Sprogbrev nr. 34

En lapsus

Der er meget få sproglige søjlehelgener. Alle kan i farten komme galt af sted, og man vil have bemærket, at vi i Sprogbrevet normalt ikke beskæftiger os med fortalelser. Derfor vil jeg heller ikke gøre mig lystig over studieværten i TVA 1/12, der kom lidt uheldigt fra en improvisation: ‘Det var nok et råd, der var værd at lægge sig på øre‘. Vedkommende ved lige så godt som jeg, at man kan lægge sig noget på sinde’, ‘lægge øre(t) til noget’ osv.

Men alle kan komme på glatis, selv monarker. Chr. X hyldede i en tale nogle mennesker, fordi de “havde bragt dansk idræt det hoved længere frem, som vi andre manglede”. Ja, man skal høre meget, før ørerne falder af – men ikke så forfærdelig meget, før øjnene falder i.

Jeg troede i øvrigt ikke mine egne øren, da en voksen radiomedarbejder i et orienteringsprogram 1/12 sagde en kilomet. Om det kan forklares som en lapsus, ved jeg ikke. Kan det virkelig være en ukyndighedsfejl? I så fald vil jeg med Holberg sige: “Monsieur, I er mafoi en Nar!”

Et oplæg

Kan man holde oplæg og være oplægsholder? Spørgsmålet kommer fra en medarbejder, der har god grund til at være i tvivl. Mønstret kommer fra holde foredrag og foredragsholder, den mere omfattende mundtlige opgave, der på konferencer osv. i stigende grad er erstattet af de mindre krævende oplæg.

Jeg vil fraråde oplægsholder, men opfatter holde oplæg som så etableret, at det ikke nytter at insistere på fx at levere et oplæg.

På sigt

En medarbejder spørger, om dette udtryk kan anbefales. Det synes jeg ikke. Vi har i forvejen udtrykket ‘på langt sigt’ (ofte udtalt på lang sigt’), ‘på kort sigt’, ‘langsigtet’ og ‘kortsigtet’ osv. Det nye udtryk kunne da hente sin berettigelse i betydningen ‘med tiden’, som den “varighedsneutrale” angivelse. Problemet er imidlertid det, at ikke så få bruger ‘på sigt’ synonymt med ‘på langt sigt’; så er der ikke vundet noget – og da slet ikke klarhed.

Tekstning

Der har for et par uger siden været afholdt en weekend-konference for tv-tekstere og sprogfolk. Deltagerne kom fra alle de nordiske lande, og der var nok at tale om: Tekstningspraksis, døvetekstning, tekstning og sprognormer, oversættelsesproblemer, uddannelsesmuligheder osv.

TV-tekstningen påkalder sig stor interesse, alene fordi den kvantitativt omfatter op mod halvdelen af den tekstmasse, voksne danskere gennemsnitlig læser hver dag. Det er svært at finde noget sidestykke til det. Man må antage, at sprogpåvirkningen er betragtelig, og derfor må DR prioritere tv-tekstningen højt i det intensiverede sprogarbejde.

Som bekendt kan tv-teksten ikke gengive alle de ord, der siges i almindeligt taletempo. Ofte må der skæres drastisk ned. Herved kan sproget let blive reduceret til blotte informationer; det særlige stilpræg udviskes til fordel for det mere nøjsomme “rugbrødssprog”. Men dygtige tekstere, der har tilstrækkelig tid til at varetage deres funktioner, mestrer alligevel at gøre skriftsproget til et egnet redskab for også det personligt formede udtryk.

Seerne har det med at bemærke, når noget går galt, og måske er der internt i institutionen en tendens til det samme. Men øges opmærksomheden generelt over for tv-tekstningen, og afsætter man tilstrækkelig tid til de forskellige opgaver, så kan resultaterne naturligvis blive bedre.

Tekstningen er ikke nogen detalje i helheden; karakteristisk nok kaldte jeg mit eget indlæg ‘Tv-teksteren – den skjulte medtilrettelægger’.

Kort

“… i så relativt et velstående land” (TVA 23/11) lyder ikke godt. Der skal siges ‘i et så relativt (eller forholdsvis) velstående land’.

Det er for dårligt, at medarbejdere i NA-R bliver ved med at kløjes i ordene psykiater og psykiatrisk (fx 2/12). Man hører ofte udtalerne “sykriater” og “sykriatisk” eller “sykriatrisk” til trods for, at skriften giver udmærket anvisning på, hvor i ordene r skal placeres. Sproget har netop skilt sig af med den gamle variant psykiatriker, og så skal der ikke komme nogen med varianten “psykriater”.

‘Efter at vi har overstået reformationen’ (TVs julekalender 6/12). Dette var ikke et udsagn fra en katolik eller en hedning, men et udslag af hæmningsløs omgang med ordet ‘overstå’.

‘FN’s turistorganisation, de mener, at’ (Landet Rundt 6/12). Her er der flere grunde til at udelade ordet ‘de’.

‘De studerende demonstrerede for at symbolisere, at undervisningsminister Bertel Haarder vil føre forholdene tilbage til stenalderen’. ‘Symbolisere’ er ikke heldigt; flere ville forstå budskabet, hvis man havde sagt ‘de studerende ville med demonstrationen give udtryk for, at …’

Branche skal ikke udtales ‘brangse’, men ‘brangsje’ (TVA 23/11).

Dramatisk og klimatisk udtales alt for tit ‘dramattisk’ og ‘klimattisk’ (TVA 23/11), altså rimende på ‘grammatisk’. Men de to ord skal udtales parallelt med ‘problematisk, systematisk, dogmatisk, akrobatisk, sympatisk’ osv.

Klicheer

Spar os for spørgsmål af typen ‘Hvad er der ellers på bedding i øjeblikket?’ Og skær ned på anvendelsen af udtrykket ‘at gå til valgurnerne eller stemmeurnerne‘. Vi er trætte af billedsproget med stokken og guleroden og af det forslidte citat: ‘Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden’.

Vy søs vød fømtydden

Visse observationer kunne tyde på, at der er tendenser til runding af vokalerne i, e og æ i moderne dansk. Ikke sjældent hører man udtalen føm og fømten i stedet for fem og femten, jeg ved en lærkerede kan blive til jeg vød øn lørkerødde, tid bliver til tyd, kemi til kømy. Om det bliver ved ansatserne, ved (vød) jeg ikke, men DR’s medarbejdere bør indtil videre styre sig.

Den store danske sprogforsker Otto Jespersen (1860-1943) bemærkede i øvrigt, at mange mennesker runder vokalerne, når de taler til børn: Myn lylle vøn lyder mere fortroligt end min lille ven osv. Men konsekvent brug af sådanne udtaler vil føre til utallige sammenfald i sproget. Fi for en ulykke.

Engelsk eller romansk tryk i dansk

En højtstående embedsmand (gæst i TVA 23/11) sagde NAtional og CENtral, i stedet for natioNAL og cenTRAL. Det er naturligvis en trykfremskydning efter engelsk mønster – af en type, der også høres hos DR-medarbejdere. En nyhedsoplæser i NA-R foreslår offentlig afstraffelse med nihalet kat af de formastelige, der siger INtern, AUtoritær, MAnuel, INdividuel, VIsuel og SOUvenir.

De omtalte ord har i klassisk rigsmål et tryk, der viser deres romanske oprindelse. Ordene er også lånt til engelsk, og her hører vi dem med fremskudt tryk. Og med den kulturelle vestenvind kommer så de nye udtaleformer til dansk. De virker irriterende på ikke så få, men på langt sigt kan det godt gå sådan, at de får borgerret i rigsmålet.

Da vi for ikke så lang tid siden var uvante med engelske lån, men fortrolige med franske, gav vi undertiden de engelske låneord tryk, som om de var franske. På den måde har bl.a. ordet sherif fået tryk på sidste stavelse, og jockey har haft en forfransket udtalevariant ‘sjoKAJ’.

Forringelser

I forbindelse med forhandlingerne om en ny finanslov blev det i RA 8/12 meddelt, at der var flertal for en forringelse af dagpengeloven. Der er ingen tvivl om, at ændringen fører til besparelser, og at modtagerne af dagpengene vil være enige med oppositionspolitikerne om, at der er tale om en forringelse; men det er en tvivlsom sag at hævde, at loven er blevet forringet. Tilhængerne må vel mene, at det var ønskeligt at ændre den.

Gode ønsker

For et par årtier siden begyndte nogle velmenende mennesker at ønske hinanden god weekend, og udtrykket kan stadig høres fra fredag formiddag til lørdag. Flere og flere udvider i disse år repertoiret og ønsker hinanden – og lytterne – en god dag og en god aften (udtalt som to selvstændige ord), somme tider endog en god eftermiddag. Morgenradioavisen er et par gange blevet indledt med et god morgen (naturligvis udtalt som et sammensat ord) og afsluttet med et god dag, og man ville da være et skarn, hvis man ikke var taknemlig for de mange gode ønsker, fra natradioavisens undertiden grødede god nat til morgenfanfaren 7 timer senere. Det er et venligt signal at sende ud, og selv om der nok skal sidde en del lyttere og tænke deres om kollektiv, professionel service-venlighed a la SAS-stewardessens sikkert dybfølte og udtalte ønske om et snarligt gensyn, så er der sikkert endnu flere, der godt kan lide disse verbale skulderklap.

Jeg melder mig ind i klubben og ønsker jer alle en rigtig glædelig jul – idet jeg på det danske sprogs vegne takker jer for udvist interesse og stadig omsorg. Erik Hansen har bedt mig ledsage ønsket med en advarsel: Nu ikke noget med “nytårsfortsætter”. Man sætter sig undertiden ved årsskiftet noget for, man fortsætter netop ikke i den gamle skure. Det hedder nytårsforsæt; husk det nu, ellers kommer vi efter jer med bål og brand, stok og gulerod, nihalet kat og nye sprogbreve i 1989!