Sprogbrev nr. 41

Udtale

Ungarnsk (TVA 16.6.89, både tale og tekst) er en fornuftig og regelmæssig form, men den er altså ikke desto mindre forkert. Det skal være ungarsk.

“Bachs Göwldbörg-variationer” (P1 progr.læsn. 27.7.89). Prøv lige at huske, at der er andre sprog i verden end engelsk. Her er det tysk, og det skal udtales Goldberg – lige ud ad landevejen.

Anmassende staves med to s’er og skal udtales derefter, altså med kort a, så det rimer på passende. Anmasende (TVA 18.6.89), der sætter ordet i forbindelse med mase, er en ganske fornuftig folkelig form, men den er ikke i overensstemmelse med korrekt rigsmål eller med ordets oprindelse.

I den grå eminence skal eminence rime på flænse; ikke noget med eminangse (RA 7.7.89). Og det hedder heller ikke kontraversiel (RA 4.8.89 og mange andre gange), men kontroversiel og kontrovers.

Det hedder ikke ORganiske stoffer med tryk på første stavelse, med mindre der tilstræbes en direkte modsætning til uorganisk, brugt i samme sammenhæng. Det var ikke tilfældet i RA 17.7.89. Derfor havde udtalen orGAniske været bedre.

Udtalen “geet” for givet irriterer mange (TVA 28.7.89), og hele Sønderjylland må have studset over udtalen af Kollund i RA 22.7.89. Det blev udtalt som navnet på digteren Kålund.

Nogle tyske sted- og personnavne har en dansk udtaletradition. Fx udtaler de fleste andet led i Hamburg som andet led i Tuborg, og Berlin rimer på ’til grin’, Schubert på Hubert osv. Derfor virker det påfaldende, når Udsendelsesredaktionen i TV 28.7.89 siger Salzburg med stemt s, åbent a, ts-lyd (svarende til z), og u i sidste stavelse. Og komponisten Bach blev udtalt med vibrerende gane.

Islamisk rimer på dynamisk og skal ikke udtales “islarmisk”, sådan som det skete i TVA 29.7.89. I TVA 30.7.89 sagde studieværten først iransk med tryk på første stavelse: “ihransk”; senere sagde reporteren det rigtige: “iRANSK”, og det tilsluttede studieværten sig så til sidst. Det er ikke spor sværere end med fx trykskiftet fra Japan til japansk.

At afbilde er åbenbart et svært ord at udtale. Nogle siger “afbillede”, men i korrekt sprog er dette ord et navneord, der betyder ‘et nøjagtigt billede af noget’. Afbilde skal udtales enten så det rimer på udstille eller med “skarpt” i; d er stumt. Alligevel sagde en udtalesynder i TV-Udsendelsesredaktionen 2.8.89 afbilde, så det rimede på ‘fraskilte’.

Bod

Man kan være så uheldig at få en bøde, man kan oven i købet få flere, og så er det altså bøder. Men hvad nu, hvis man bliver idømt en bod mere end én gang? Hvad hedder bod i flertal? spørger Regionalen i Næstved.

Retskrivningsordbogen oplyser ikke nogen flertalsform, og det betyder, at der ikke er nogen i korrekt rigsmål. På samme måde med ord som dåb, død, gæld, fred, hævn, nytte, nød: Det er noget, der sagtens kan tænkes i flertal, og man står tit og savner en flertalsform.

Den almindeligste metode til at klare problemet, er at sætte entalsordet sammen med et ord, der uden vanskeligheder kan forekomme i flertal: dåb – dåbshandlinger, død – dødsfald, gæld – gældsposter, fred – fredsslutninger/fredsperioder, hævn – hævnakter, nytte – nyttevirkninger, nød – nødssituationer, osv.

Sådan må det også klares i tilfældet med bod. Man kan fx bruge et ord som bodsbetalinger, eller man kan tale om de gange der er blevet betalt bod.

Bevirke

Der findes et udmærket ord, der hedder ‘bevirke’. Brug det indimellem. Et andet ord hedder begå. Det kan også bruges, fx i udtrykkene begå en forbrydelse, og begå selvmord. I sidste sammenhæng er ordet ved at blive udkonkurreret af gøre, således at mange unge fast siger gøre selvmord.

Det er også gøre, der er på spil som et mindre præcist alternativ til bevirke i udtryk som “de mange stigende udgifter gør, at kommunen har fået likviditetsproblemer” og “nye oplysninger, som gør, at …” (TVA 28.7.89). På mange virker gøre i disse sammenhænge barnligt.

Mord og drab

I forbindelse med gidselkrisen i august har der været stor usikkerhed mht. brugen af ordene henrette, myrde, dræbe og de tilsvarende henrettelse, mord og drab.

Lad os først slå fast, at henrettelse er en straf, som er idømt af en domstol. Henrettelse behøver absolut ikke at have at gøre med retfærdighed, men altså nødvendigvis med lov og dom. Der er derfor ikke tale om, at gidslet bliver henrettet – uanset at aflivelsesmetoderne minder om dem, der bruges ved henrettelser.

Man kunne så bruge mord og myrde, som det også er gjort i DR. Men hvis en henrettelse er en lovlig aflivning, så er et mord en forsætlig, ulovlig aflivning, og det vil sige, at man ved at bruge mord og myrde i en vis forstand tager stilling til skyldsspørgsmålet.

Likvidering og likvidere har også været brugt. Det var de ord, der blev brugt om stikkerdrabene under besættelsen 1940-45. Associationen er ulovlige, men retfærdige drab udført af frihedskæmpere, og ordene er derfor langt fra neutrale.

De bedste ord i disse uhyggelige forbindelser er dræbe og (gidsel)drab. De er præcise, saglige og neutrale.

Omgå og omgås

“… hvordan man skal omgå en aids-syg” (TVA 28.7.89). Nej, det hedder omgås her. Man kan derimod omgå loven, hvis man er en skidt fyr. Omgå hedder omgik i datid, og omgås hedder omgikkes. Pas på den lurende datidsform omgikkedes, som ofte høres. Lommebogen blev åbnet, da datidsformen fortiede forekom i TVA 30.7.89, men diskret lukket igen, da det viste sig, at fortiede er anerkendt på linje med fortav. Nej, det er ikke et udslag af den nye retskrivningsordbogs rummelighed; også den gamle gav denne valgfrihed.

Forhåbentlig

“… et debatoplæg, der forhåbentlig vil kunne ægge til modsigelser og dermed stimulere til videre aktiviteter i de enkelte klasser” (elevhæfte fra DR). Skulle det ikke have været forhåbentligt, spørger forfatteren, som i al venskabelighed er uenig med redaktøren.

Dette med t på biord, der ender på -ig eller -lig er noget af det sværeste i den praktiske grammatik. Grunden er at der omkring århundredskiftet blev formuleret nogle regler, som ikke svarede til den faktiske sprogbrug, selv ikke i de bedste kredse. Derfor er reglerne mere eller mindre kunstige for de fleste sprogbrugere. Retskrivningsordbøgerne har lige siden 1923 trofast bragt reglerne, men har samtidig henstillet til lærere og andre vejledere om ikke at kræve dem overholdt i alle detaljer, men vise mildhed i bedømmelsen.

Den sidste Retskrivningsordbog (1986) bringer den grundigste og mest pædagogiske fremstilling af reglerne, men de er alligevel meget krævende, og næppe mange orker at læse dem. Men af § 38 fremgår det at det er valgfrit om man vil skrive forhåbentlig eller forhåbentligt i sammenhængen ovenfor.

Et praktisk råd, som næsten altid giver det rigtige resultat, er: Hvis du er i tvivl, så lad være med at sætte t på disse biord. Hele kunsten består faktisk i at komme i tvivl!

Lykkes

Vi tager en tur i bøjningskarrusellen: at lykkes, det lykkes, det lykkedes, det er lykkedes.

Mange bruger datidsformen også som navnemåde: “Vi håber, at det efter de mange anstrengelser omsider må lykkedes for dem”. Det er ikke god sprogbrug. Det er heller ikke godt efter svensk eller engelsk mønster at anvende hjælpeverbet at have i forbindelse med ordet: “Han har lykkedes med sit projekt”. Og det er mod traditionel sprogbrug at knytte en personbetegnelse til ordet: Noget kan lykkes, det kan lykkes, men Olsen, Madsen eller han kan ikke lykkes.

Kort

“… for at bringe eventuelle uoverensstemmelser mellem Danmark og Israel på plads” (RA 21.7.89). Meningen var tydeligvis, at eventuelle uoverensstemmelser skulle bringes ud af verden, af vejen el.lign., og det ligger der egentlig ikke i den anvendte moderne kliche på plads.

“Os han ogsaa favne vil, Englen i det Høie”, skrev Ingemann i den morgensang, som efter flere børns opfattelse hedder ‘Lysets ælling går med glans’. Teksteren af TV’s program ‘Før søndagen’ 5.8.89 begik naturligvis ikke den fejl, men skrev til gengæld ‘gavne’ i stedet for ‘favne’. Det er måske her lovlig kontant.

“… i tilfælde, hvor folk ikke er skyldige i noget ulovligt” (RA 14.7.89). Her kunne man vist godt have undværet ulovligt!

“… endnu en deltager har kastet en brand ind i bålet” (RA 14.7.89). Det er jo nærmest som en dråbe i havet, så det kan der ikke ske noget ved. En brand er især noget, man kaster i folks sjæle for at opflamme dem.

“Man kan være hiv-smittet i op til flere år uden at vide det” (TVA 18.6.89). “… op til flere bøger om den franske revolution” (P1 13.7.89). Vi minder om, at man godt kan sige flere uden op til eller indtil; men der er efterhånden ikke mange, der gør det.