Sprogbrevet nr. 43

Udtale

Pogram, vudere, severe

En lytter skriver til DR: “I Deres udmærkede programmer hører jeg ofte om folketingets politiske patier, en by, der hedder Bodeaux, en anden, der hedder Maseille, en sevitrice der severer … og jeg kunne blive ved”. Brevet er stilet til DR’s sprogpofessor, som hermed skal give en vudering af poblemet:

Iagttagelsen er rigtig: Mange dropper et r i optaktsstavelsen, dvs. den stavelse, der går forud for den betonede. Det irriterer en del lyttere, og ordenes kontur bliver da også mindre prægnant. Prøv derfor at fastholde udtalen med r.

Fænomenet er ikke nyt. Også i ældre tid kendes r-tab i ord som persille, person, kvarter, kartofler, margarine, portræt, organ, men der er ingen tvivl om, at tendensen er stærkest hos yngre, fx i ord som herbarium, portion, journalist, normal. Bærere af navne som Charlotte og Birgitte kan tale med om dette. Og lærere møder masser af stavefejl: vudere, kiopraktor og hyperkorrektioner (jf. Sprogbrev 42, som alle vel bærer på sig): birograf og terolog.

– Husk, at (en) modtager og (hun) modtager ikke udtales på samme måde, jf. (en) deltager og (han) deltager. Det sidste ord i hvert ordpar udtales “tar”.

Et par trykfejl har indsneget sig i TVA; i nødtørftig (29/9) blev trykket lagt på første stavelse. Det skal ligge på anden stavelse. Det samme kan siges om motorerne.

De følgende udtalebemærkninger er næppe nye for Sprogbrevets læsere, men: kollega udtales med “skarpt g” (P3 15/9 og TVK 24/9). Når problemet optræder så tit, må det skyldes afsmitning fra flertalsformen kolleger, der kan have “blødt g”. Men at forstå alt er ikke at tilgive alt.

Tusindvis af danskere hedder Pedersen, og mange af dem vil nødig kaldes “Peddersen”. Respektér det (RA 9/10).

Kun få hedder Ingvar til fornavn, men de vil ikke udtales “Ingkvar” (Kbhs. Radio 29/9).

Det hedder Ungarn, men ungarsk, det sidste altså uden n (RA 10/10).

SAS taler om passagerer med –sj-, DSB om “passaserer”. Følg i dette tilfælde SAS, om hvis mundtlige fremførelsesteknik der ellers kan siges et og andet. I TVA 1 /10 anvendtes formen passaser.

Lancere skal ikke udtales langsjere (P1 1/10).

Afsmitning

Dansk sprog udfolder sig i nær kontakt med engelsk/amerikansk og i nogen kontakt med svensk. Det forklarer den stadige brug af administration, når der tales om den amerikanske regering (TVA 20/9). Jeg har svært ved at se gevinsten.

Svensk må ligge bag formuleringen (Radiooversigt P1 15/9) “slut i det 12. århundrede” i stedet for det noget tungere danske “mod slutningen af det 12. århundrede”.

Men det koksede helt i P3, da selveste Oscar Peterson blev udtalt, som var han svensk: “Her er den med Oscar Pettersons trio” (29/9).

Svære ord

Kompliment til den journalist, der i TVA 21/9 venligt og hurtigt bad en jurist forklare sig, da han havde sagt “… at etablere et fait accompli“.

Hilsener med modsat fortegn til den kollega, der to gange i TVA 26/9 sagde “stratetisk” i stedet for strategisk.

“Brugerne risikerer (…) psykoser” (TVA 8/10). Det havde været bedre at sige ‘alvorlige sindssygdomme’.

I tekstningen af Gamle Danmark (8/ 10) var zoologer blevet til sociologer, og det gik også galt med teksten, da ordet baptistpræst blev gengivet “babtisk præst”. Har sådan én mon ikke problemer med kødets lyst?

Det ligner ikke RA at sige “… en hårdere attitude mod folk, der misbruger …” (6/9). “En strengere kurs” var nok bedre.

Strofe eller vers?

En medarbejder beder om en udtalelse vedr. anvendelsen af vers og strofe i udtryk som “Som indgangssalme synges vers/strofe 1 til 3 af …”.

I skal efter min mening sige vers. Det er dagligsprogets almindelige betegnelse – og vist også kirkens. Der findes ganske rigtigt fagfolk, der internt bruger strofe og anvender vers i betydningen ‘verslinje’, men der opstår heller ikke for dem noget tolkningsproblem, når de møder normalsprogets vers.

Jeg har diskuteret emnet med kolleger, der forsker i metrik (verslære); de tilslutter sig den opfattelse, at programmer, der ikke henvender sig til fagfolk, udmærket kan bruge vers i betydningen strofe, men de ser gerne, at man bruger fagsprogets betegnelser i udpræget litterære programmer.

Lobbyist

Dette ord var ikke kendt af ret mange for bare få år siden, og for de fleste har ordet været negativt ladet. Lobbyisme var en mindre pæn vej til indflydelse, en skjult, undertiden lyssky aktivitet, som pæne mennesker holdt sig fra. Begrebet befandt sig et sted på den dunkle skala mellem de almindelige pamperteknikker og den moralsk og juridisk anfægtelige adfærd.

Ordbøger fra 80-erne taler om ‘luskepolitik’ og ‘underhåndsaftaler’, om ‘korridor og bagtrappepolitik’ osv.

Derfor virkede det stærkt, at en række tilsyneladende redelige mennesker i underteksten i TVA for nylig var forsynet med stillingsbetegnelsen lobbyist.

Det ser ud til, at lobbyisme hurtigt er blevet stuerent; i erkendelse af de uformelle informationsudvekslingers betydning har mange taget ordet ind i varmen. Men for mennesker på større afstand af mødelokaler, restauranter, barer, kontorer og repræsentationslokaler, fx i Bruxelles, er det altså heller ikke sket endnu.

Derfor kunne man forsyne ordet lobbyist med synlige eller hørbare anførselstegn og tale om de ‘såkaldte lobbyister’. Det er en udmærket overgangsløsning. Jeg skal i øvrigt ikke gøre mig klog på, om ordet i den nye betydning har fortjent varig status i det danske sprog. Men jeg tænker naturligvis mit.

Måske er det rimeligt at anvende ordet i forbindelse med de funktioner, de pågældende mennesker varetager, men jeg vil indtil videre gerne anholde brugen af ordet som stillingsbetegnelse. De færreste har vel ordet på deres visitkort eller ser det på deres lønseddel. Der er tale om en fællesnævner for nogle aktiviteter, en lang række embedsmænd, funktionærer, informationschefer, konsulenter, korrespondenter osv. beskæftiger sig med.

Kort

“Lyntogene, som jo kører på sidste kapitel …”, hed det i Radioavisen for nylig. Kommentar overflødig.

“… indre uenighed i regeringen” (RA 21/9). Vi kan godt undvære det første ord, men udtrykket er dog bedre end ‘intern indre uenighed’.

“Ninn-Hansen er det folketingsmedlem, der har ældst anciennitet” (TVA 3/10). Nej, han har størst anciennitet.

“DSB blev idømt til at betale en bøde” (RA 11 /10). Enten blev DSB ‘idømt en bøde’, eller også blev DSB ‘dømt til at betale en bøde’.

Der er to accepterede forkortelser af ‘for eksempel’: fx og f.eks.; men TVA lavede et forkert kompromis: fx. (29/9).

“At grunden til dels er arbejdsgivernes egen skyld” (RA 9/10). Sjusk. “Grunden kan være arbejdsgivernes egen”, eller “det kan være arbejdsgivernes egen skyld”.

“De fleste af de, der demonstrerer” (TVA 8/10). Det hedder ikke de, men dem, når stedordet er styrelse for en præposition. Også her kan der henvises til begrebet hyperkorrektion (overkorrekthed). Af angst for at dumme sig ved at bruge akkusativ, hvor der skal anvendes nominativ, er mange tilbøjelige til i visse konstruktioner at bruge nominativ, hvor der skal være akkusativ.

Ordet narkobaron er sådan set rammende, men nu er det ved at falde for Radioavisens klichetærskel, ligesom tidligere flugt- og udbryderkonger. Skal vi ikke ved samme lejlighed gøre det af med den evindelige politiske storvask?

Og så troede jeg efterhånden, at vi tilstrækkelig mange gange havde gjort opmærksom på, at terrorister har det med at være skyld i en række dramatiske aktiviteter, men som regel ikke står til ansvar for dem. Derfor må I holde op med at sige, at de påtager sig ansvaret (TVA 26/9).

Ordet hold er i sportslige sammenhænge blevet trængt af mandskab. I betydningen ‘menige soldater’ og ‘søfolk’ har ordet mandskab en forholdsvis lang tradition i dansk; i den moderne anvendelse om sportshold kan det være tyskpåvirket. Den hidsige anvendelse af ordet i fodboldkampe (TV-Sporten 11/10) er påfaldende, specielt for kvindelige iagttagere. Ordet er omgivet af en vis hørm fra omklædningsrum – for rigtige mænd, skulle jeg hilse og sige, for nu at slutte af med en moderne kliché.