelighed, specielt i tv, kun tid til at bringe korte samtaleforløb, og ofte er de involverede så interesserede i at fremlægge deres egne synspunkter, at intervieweren må gribe ind for at få sagen mere alsidigt belyst, for at få en kritisk vinkel på stoffet osv. Og det kan gøre en samtale til noget, der ligner et forhør. Hvis det går ud over seernes favoritter, bliver de vrede på journalisterne, hvis det går ud over modstandere, bliver interviewerne karakteriseret som “knalddygtige”.

Det kan være fristende at lade to modparter konfronteres direkte, så de kan forholde sig til hinandens synspunkter. Men det går ofte galt, når tiden er knap.

En politiker og en samfundsforsker mødtes i studiet i TVA 22/10. Det kom der ikke meget ud af. Nogle erklæringer, nogle korte tilkendegivelser, men hverken en samtale eller en acceptabel sagsfremlæggelse.

Bedre gik det ikke, da hele to medarbejdere skulle diskutere salmonellaproblemer med to eksperter. 4 personer, der sidder på spring for at komme til orde på meget kort tid, kan ikke behandle et sagforhold ordentligt.

Derimod kan et emne ofte belyses alsidigt ved en skønsom krydsklipning, hvor parterne hver for sig får lejlighed til at fremsætte deres mening – uden at være underlagt en kommunikativ junglelov. Det så vi kort tid senere (TVA 1/11), da to personer (en læge og en pædagog) fremsatte deres klart forskellige opfattelser af de perspektiver, genteknologien tegner, bl.a. for bekæmpelsen af cystisk fibrose.

Jeg ved, at der også kan rettes indvendinger mod dén form; men når meningsudveksling under tidspres bliver til mundhuggeri, svækkes respekten for samtalens muligheder.

Kort

“Jordskælvet har kostet xx døde” (RA 19/10). – Det har snarere kostet et antal mennesker livet.

Psykiater, hedder det. Engang kunne man også bruge formen psykiatriker, men det kan man ikke mere; og man kan slet ikke sige eller skrive “psykriater” og “psykriatrisk”, hvis man vil holde sig inden for normen. Det gjorde en medarbejder ikke desto mindre flere gange i en udsendelse på P3, 9/11.

Aktion i betydningen ‘auktion’ figurerede igen (TVA 11/11) i et indslag med netop dette tema. Sløjt.

“Den kalejdoskopi, nyhedsformidling er”, hed det i TVA 29/10. Hvor er det rigtigt, men hvor er ordet uheldigt, uden en diskret udlægning.

I samme udsendelse hørte vi om en clairvoyant partiformand. Godt at spille på et bredt sprogligt register – men bedst at sørge for, at sammenhængen gør forståelsen indlysende.

Virak blev anvendt i den nye betydning ‘postyr’ (TVK 16/10); men for mange er ordet knyttet til betydningen ‘stormfuld begejstring, ros’.

Man kan også diskret forklare svære ord, som anvendes af udefrakommende medvirkende. I TVA 11/11 sagde en fredsommelig funktionær pilotprojekt om et forsøg i hans kommune. Det har formodentlig været sort tale for de fleste seere.

“Dermed skulle regeringens liv ikke være i fare – trods al mulig skepsis om det modsatte” (TVA 28/10). Normalt tager vi os ikke af fortalelser (som alle kan gøre sig skyldige i), men her var der vist tale om en ægte kikser. Man kan være skeptisk mht. regeringens muligheder for at overleve, og udviklingen kan få et andet forløb end ventet, men den anvendte konstruktion var angribelig – uden dog at skabe egentlige forståelsesproblemer.

En medarbejder gør Sprogbrevet opmærksom på, at vi ikke skriver NAR, men RA – og vedkommende har ret i, at der ikke er behov for at skabe større forvirring omkring brugen af forkortelser. Men her i Sprogbrevet har vi ofte brug for at referere til udsendelsen, ikke til afdelingen. Så vi fortsætter nok med RA og TVA.

Men vi er glade for, at medarbejdernes sproglige opmærksomhed også omfatter Sprogbrevet, så vi ikke luller os ind i nogen forestilling om selv at være sproglige søjlehelgener. Faren er nu ikke overvældende stor, og da slet ikke, når vi bliver belært om, at Colombia ikke har u i anden stavelse, og Cambodja staves med j, ikke med i.

I RA blev det for nylig meddelt, at nogle mennesker havde mistet livet ved et trafikuheld. Et lytterbrev anviser i stedet ordet trafikulykke. Jeg giver lytteren ret.

En anden lytter har samlet sig en lille bunke mannakorn med citater, hvori DR’s medarbejdere tillader sig at sige “å” i stedet for “at” i udtryk som “de vælger at markere”, “det er tankevækkende at se på”. Denne lytter er på vildspor. Bliv ved med at sige “å” i den slags tilfælde, hvor det er langt den bedste udtale.

En solskinshistorie, hed det i TVA 4/11. Men ellers plejer man nu at tale om solstrålehistorier. Det er nok en såkaldt ad hoc-dannelse, sådan én man laver på stedet, fordi man ikke lige i farten kan ramme det rigtige ord. Forleden hørte jeg dannelsen vandforklaringer, og jeg forstod den godt.

Tak, fordi en medarbejder i RA (8/11) genoplivede udtrykket hist og her, som et mindretal stadig husker. Det kvalmende raffinement hist og pist har ellers næsten fortrængt det oprindelige udtryk.

“… øen Skt. Croix påstås at være svært beskadiget fysisk som psykisk” (TVA 22/10). Det hed sig engang, at et landskab var en sjælstilstand. Nu har øer fået sjæl. Tja – og orkanen hed Hugo. Hugo på højtryk.

Forhåbentlig har vi lagt Århus-historierne bag os forlængst. Alligevel vakte det ufrivillig opmærksomhed, da et spændende videnskabeligt resultat blev lanceret således: “To Århus-forskere …” (TVA 16/10). Det var nok bedre at sige “To forskere fra Århus Universitet” – og måske endnu bedre blot at kalde dem forskere. Ville man have kaldt deres kolleger “To københavnerforskere”?

Sprogprisen

For tredje gang kunne generaldirektør Hans Jørgen Jensen hænge den gyldne mikrofon om halsen på en medarbejder, der har gjort det danske sprog – og Danmarks Radio – den tjeneste at udtrykke sig godt.

Bedømmelseskomiteen komplimenterede generelt TVA’s studieværter for deres sprog og sprogbrug, men udtrykte naturligvis en særlig anerkendelse af Lis M. Frederiksens indsats.

Der er et indbygget problem i funktionen som nyhedsformidler: Det personlige engagement har ikke noget stort råderum. Det er endda lige ved at være et kommunikationsproblem, for personligt engagement hjælper forståelsen på vej. Hvis et andet menneske tillægger et emne stor betydning, spærrer man ørerne op. Det er næsten en pædagogisk grundlov, at man kun kan undervise godt, hvis man selv er optaget af det, man har med at gøre. Et menneske, der har noget på hjerte, hjælpes altså godt på vej som sprogbruger. Men studieværten skal være udstyret med en ikke ringe selvkontrol – af let forklarlige grunde.

Funktionen som nyhedsoplæser er også krævende på det sproglige område. Man skal have fornemmelse for, hvad der er lettilgængeligt, og hvad der er svært. Og så skal man kunne læse godt op, hvad kun få er i stand til. For oplæsning er ikke ren teknik. Naturligvis skal man være sikker i ordgenkendelse, have et passende tekstoverblik, kunne undgå distraherende fejllæsninger osv.; det er nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser.

Der indgår nemlig også et moment af fortolkning i processen, og hvis man ikke forstår teksten, kan man ikke læse den ordentligt op. Det går let galt med betoninger (tryk), pauser, tonegang osv., og formidlingen kommer til at savne autoritet.

Oplæseren skal med andre ord både være teknisk sikker og sagkyndig for at være professionel. Og så er der det svært definerbare begreb ‘sproglig musikalitet’, der for tv-oplæseren også skal ytre sig som en harmonisk beherskelse af samspillet mellem det verbalsproglige og det kropssproglige; blikkontakt og gestus er vigtige momenter i helheden, og hvis man er usikker, kommer formidlingen til at savne prægnans.

Lis M. Frederiksen er professionel uden at virke umenneskelig, nærværende uden at være anmassende, venlig uden at være leflende, og hun er som nyhedsformidler optaget af at ‘sælge’ – ikke sig selv, men nyhederne. Sprogbehandlingen er præget af omhu, men virker ikke skolet eller unaturlig. Hun har sin generations rigsmålsudtale, og den står hun ved.

Det er ikke ret lang tid siden, at man betragtede det som utænkeligt at anvende kvindelige nyhedsoplæsere. Det ville gå for hårdt ud over troværdigheden, hed det sig. Det tør siges, at vi er blevet klogere. Men længe var mange mænd tilsyneladende også bekymrede for, om kvinder var tilstrækkeligt æstetisk udviklede til at kunne gøre fyldest.

I midten af halvfjerdserne interviewede jeg til brug i en udsendelse om sproget i Danmarks Radio en elskelig gammel rektor, P.O. Boisen, der i sin tid havde haft med radioens engelskundervisning at gøre. Han var kritisk over for sprog og udtale i DR, og det var hans faste overbevisning, at de kvindelige medarbejdere var de største sprogvandaler. For mit indre øre spøger stadig sætningen “Det forekommer mig, at det er damerne, de kvindelige medarbejdere, der vulgariserer sproget mest.” På båndet kan man, pinligt nok, høre den ungdommelige interviewers diskrete, men umiskendeligt undertrykte latterbrøl.

I dag er glæden ublandet. Til lykke, Lis M. Frederiksen!