Sprogbrev nr. 33

Udtale

Kirkeministeren skal udtales rækkendorf. Der er ingen grund til at vælge en tysk udtale.

TVA 5/11 omtalte et værk, der var blevet uopført. Tag r‘et med i udtalen. Og tag l‘et med i skolen. TVA 3/11 beskæftigede sig med Landbohøjskonen.

Om man siger Kømagergade eller Kømargade er mindre væsentligt. Begge udtaler har hævd i rigsmålet. Men det har udtalen med hørbart b ikke. I TVA 5/l1 sagde studieværten Kømargade, men reporteren tog b‘et med.

Radioavisen har en fortræffelig medarbejder, der siger bir i stedet for bli(ve)r. Det er ikke en udtale, han selv har opfundet, det er en velkendt mindretalsudtale, men den må frarådes, i hvert fald i distinkt tale.

Der er stadig ikke noget, der hedder “premiereminister” (TVA 5/11), og lancere skal ikke udtales “langsjere”. Psykiatriske patienter skal ikke omtales som “psykriatiske” tilfælde (TVA 26/10).

En sprogbevidst medarbejder ved TV-Provinsafdelingen er klar over, at trykket i et ord kun sjældent skifter under bøjning. Ældre rigsmål krævede betonet førstestavelse i martyr og satyr, men trykforskydning til 2. stavelse i martyrer og satyrer. I moderne rigsmål er tryk på 1. stavelse almindeligst i både ental og flertal. Men rigsmålet har stadig trykskifte i en række ord på -or: DOKtor-dokTORer, TRAKtor-trakTOrer, proFESsor-profesSOrer m.fl. Og hvad gør man så med ordet dæmon?

I ældre rigsmål skulle ordet udtales DÆmon i ental ubestemt form, men i flertal have trykskifte til dæMOner. Det forklarer medarbejderens modvilje mod at bevare trykket på første stavelse under bøjning. Men i øvrigt er der sket en ændring i rigsmålet. Mange siger dæMON, altså med samme tryk som i de andre bøjningsformer, og det vil jeg ikke indvende noget imod.

Rationering

Vi har alle vore yndlingsudtryk. Visse vendinger løber os let i pennen, og endnu flere slipper ubemærket ud i spontant talesprog. En meteorolog skamrider udtrykket ret så. En tilfældig dag (8/11) gav flg. høst: “ret så klart vejr, ret så køligt, ret så mildt, ret så blæsende (2 g.), ret så skyet”. Og der er endda næppe tale om en personlig rekord. Jeg tror ikke, at min familie er den eneste, der går glip af vejrudsigten, fordi opmærksomheden glider over fra indholdet til formen. Det er ret så belastende, og jeg vil foreslå meteorologen at rationere, evt. nedtrappe forbruget: 1. uge max 5 gange pr. vejrudsigt, 2. uge 4 gange osv.

Det musik

En medarbejder i Vejle spørger, om det er i orden at sige “Drikker du selv det vin?” (hørt i TVA) og “Hvorfor spiller du det musik?”. Nej, det er det ikke. Der er næppe tale om en egentlig sproglig glidning, men om en almindelig talesprogstendens.

Engelsk

eller amerikansk, skulle man vel kalde det fremmedsproglige nedslag, der ligger bag forekomsten af “djerusalem” for Jerusalem (TVA 31/10). Engelske betydningslån har vi i “politiets massive jagt” (TVA 7/11) og i “dit punkt er, at …” (musikuds. i TV 26/10). Man taler om betydningslån, når et ord, vi havde i forvejen, henter ny betydning under påvirkning udefra. Vi havde massiv og punkt i forvejen. Nu forekommer de i nye sammenhænge i betydningen hhv. ‘intens’ og ‘pointe’.

Kort

“… det rejser nogle spørgsmålstegn” (TVA 6/11). Nej, man kan sætte spørgsmålstegn ved noget, og man kan rejse et spørgsmål, men det er ikke nogen god ide at rejse et spørgsmålstegn.

Må man sige sponsere med tryk på 2. stavelse? Sådan spørger en række medarbejdere, der vel finder sponsorere for tung. Jeg beklager at måtte meddele, at formen sponsere ikke er anerkendt, hverken med tryk på 1. eller 2. stavelse. Man kan sige sponsore i stedet for sponsorere, men altså ikke sponsere. Det er ellers en form, man ofte hører, og jeg gætter på, at den sætter sig fast i sproget. Men forsigtige medarbejdere bør holde sig fra den.

“Kirken i Østtyskland skal være varsom med ikke at udfordre styret”, forlød det i TVA. Her var der naturligvis et ikke for meget. Det slap ikke ind i spontan tale, men må have stået i et manuskript, der tydeligvis blev læst op.

“Ulykken kostede 17 døde”. Jeg giver en medarbejder i Undervisningsafdelingen ret i, at ulykker snarere kan koste menneskeliv.

Hold igen med billeder fra sporten i beskrivelsen af det politiske liv. I RA var der for nylig en politiker, der “kastede håndklædet ind i ringen”; og ustandselig “kridtes banen op”, undertiden for “anden halvleg” i et politisk opgør.

“… enkelte vestlige lande har gjort tilnærmelse til Nordkorea”. Billedsproget her (RA 8/10) forekommer mig ikke heldigt.

Udarte sig. En medarbejder spørger, om det er blevet gængs tale. Sig er ganske rigtigt hyppigere nu end tidligere, men det eksisterede også for 50 år siden. Helt anerkendt er udtrykket dog ikke blevet; en del finder det uheldigt.

Billedstoffet i TVA kan undertiden være i konflikt med det sproglige. Man kan ikke både følge med i meget dramatiske filmklip som fx dem, der indgik i en reportage fra Israel i TVA 2/11 – og så samtidig følge med i en mere abstrakt tekst, der rækker langt ud over, hvad man ser.

“I suspect, Mr. Watson, that you are a man of letters“. Sådan lød en replik i en Sherlock Holmes-episode. Det understregede blev gengivet som ‘en bogstavernes behersker’, men udtrykket har en langt bredere betydning og betegner ‘litterær dannelse’.

Tak for mange gode breve om emnet ‘neger’, ‘arabisk udseende’ mv. De vil blive behandlet samlet ved en senere lejlighed. I øvrigt har jeg bemærket, at det i TVA 7/11 flere gange blev understreget, at en fængslet person var en dansk statsborger. Vi kan godt selv.

Gamle travere

“Den første historie” (TVA 5/11). Nej, historie i betydningen indslag er og bliver journalistslang, der er påfaldende (undertiden ligefrem stødende) for andre.

“Det er tid til at skrue ned for lyden for de, der vil se fodboldkamp”. Nej, for dem, der vil se fodboldkamp. Stedordet er styrelse for et forholdsord. Derfor. Læs evt. nærmere om reglerne i den praktiske opslagsbog, “Håndbog i Nudansk”, som Politikens Forlag netop har udgivet. Den bør forefindes i ethvert redaktionslokale.

‘Dels … men også’. Nej, hellere ‘dels – dels’ eller ‘ikke alene – men også’ (TVA 6/11).

I en gennemgang af en svensk rapport om børns videoforbrug blev det i RA meddelt, at voldelige scener kunne øge chancen for problemer. Muligheden eller faren havde været bedre.

“… ringer til det østtyske udenrigsministerie“, “jeres kommissorie” (TVA 6/11). Dansk Sprognævn kræver -ium i disse (og lignende) ord. Ordet kommissorium forstås i øvrigt ikke af ret mange mennesker, og det gør mandat heller ikke: “det er det dårligst tænkelige mandat, vælgerne har givet politikerne (TVA 2/11).

Ordet provenu (TVA 31/10) kunne med fordel have været udlagt, til glæde for hele det danske folk.

Sprogprisen

Danmarks Radio har for anden gang uddelt en sprogpris. Der var indløbet adskillige velmotiverede forslag, og vi vil gemme flere af dem til en senere runde. Årets prismodtager er blevet hyldet, bl.a. for sin evne til at fortælle en god historie. Lad os derfor her føje til, at han ikke bare er en omvandrende anekdotefortæller, men behersker et stort register af sproglige udtryk. Som oplæser og kommentator har han gennem årene vist stor professionalisme som en kyndig, saglig og prægnant formidler. Man kan høre, at han ikke blot forstår sit stof, men også kan lide at fremlægge det. Det får os til at spidse ører. Et menneske, der er optaget af sit emne, som underfundigt udnytter sprogets mange udtryksmuligheder, og som har lyst til at fortælle os noget – det er et menneske, vi gerne vil lytte til, uanset om vedkommende er et mediemenneske eller ej. Til lykke!

Et spørgsmål om køn

En medarbejder fra NA-R har beklaget sig over, at der undertiden refereres til skibe med stedordet hun. Det virker komisk og uprofessionelt på sagkyndige. Og han slutter med disse manende ord: “Jeg har heller aldrig mødt en sømand i småskibsfarten, fiskeriet, som betragter skibet, båden, kutteren, skuden som en hun. Det er et arbejdsredskab, som man godt kan have følelser for – men da heller ikke andet. Jeg skal dog ikke afvise at de moderne lystbåde på marinaerne kaldes for en hun. Men dels er disses sejlere vel ofte særligt påvirket af engelsk – og dels må det da være en fornærmelse af kvinden at kalde en seriefremstillet sminket genstand for “hun””.

Bælt og bæltested

Jeg har måttet revidere mit syn på kvindens topografi, efter at det i TVA 7/11 blev oplyst, at “langt flere kvinder føder ved kejsersnit øst for Storebælt end vest for Storebælt”. Det er om at lægge snittet det rigtige sted.