Sprogbrev nr. 32

Snerrerier

Det kan ske for enhver, at man kløjes (jo, sådan staves det) i et udtryk eller en sætning. Men når en medarbejder producerer et langt indslag om tvangsauktioner, må han ikke hårdnakket fastholde sin egen uautoriserede form aktion, tvangsaktion osv. Mere end tyve gange optrådte fejlen, til trods for at flere af de interviewede brugte den korrekte form auktion (KS-R 22/9).

Og hvad ligner det i et program om H.C. Lumbye gang på gang at kalde ham Lundby?

Den i øvrigt fortræffelige vært i en udsendelse om Dalai Lama (8/10) omtalte ham som Daila Lama med en beundringsværdig konsekvens.

En teatermedarbejder brugte ordet teatralsk, som om det betød ‘vedrørende teatret’ eller ‘dramatisk’ og valgte klichévejen i sin gennemgang af teaterlandskabet. Tak for turen.

En politisk kommentator anvendte på samme måde to gange et andet fremmedord i en skæv sammenhæng. Svend Auken blev kaldt studentikos, men meningen var tydeligt nok ‘akademikertype’, og det er noget andet.

Så har jeg større overbærenhed over for den sportsmedarbejder, der placerede en dansk idrætsmand på en uriuspost. Netop Urias ville vel kunne forstå, at reporteren i Seoul var på en vanskelig opgave.

Følsomme ord

En tidligere medarbejder ved Radioavisen har i Politiken 6/10 besværet sig over, at tre bankrøvere af nyhedsafdelingerne i DR blev karakteriseret som ‘arabisk udseende’. Han finder udtrykket diskriminerende. Dertil kommer, at han betvivler, at der findes noget, man kan kalde ‘et arabisk udseende’.

Medarbejderen skriver ikke, hvad afdelingerne i stedet skulle have gjort. Måske er det underforstået, at man slet ikke skulle have givet et særligt signalement af de tre mænds udseende. Men det ville nok trods alt indebære et drastisk tab i informationsværdi.

Hvis vi nu antager, at mange danskere faktisk forbinder noget med udtrykket ‘arabisk udseende’ – og det gør jeg, vel vidende, at udtrykket er sløret i konturerne både hos afsendere og modtagere – så står tilbage at vurdere, om det går an at bruge det. Lad os i forbifarten notere, at det under alle omstændigheder, også for danskere, er forbundet med vanære at blive sat i forbindelse med et bankrøveri.

Redaktionerne har i en fart skulle afveje to hensyn over for hinanden. Det pragmatiske: mulig hjælp til opklaring – over for det ideologiske: faren for at bidrage til mistænkeliggørelse af herboende udlændinge o.l.

Et ydre, der påkalder sig særlig opmærksomhed, kan være et vigtigt led i et signalement. Alligevel mindes jeg ikke at have hørt udtryk af typen ‘bankrøveren havde en vorte på sin meget lange og krumme næse’, ‘den eftersøgte dreng stammer og misser med øjnene’, ‘bortføreren var en udpræget feminin mand’, ‘den forsvundne kvinde taler udpræget københavnsk/sønderjysk/bornholmsk dialekt’ – eller for den sags skyld ‘den eftersøgte kvinde kan virke særdeles tiltrækkende’. Det kan undertiden oplyses, at den eftersøgte halter eller har et stort modermærke på kinden, men tættere på en beskrivelse af særlige legemlige kendetegn går man vist sjældent. Derimod meddeler man kendsgerninger af typen ‘almindelig af bygning’, ‘190 cm høj’, ‘medførende en sort damecykel’ (det er i øvrigt snart længe siden).

Man foretrækker altså udtryk, der ikke kan opfattes som negativt ladede; alligevel kan man være nødt til at angive, at en efterlyst person er åndssvag, senil, kriminel o.l. I sådanne tilfælde bruges udtryk som ‘psykisk handicappet’, ‘har svært ved at orientere sig’ og ‘farlig for sine omgivelser’.

Skulle man i det aktuelle tilfælde afveje forholdet mellem informationsbehov og ideologisk forsigtighed, kunne man prøve at formulere sig ud af problemet med en sætning som fx ‘bankrøverne menes at være udlændinge’. Med dette udtryk går man et trin op ad abstraktionsstigen – med det tab af præcision, det kan indebære.

I mindre soigneret sprogbrug anvendes udtrykket ‘perker’ som bekendt om alt, hvad der ser fremmed ud – uden smålig skelen til nationalitet og baggrund for udlændigheden. Eksistensen af ordet er et symptom på, at nogle danskere har brug for et overbegreb med negativ ladning. I dette tilfælde kan man tale om en indbygget diskrimination; det kan man ikke mht. ‘arabisk udseende’. Derfor vil jeg ikke bebrejde NA-R og TVA noget, selv om man som nævnt kunne have foretrukket en anden formulering.

Lette løsninger findes ikke. Beslægtede problemer dukker ofte op, jf. Erik Hansens bemærkninger om ‘neger’/’sort’ mv. i Sprogbrev nr. 20. Da emnet ikke blot er følsomt, men ligefrem væsentligt, foreslår sprogkonsulenterne et møde med nyhedsafdelingerne om denne og tilsvarende sager.

Udtale

Fra Vejle er der indløbet et spørgsmål om udtalen af navneord som (en) deltager og (en) iagttager kontra udsagnsord som (hun) deltager og (han) iagttager. Jeg giver spørgeren ret i, at navneordene skal udtales, så de rimer på lager, og at udsagnsordene bør udtales, så de rimer på har. Mht. udsagnsordene kan begge udtaler ganske vist forekomme, men den lange lugter af manuskript.

Ordtypen er mht. navneordene præget af nogen variation. Amager, skomager, blikkenslager, handskemager, trommeslager kan høres med begge udtaler, og der er ingen særlig grund til her at forsøge en standardisering. Men fri os for den bogstavnære udtale af hvad behager?. Det hedder “vappehar”, medmindre man foretrækker en endnu kortere form.

Der er også kommet et spørgsmål om udtalen af charterrejse. Der er en engelsk-orienteret udtale med tj- og en fransk-orienteret med noget i retning af sj-. Udtalen “tjarter-” bliver mere og mere udbredt, er måske allerede den mest almindelige, og for en etymologisk (ordhistorisk) betragtning er det den rimeligste. Men “sjarter-” er en ret upåagtet sideform, som næppe distraherer ret mange.

Derimod kan man ikke undgå at studse lidt, når en svensker udtales “jøranson” af studieværten, men “gøranson” af reporteren (TVA 5/10). Vælg den svenskorienterede udtale. Rigtig svensk er den ikke; men vi siger jo også Göteborg med tillempet svensk udtale af 1.-leddet, men dansk udtale af 2. led.

Undgå (i hvert fald indtil videre) brud på de traditionelle danske trykforhold i ord som massiv, funktionel, kreditorer. I TVA 18/9 taltes der om “FUNKtionelle løsninger”, og i en KS-R-udsendelse 22/9 omtaltes nogle “KREditorer”. De tre ord bliver ikke mere smarte af at blive udstyret med tryk på første stavelse.

Tempo

Radioen har i de senere år bragt adskillige klip fra gamle udsendelser. De giver anledning til mange iagttagelser mht. teknisk, stilistisk og sproglig udvikling. Tydeligt er det fx, at tempoet i afviklingen af programmerne er steget. Ikke sjældent går udsendelserne lige over i hinanden, undertiden bider en ‘spot’ ligefrem en udsendelse i halen og fører umiddelbart over i næste udsendelse.

Pauserne mellem indslagene i udsendelserne er kortere, ofte er også mellemrummet mellem musik og tale droppet, taletempoet i de fleste udsendelser er steget mærkbart, ja ligefrem forceret, fx i visse nyhedsudsendelser om morgenen og i en del af de udsendelser, der henvender sig til børn og unge. Det giver en puls, der kan gøre det til en hæsblæsende oplevelse at se og lytte. Teknikken går ifølge min frisør over i det manierede i mange af de udsendelser, der kommer fra Kvægtorvet. Måske kunne DR stå sig ved at holde igen. Eftertanken skulle gerne have en chance, og dynamikken i det hæsblæsende tempo er ofte hul og udvendig.

TVA’s teleprompter kan gøre selv tilhørerne stakåndede, specielt i begyndelsen af udsendelsen, fordi studieværterne, måske for ikke at komme bagud i den løbende tekst, har det med at ekspedere overskrifterne nonstop. Begyndervanskeligheder? Vi får se. I et senere sprogbrev [Sprogbrevet nr. 65 og Sprogbrevet nr. 89] vil jeg se på nogle af de særlige sprogproblemer, teknikken kan medføre.

Kort

En medarbejder i TVA var hurtig i vendingen, da en politiker sagde “… hele det set up vi har her i Danmark”. “Hvad betyder set up?” spurgte han som en god advokat for dem, der ikke kender udtrykket – og for det danske sprog.

Men svært er det at holde igen med engelsk/amerikanske udtryk. I DR’s interne sprogbrug summer det med vendinger af typen ‘headlines’, ‘public service-virksomhed’, ‘step by step-udvikling’, ‘at få større attention’, ‘overordnede guidelines’ osv. Alt dette er en beskeden del af høsten fra et enkelt møde, hvor sprogbrevets forfatter i øvrigt selv advarede mod ‘smalltalk’-programmer.

Er det ikke forkert at sige “jeg var næsten hos hende hver dag”, spørger en medarbejder. Der menes vel ‘næsten hver dag’. I praksis er problemet minimalt; kun sjældent giver det forståelsesvanskeligheder, når et adverbielt led (fx ‘ikke’, ‘næppe’, ‘aldrig’) rykker frem. Normalt tror jeg ikke man lægger mærke til det. (Analyser sidste sætning.)

Apropos ordet næsten ovenfor: En kendt sprogprofessor (han var forresten medlem af DR’s sprogudvalg) ivrede i slutningen af fyrrerne mod afskaffelsen af store bogstaver i navneord, bl.a. ved at påpege de tvetydigheder, der kunne opstå i bibelske tekster, når skellet mellem stort og småt blev slettet. F.eks. i udtrykket “Guds kærlighed gør næsten godt”.